Hvad er cannabis medicin?
Medicinsk cannabis er udtræk fra cannabis planten. Ligesom man har det opioide system i kroppen, som reagerer på morfin, så har kroppen det cannabinoide system, som reagerer på cannabinoider.
De virksomme stoffer fra cannabis planten, der typisk bruges som medicin i Danmark, er CBD og THC. Begge er smertelindrende.
THC er psykoaktivt og skal derfor bruges med varsomhed – THC benyttes blandt andet til sklerose og bivirkninger ved kemoterapi.
CBD er stort set ufarlig og benyttes blandt andet ved smerter, såsom neuropatiske smerter.
Medicinsk cannabis er en forsøgsordning i sundhedsvæsenet og trådte i kraft januar 2018 og afsluttes ved udgangen af 2021. Forsøgsordningens formål er at skabe lovlige og regelrette rammer for brug af medicinsk cannabis.
Lægemiddelstyrelsen anbefaler at alt andet relevant og godkendt medicin er afprøvet, før medicinsk cannabis afprøves.
Cannabis medicinens historie
Planter og planteekstrakter – kendt som lægeurter – har i årtusinder været en vigtig bestanddel i menneskers hverdag til lindring af forskellige skavanker, symptomer og sygdomme. Og måske er cannabisplanten den mest succesfulde gennem tiderne, spredt ud over flere kontinenter, dyrket og kultiveret af alverdens folkeslag til fremstilling af reb, tekstil, papir, olie – og som lægeurt. Planten kom oprindeligt fra Kina, hvor den blev betragtet som en af de vigtigste afgrøder. Den ældste fortegnelse over lægemidler, den 4000 år gamle kinesiske farmakopé Pen-ts’ao Ching, omtaler brugen af cannabis til lindring af utallige tilstande med sygdom, ubehag og andre fortrædeligheder.
Medicinsk cannabis blev i 1851 inkluderet i Pharmacopoeia of the United States og indtil 1942 fandtes detaljerede opskrifter på, hvordan ekstrakt fra planten (cannabis sativa) kunne anvendes som smertestillende, beroligende og krampedæmpende medicin. Medicinen var en fast del af apotekernes produktsortiment i den vestlige verden, og således også i Danmark. I de medicinske lærebøger fra denne periode var behandlingsindikationer nøje beskrevet, herunder lindring af smerter, kvalme, nedsat søvnkvalitet, kramper og andre skavanker. De studerende på lægeskolerne blev undervist i dosering af cannabis, som typisk blev administreret som kapsler eller oliedråber.
I 1960´erne afdækkede den israelske forsker Dr. Raphael Mechuolam de kemiske strukturer af to af hovedkomponenter i cannabisplanten, de aktive stoffer delta-9-tetrahydrocannabinol (THC) og Cannabidiol (CBD). Sidenhen har man fundet over 80 aktive stoffer i planten, som går under fællesbetegnelsen cannabinoider. Forskningen har hovedsageligt haft fokus THC og CBD.
Cannabis som lægemiddel har fået en renæssance. Siden 1996, med Californien som ’first-mover’, tillader 34 stater i USA nu reguleret udlevering af medicinsk cannabis, og Canada, Israel, Holland og Frankrig har lignende ordninger. I Danmark har en forsøgsordning med medicinsk cannabis været gældende i knap fire år og ordningen forventes taget op til revision i løbet af dette år, 2021.
Hvilke virksomme stoffer er der i medicinsk cannabis?
Cannabisplanten indeholder mange – ja over 100 forskellige aktive stoffer, en bred vifte af såkaldte cannabinoider, terpener og flavonoider og meget mere. De bedst kendte er CBD og THC, som nu om stunder kan fås som godkendte lægemidler.
Man skelner groft mellem 1) cannabis-baseret medicin og 2) medicinsk cannabis:
Cannabis-baseret medicin indeholder enkelte komponenter fra cannabisplanten. Dette inkluderer blandt andet syntetisk fremstillet cannabinoider (THC og/ eller CBD), eller rent ekstraheret THC/ CBD fra cannabisplanten. Cannabis-baseret medicin fremstilles oftest som kapsler eller olie.
Medicinsk cannabis indeholder foruden cannabinoiderne også en betydelig andel af cannabisplantens mange andre komponenter, herunder terpener og flavonoider. Disse stoffer er almindeligvis ansvarlige for lugt og smag af planter som fx hos citrusfrugter, lavendel og nåletræer. Nyere forskning tyder på, at cannabis-terpener indeholder farmakologiske egenskaber, der dels giver en synergieffekt, dels forbedrer det terapeutiske indeks for cannabisekstrakter. Medicinsk cannabis kan bestå af plantedele/ topskud, eller som kapsler og olier fremstillet ved fuld ekstraktion af cannabisplanten.
Hvordan virker medicinsk cannabis?
Fortidens geografisk udstrakte og folkeligt velfunderede indsigt i cannabis som en lægende urt har da heller ikke været fejlagtig. Men først i 1990’erne forstod vi hvorfor: Opdagelsen af det endo-cannabinoide system (ECS).
Hvad er det endo-cannabinoide system (ECS)?
Det er en kompleks aktivitet af signaler på cellernes overflademembraner, som overordnet består af en række indre (endo) cannabinoider, receptorer og enzymer der både nedbryder og opbygger endocannabinoider. Kroppen danner med andre ord sine egne cannabislignende stoffer.
Endocannabinoider
Endocannabinoider er signalstoffer, som søger mod to receptorvarianter, CB1 der er lokaliseret primært i hjernen og andre dele af centralnervesystemet og CB2, der er lokaliseret i væv og organer i andre dele af kroppen i relation til de celler, som er involveret i vores immunsystem.
