Hvad er blindtarmsbetændelse?
En betændelsestilstand i blindtarmen, der er et lille ormeformet tarmvedhæng på overgangen mellem tyndtarm og tyktarm.
Tilstanden kan ramme alle, men det går oftest ud over unge i alderen fra 8 til 25 år. Det er ret sjældent hos børn under to år.
Det er vel nok den hyppigst forekommende mave-tarmlidelse hos den yngre del af befolkningen, der kræver operation.
Hvorfor får man blindtarmsbetændelse?
Årsagen er ikke altid klar. Men blindtarmsbetændelse skyldes formentlig ofte en afløbshindring forårsaget af små afføringsknolde (fækulitter). Årsagen kan også være fremmedlegemer eller en svulst.
Hvordan føles blindtarmsbetændelse?
Symptomerne kan være meget drilske og ukarakteristiske, men som regel følger udviklingen det klassiske mønster:
Det begynder som regel med mavesmerter omkring navlen eller opadtil.
Efter få timer vandrer smerterne ned i højre nedre del af maven, og de forværres navnlig ved bevægelse.
Man har nedsat appetit og ofte kvalme, eventuelt enkelte opkastninger.
Temperaturen er typisk omkring 38 grader, men hver tredje person har ingen feber.
Små børn og ældre mennesker afviger meget ofte fra det typiske sygdomsbillede. De er derfor i risiko for, at diagnosen stilles sent, hvilket kan betyde, at der støder komplikationer til.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Sygehistorien analyseres nøje. Der tages temperatur og ofte en blodprøve og en urinprøve . Lægen undersøger den syge ved at trykke på maven og prøver måske med en finger i endetarmen at trykke mod blindtarmen. Kvinder får ofte også foretaget en gynækologisk undersøgelse .
Der findes ikke en undersøgelse uden operation, der med sikkerhed kan be- eller afkræfte en blindtarmsbetændelse, selvom ultralydsundersøgelse nogle gange kan påvise en sandsynlig betændt blindtarm. Det er derfor alene lægens skøn, der danner grundlag for, om der skal opereres og op mod 3 ud af 10 tilfælde findes en normal blindtarm ved operation. Der er i de tilfælde en anden forklaring på mavesmerterne.
Hvordan behandles blindtarmsbetændelse?
Hurtig indlæggelse på sygehus.
I fuld bedøvelse fjernes blindtarmen sædvanligvis ved en kikkertoperation i bughulen gennem tre små huller i maveskindet ( laparoskopi ). Dette betyder, at man ofte kan tage hjem dagen efter, hvis ikke blindtarmen er perforeret.
Enkelte sting fra operationshullerne skal tages hos egen læge 10 dage efter operationen.
Hvad kan der være af komplikationer?
Cirka hver femte, der opereres, viser sig at have hul på blindtarmen. Det medfører en bughindebetændelse i større eller mindre omfang. Tilstanden behandles i dag med antibiotika i en blodåre over ca. 3 dage mens man er indlagt. Denne behandling har betydet, at situationen ikke er så frygtet som tidligere. Men der er fortsat risiko for bylddannelse i bughulen, som i givet fald vil kræve udtømning. Herudover er der risiko for sårinfektion, men dette problem er i dag mindre efter kikkertoperationen har fundet indpas.
Tarmslyng på grund af arvævsdannelse forekommer hos mellem to til fire procent af alle blindtarmsopererede, heraf halvdelen inden tre måneder efter operationen. Tilstanden kræver som regel akut operation.