Hvad er knoglescanning (DXA-scanning)?
Knoglescanning er en særlig røntgenundersøgelse, hvor man får målt kalkindholdet i sine knogler for at få vurderet deres styrke. Man bliver sædvanligvis målt i ryggen ved lænden og hofteregionen (lårbenshalsen). Men man kan også blive målt på underarme og på hele skelettet. Undersøgelsen kaldes også DXA-scanning, BMD-måling eller osteodensitometri.
Andre knogleundersøgelser:
Med de nyere knoglescannere kan man også udføre et lavdosis røntgenbillede af rygsøjlen. Det er ikke helt så godt som et almindeligt røntgenbillede af ryggen, men det vil i mange tilfælde kunne afkræfte tilstedeværelse af rygsammenfald. Hvis undersøgelsen giver mistanke om rygsammenfald, kan lægen i tvivlstilfælde supplere med et almindeligt røntgenbillede. Fordelen ved disse lavdosis røntgenbilleder er dels den lave stråledosis, og dels at undersøgelsen blive foretaget, når man alligevel er til knoglescanning.
Ordet knoglescanning anvendes også i fagsproget om en knoglescintigrafi, der er en isotopundersøgelse. Ved denne undersøgelse fotograferes hele skelettet i et gammakamera, efter at der er indsprøjtet et radioaktivt stof i en blodåre. Denne undersøgelse anvendes dog ikke til at bestemme knoglemængden, men til at undersøge om der er områder, hvor knogleomsætningen er særlig stor. En stor knogleomsætning kan skyldes brud, knoglesygdomme, kræftsygdomme eller betændelse.
Hvad er forskellen på en knoglescanning og et røntgenbillede?
Med en knoglescanning får man et tal for, hvor meget kalk der er i knoglerne. Kalkindholdet kan måles som mængden i forhold til det målte areal i gram per kvadratcentimeter. Det kalder man så Bone Mineral Density, BMD. Kalkindholdet kan også måles i form af totalindholdet i gram. Det kaldes Bone Mineral Content eller forkortet BMC. Den stråledosis, der anvendes ved knoglescanningen, er langt lavere end ved en almindelig røntgenundersøgelse. Undersøgelsen kan derfor gentages uden risiko.
Røntgenbilleder giver et meget dårligere indtryk af knogletætheden. Det skyldes, at sværtningen af røntgenbilledet afhænger af, hvor meget stråling der anvendes og af den mængde fedtvæv, muskulatur og indvolde, som røntgenstrålerne skal passere i forbindelse med passagen gennem selve knoglevævet.
Røntgenbilleder kan derimod bruges til at se, om der er tegn på knoglebrud, sammenfald i ryghvirvlerne eller slidgigtforandringer. Disse forhold kan være en hjælp for lægen, der skal bedømme resultatet af knoglescanningen. Den vigtigste fordel ved røntgenbilledet er dog, at man kan se et rygsammenfald. Dette kan være vigtigt både for at forstå, hvorfor patienten måske har rygsmerter, men også for at patienten kan få den rigtige behandling. Hvis man har betydelige rygsammenfald, der er opstået indenfor de seneste tre år, kan man få tilbudt behandling med knogleopbyggende behandling.
Hvordan foregår en knoglescanning?
Undersøgelsen tager 10-40 minutter, afhængig af hvilket apparatur der bruges, og hvilke områder af skelettet man skal have scannet. Hvis det er en rutineundersøgelse for knogleskørhed, vil man få scannet lænd og hofte.
Man skal ligge ned, mens man får scannet lænd og hofter, mens scanning af underarme kan foregå siddende. Man behøver ikke at faste, men man skal helst ikke tage kalktabletter den pågældende dag. Man kan beholde tøjet på, hvis tøjet ikke indeholder metaldele. Resultatet bearbejdes på en computer og er gerne færdigt efter 10 minutter.
Hvordan vurderes resultatet?
Resultatet bør vurderes af en læge. Er man under cirka 65 år, vil hovedvægten af vurderingen blive lagt på scanningen af lænderyggen. Hos personer over 65 år vægter hofteregionen mest, idet målingerne på lænderyggen kan forstyrres af eksempelvis slidgigtforandringer.
Resultatet fra knoglescanningen sammenlignes sædvanligvis med gennemsnitsværdien for en yngre rask kvinde (den såkaldte T-score), da brudrisiko er uafhængig af køn.
Resultatet af knoglescanningen kan også sammenlignes med gennemsnitsværdien for en person af samme alder og køn som den undersøgte (den såkaldte Z-score). Man anvender en statistisk målestok ved bedømmelsen. Negative værdier angiver, at man ligger under gennemsnitsværdierne.
Hvad kan resultatet af en knoglescanning bruges til?
Resultatet af knoglescanningen vurderes på basis af T-score.Den laveste T-score af de to scannede regioner: lænderyg (L1-L4) og hofte (total hip) angiver resultatet.