Det endo-cannabinoide system (ECS) er ikke et isoleret system, men deltager i et samspil med for eksempel det opioide, dopaminerge og serotinerge system. ’
Overordnet spiller ECS derfor en vigtig rolle i opretholdelsen af kroppens indre balance, homeostasen. Denne balance påvirkes både af cannabinoider (syntetiske og plantebaseret) og endocannabinoider grundet deres interaktion med ECS. Det er vigtigt at have kendskab til dette komplekse system og dets sammenspil med en lang række biofysiologiske processer, for at kunne forstå de mange potentielle virkningsmekanismer og effekter.
Patienter med et kronisk sygdomsforløb benytter ikke sjældent cannabis uden om lægens bord til selvmedicinering. Men på det illegale marked produceres cannabis som rusmiddel med højt THC indhold og ikke for dets lindrende potentiale. Højpotent cannabis på gadeplan kan medføre en overbelastning af ECS og måske hæmme dette systems funktion, forværre en underliggende lidelse og medføre bivirkninger, der forplumre en lægeordineret behandling med cannabis.
ECS, endocannabinoider og cannabinoider er involveret i en lang række processer i kroppen og har indflydelse på appetit, blodtryk, blodgennemstrømning til hjernen, fordøjelse, kvalme, immunsystemet, inflammation, hukommelse, humør, bevægelse, smerte, reproduktion og stress.
Består cannabis produkter af det samme eller er der forskel?
Lægers ordinationer og dosering af medicinsk cannabis og cannabis-baserede produkter tilpasses den individuelle patient og sygdomshistorik. Medicinske cannabisprodukter er receptpligtig og kan kun udleveres fra et apotek eller et hospital. De lovlige medicinske cannabisprodukter er standardiserede og kontrollerede. Alle produkter skal overholde Lægemiddelstyrelsens regler og garanterer for et rent og ensartet produkt. Indhold af CBD og THC er angivet i mg eller procent og afhængigt af sygdom og symptomer vil lægen vælge mellem dominant CBD, dominant THC eller en kombination af CBD og THC.
CBD og THC
THC
THC er den psykoaktive cannabinoid, som i en (for) stor dosering kan give følelsen af at være høj eller skæv. Det er en bivirkning, som skal undgås. Dosering med dominant THC og kombinationen THC:CBD øges derfor langsomt. Start low – Go slow, som mottoet lyder blandt cannabisspecialister.
CBD
CBD har ikke en psykoaktiv påvirkning og kan karakteriseres som ufarlig.
Hvilke sygdomme/ tilstande virker medicinsk cannabis på?
Behandling med konventionelle smertelindrende midler giver ikke altid et tilfredsstillende resultat. Mange patienter ønsker ligeledes at reducere deres – som regel gradvist optrappede – forbrug af morfin og morfinlignende præparater på grund af bivirkninger. Cannabis er et godt supplerende alternativ, som reducerer:
- Smerter og spasmer ved multipel sklerose og ALS
- Smerter og spasmer på grund af rygmarvskade
- Generel ubehag / kvalme ved kemoterapi og kræftbehandling
- Smerter, fysisk og psykisk stress hos patienter i palliativ behandling
- Intensitet, hyppighed og gennembrud af neuropatiske smerter
- Inflammatorisk betingede smerter for visse gigtsygdomme
- Andre indikationer (kontakt speciallæger med kendskab til cannabisbehandling)
For vanskeligt behandlelige kroniske smerter hos patienter i behandling med cannabis medicin ses tillige en forbedring af det daglige funktionsniveau og øget søvn- og livskvalitet.
Hvem kan få medicinsk cannabis?
Overfor alle patienter uanset sygdom har lægen sin frie ordinationsret og kan udskrive medicin, der er godkendt af Lægemiddelstyrelsen, herunder også cannabisprodukter. Omvendt har ingen læge pligt til at skrive en recept på cannabis. En gylden regel er dog, at behandling med cannabis først bør forsøges, hvis patienten har afprøvet relevant godkendt medicin uden tilfredsstillende resultat. Cannabisbehandling bør ikke gives til børn og unge under 18 år, til gravide eller kvinder, der planlægger graviditet og til kvinder, der ammer.
Hvis lægen ikke ønsker at udskrive recept på medicinsk cannabis, kan patienten henvises til en smerteklinik, der har erfaring med medicinsk cannabis.
Hvilke bivirkninger er der ved medicinsk cannabis?
CBD
- Mat- og træthed
- Mundtørhed
THC
- Mat- og træthed
- Svimmelhed
- Humørsvingninger / eufori
- Mundtørhed
- Kredsløbspåvirkninger
- Kognitive forstyrrelser
- Kvalme / opkastning
Kan man blive afhængig af det?
Cannabis i daglige høje doser øger risikoen for fysisk og psykisk afhængighed. Fænomenet ses typisk ved udtalt cannabismisbrug og sjældent ved lægeordineret og kontrolleret brug. Medicinsk cannabis kan benyttes som substitutionsbehandling til patienter med cannabismisbrug.
Udsigt for fremtiden
Cannabis som lægemiddel får en spændende fremtid og mere viden på området dukker op i en lind strøm, efter at forskningstunge lande har godkendt medicinsk cannabis til patienterne og til videnskabelige undersøgelser. I Danmark trådte en forsøgsordning med medicinsk cannabis i kraft januar 2018 og afsluttes ved udgangen af 2021. Forsøgsordningens formål er at skabe lovlige og regelrette rammer for brug af medicinsk cannabis i sundhedsvæsenet og dermed undgå, at (mange) patienter opsøger det illegale marked for cannabissalg.
Den øgede kliniske forskning synes at finde nye indikationer for at introducere behandling med medicinsk cannabis.