Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Mave og tarm

Medicin mod forstoppelse

Forstoppelsen medfører, at afføringen springer dage over og er hård. I nogle tilfælde kan man ikke komme udenom at tage afføringsmidler. Læs mere her.

Opdateret: 18. Februar 2020

Hvad er forstoppelse?

Der findes forskellige former for forstoppelse, som næsten alle skyldes en hæmmet funktion af tyk- og endetarmen. Forstoppelsen medfører, at afføringen springer dage over og er hård og må presses eller hjælpes ud.

Ved den skjulte forstoppelse er tyktarmen ligeledes helt opfyldt af afføring, men der er sædvanligvis toiletbesøg hver dag. Har man forstoppelse følger der tillige ofte mavesmerter og oppustethed med.

Forskellige sygdomme kan være årsag til forstoppelse, men bunder i mange tilfælde i en fiberfattig kost, beskeden væskeindtagelse og mangel på motion.

I nogle tilfælde kommer man imidlertid ikke uden om at anvende afføringsmidler, også kaldet laksantia. De fleste midler kan købes i håndkøb.

Hvilken medicin kan anvendes mod forstoppelse?

Laksantia kan blandt andet øge tarmens egne bevægelser, hæmme tarmens salt- og vandtransport gennem tarmvæggen og derved ændre på tarmindholdets sammensætning og volumen.

Laksantia kan således virke på flere forskellige måder og opdeles typisk i såkaldte osmotisk virkende laksantia, bulk-laksantia, peristaltik-fremmende laksantia samt motilitets-fremmende midler.

Osmotisk virkende laksantia

Osmotisk virkende laksantia øger vandindholdet i tarmen, så afføringen bliver løsere og blødere. Midlet blødgør således afføringen i tarmen, så den lettere kan forlade kroppen. Indholdsstoffer i osmotisk virkende laksantia kan blandt andet være lactulose , magnesiumoxid, eller polyethylenglycol (PEG).

Bulk-laksantia

Forstoppelse kan være forbundet med en fiberfattig kost. I et sådant tilfælde vil man kunne afhjælpe forstoppelsen ved at tilføre flere fibre med kosten. Ved at indtage fibre øges afføringens volumen samtidig med, at afføringen transporteres hurtigere igennem tarmen. Et eksempel er her loppefrøskaller, som man spiser som en del af kosten.

Peristaltik-fremmende laksantia

Peristaltik-fremmende laksantia stimulerer tarmens egne bevægelser (peristaltik), hvorved afføringen lettere transporteres igennem tarmen. Indholdsstoffer i peristaltik-fremmende laksantia er bisacodyl og natriumpicosulfat.

Lokalt virkende laksantia, som også anvendes til udtømning af tarmen før tarmundersøgelser eller operation, kan indføres direkte gennem anus til endetarmen. Eksempler på indholdsstoffer i disse er fosfatklysma, polyethylenglycol og natrium-citrat – laurylsulfoacetat.

Motilitets-fremmende midler

Mortilitets-fremmende midler anvendes mest til meget svær, kronisk forstoppelse. De påvirker nerver i hele tarmkanalen, hvad bevirker en langt kortere passagetid igennem tyk- og endetarmen. Et eksempel er prucaloprid, der er receptpligtig.

Selvom de fleste afføringsmidler kan købes i håndkøb, vil det dog oftest være en lægelig opgave at finde frem til den rigtige behandling af forstoppelsen, ikke mindst hvis behandlingen skal være permanent.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.