Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Mave og tarm

Hæmorider - Årsager, symptomer og behandling

Hæmorider rammer mere end halvdelen af alle danskere over 50 år. De er godartede, men de kan være generende. Bliv klogere på symptomer og behandling her.


Opdateret den: 4. Oktober 2024

Fakta om hæmorider

  • Over halvdelen af alle danskere over 50 år har hæmorider.
  • Hæmorider opstår, fordi tarmslimhinden og blodkarrene under slimhinden bliver løs og begynder at bevæge sig ud af endetarmsåbningen.
  • Dårlige toiletvaner, fødsler og forstoppelse er medvirkende årsager til hæmorider.
  • Hæmorider kan både behandles medicinsk og ved operation.

Hvad er hæmorider?

Mere end halvdelen af alle danskere over 50 år har hæmorider. Yngre personer kan også få hæmorider, især kvinder i forbindelse med graviditet og fødsel.

Lidelsen skyldes, at tarmslimhinden med de underliggende blodårer bliver løs og begynder at bevæge sig ud igennem endetarmsåbningen (anus) for eksempel ved afføring; det kan således ende med, at hæmoriderne altid hænger uden for anus. Dårlige toiletvaner, forstoppelse og fødsler er medvirkende årsager til hæmorider.

Illustration af indvendig og udvendig hæmoride

Indvendig og udvendig hæmoride. Foto: iStock

Fire sværhedsgrader

Hæmorider er og vedbliver at være godartede, men de kan være meget generende og give smerter, svie, kløe og sidst men ikke mindst blødning. Hæmorider inddeles i fire sværhedsgrader:

  • Grad 1: Hæmoriderne sidder indvendig, og giver blødning.

  • Grad 2: Hæmoriderne falder ud ved afføring, og glider tilbage af sig selv igen

  • Grad 3: Hæmoriderne glider ikke mere tilbage efter afføring, men kan skubbes på plads.

  • Grad 4: Hæmoriderne hænger altid udenfor endetarmsåbningen, og der kan komme sår på den.

Hæmorider, der går i sig selv igen, kan efterlade små udvendige hudlapper, der kaldes marisker. I modsætning til hæmorider bløder de ikke og giver normalt ikke smerter, men gør hygiejne vanskelig.

Symptomer på hæmorider

Hæmorider kan vise sig på flere måder:

  • Hæmorider kan medføre lidt blod på papiret, når man tørrer sig, men kraftigere, frisk blødning kan også opstå ved afføring.

  • Hæmorider kan give svie og kløe og ikke mindst smerter, eventuelt som et akut tilfælde, hvor de hænger udenfor og kommer i klemme i anus.

  • Udvendige hæmorider gør hygiejne meget vanskelig.

  • Man bør under alle omstændigheder undersøges hos lægen, da andre sygdomme i tarmen end hæmorider kan give blødning.

Hvordan ser hæmorider ud?

Indvendige hæmorider (grad 1) kan ikke ses eller føles. Hæmorider af 2., 3. og 4. grad kan ses med tydelige blodkar uden for anus. Brug et spejl eller fotografér med telefonen for at se.

Man kan føle, at der er noget i klemme, og at noget hænger uden for anus. Det kan give svie og smerter, især hvis der er kommet sårdannelse på hæmoriderne. Det er meget sjældent, at hæmoriderne skrumper spontant, eller går i sig selv igen, når først de er kommet frem.

Hæmoridens sværhedsgrader - illustrationFoto: IStock

Hvordan foregår undersøgelsen?

Lægen (oftest kirurgen) vil med en finger føle op i endetarmen og derefter foretage en såkaldt ano-rektoskopi det vil sige en kikkert-undersøgelse af den nederste del af tarmen. Har der været blødning, bør der også foretages en kikkert-undersøgelse højere op i tarmen (sigmoideoskopi), fordi blødning eventuelt kan være tegn på en polyp eller tarmbetændelse eller i sjældne tilfælde kræft.

Hvordan behandler man hæmorider?

Indvendige hæmorider (Grad 1) kan godt ophøre med at give symptomer, især hvis de er en følge af forstoppelse, som er blevet behandlet til blød afføring. Det gælder også under en eventuel graviditet.

I disse tilfælde kan hæmoridesalver, stikpiller og cremer lindre. De indeholder stoffer til lokalbedøvelse samt ofte binyrebarkhormon (steroid), der kan nedsætte vævsreaktionen. Der findes både midler på recept, som ordineres af den behandlende læge, samt et middel som man kan købe på apoteket uden recept. Midlerne bør kun anvendes i kortere perioder.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Operation af hæmorider

Hæmorider kan også fjernes ved hjælp af en mindre eller større operation afhængig af sværhedsgraden. Læs mere om OPERATION AF HÆMORIDER her.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.