Hvis T-score er mindre end -1 har personen nedsat knoglemængde, dette kaldes osteopeni. Hvis T-score er mindre end -2,5 har personen knogleskørhed (osteoporose).
Hvor stor er risikoen for at få hoftebrud som følge af knogleskørhed
Tabellen nedenfor viser risikoen i procent for at få hoftebrud indenfor de næste 10 år. Risikoen er afhængig af køn, alder og knoglemineraltæthed - den såkaldte T-score.
| Kvinder |
|
|
|
Mænd |
|
|
|
|---|
| Alder |
T score =-1 |
T-score =-2,5 |
T-score = |
Alder |
T-score =-1 |
T-score =-2,5 |
T-score = |
| 45 |
0,4 |
1,4 |
2,2 |
45 |
0,7 |
2,2 |
3,4 |
| 50 |
0,5 |
1,7 |
2,9 |
50 |
11 |
3,4 |
5,1 |
| 55 |
0,7 |
2,9 |
4,9 |
55 |
1,1 |
3,4 |
5,1 |
| 60 |
1,1 |
4,4 |
7,8 |
60 |
1,2 |
3,7 |
6,0 |
| 65 |
1,5 |
5,9 |
11,3 |
65 |
1,9 |
5,3 |
8,8 |
| 70 |
2,0 |
8,8 |
18,3 |
70 |
2,7 |
8,5 |
14,3 |
| 75 |
2,3 |
11,1 |
24,6 |
75 |
4,1 |
14,2 |
24,2 |
| 80 |
2,5 |
11,5 |
27,9 |
80 |
4,6 |
13,7 |
24,3 |
| 85 |
2,1 |
10,0 |
25,8 |
85 |
7,6 |
10,5 |
19,9 |
Tabellen viser, at hvis man har fået målt sin T-score, og den er -2,5 eller lavere, for eksempel -4, så er risikoen for at få hoftebrud ganske stor. Dette gælder, uanset om man er eller mand eller kvinde.
Altså jo lavere BMD-værdien er, desto større risiko for hoftebrud.
En 75-årig kvinde med et T-score på -2,5 har således 11,1 procents risiko for at få et hoftebrud i løbet af de næste 10 år. Det vil sige, at 11 ud af 100 75-årige kvinder med denne knoglemængde vil få et hoftebrud i løbet af de næste 10 år.
Andre risikoforhold ved knoglebrud:
Lægen kan inddrage resultatet af en knoglescanning i sin vurdering af, om der er behov for medicinsk behandling for at undgå knoglebrud som følge af knogleskørhed. Der skal samtidig tages hensyn til andre forhold, der øger risikoen for knoglebrud. Disse risikoforhold er:
-
arvelighed
-
legemsvægt
-
tidspunkt for overgangsalderens indtræden
-
livsstil, herunder rygning og evt. overforbrug af alkohol
-
andre sygdomme eller behandlinger.
En knoglescanning kan afgøre, om man kan få tilskud til medicin:
Resultatet af knoglescanningen er afgørende for, om man kan få tilskud til medicin mod knogleskørhed.
Man kan få individuelt tilskud til denne medicin, hvis en knoglescanning af lænderyg eller hofte - men ikke andre scanninger - har vist en T-score på mindre end -2,5. Man skal dog samtidigt opfylde mindst én af følgende betingelser, der øger risikoen for knoglebrud:
-
Kendt knogleskørhed (osteoporose) hos ens far eller mor.
-
Overgangsalderen er indtrådt før 45 årsalderen.
-
Tidligere knoglebrud, der er opstået uden eller ved lavenergi traume.
-
Mager legemsbygning - man skal have et Body Mass Index-BMI på mindre end 19 kg/m2.
-
Tobaksrygning.
-
Immobilisation, dvs. væsentlig nedsat bevægelighed på grund af sygdom, for eksempel gigt eller lammelser.
-
Hvis man har en medicinsk sygdom, der øger risikoen for knogleskørhed.
Hvis man får binyrebarkhormon (prednisolon) i en dosis på mere end 5 mg per dag, og hvis denne behandling har varet eller forventes at skulle vare i mere end tre måneder, kan man få tilskud til behandling allerede, når T-score er mindre end -1.
For de knoglestyrkende behandlinger gælder særlige regler for at opnå tilskud.
Hvad kan en knoglescanning ellers bruges til?
En knoglescanning kan også bruges til at vurdere effekten af en påbegyndt medicinsk behandling. Der skal gå to til tre år mellem hver kontrolscanning. Det skyldes, at effekten af den medicinske behandling indtræder langsomt, og der er en lille usikkerhed på målingerne. Det er vigtigt, at kontrolscanningen foregår på samme apparat som den oprindelige scanning.
Læs mere om knogleskørhed
Knogleskørhed
Knogleskørhed - behandling
Forebyggelse af fald ved knogleskørhed