Stivgørende rygoperation (spondylodese)

Hvad er en stivgørende rygoperation?

Udlånt af Lars Nimb

En stivgørende rygoperation, spondylodese, er en fælles betegnelse for et rygkirurgisk indgreb, som har til formål at stabilisere en større eller mindre del af rygsøjlen med henblik på at lindre eller fjerne vedvarende og betydelige ryg- og eller bensmerter.

De enkelte ryghvirvler danner led til hinanden fortil gennem båndskiven, diskus, og bagtil gennem to ledfacetter. I disse led kan der med alderen opstå forandringer, som vil give smerte, når man bevæger sig. I daglig tale kalder vi det lidt misvisende for slidgigt. Det, der reelt sker, er, at diskus mister sin elasticitet og højde, og herved opstår forandringerne – det man mere korrekt kan kalde for diskus-degeneration . Facet-leddene bliver store og så opstår der det, de fleste kender som slidgigt. Disse ting bevirker tilsammen, at der opstår spinalstenose og eller rodkanalstenose.

Med alderen mister diskus sin elasticitet og højde og derved opstår der, det man kalder for diskus-degeneration, det vil sige et slags langsomt sammenfald af diskus. Facet-leddene bliver store, og disse ting bevirker tilsammen, at der opstår spinalstenose og eller rodkanalstenose.

Hvor mange får en stivgørende rygoperation?

I Danmark har vi set en stigning i rygoperationer fra cirka 6000 årligt i år 2000 til cirka 12000 i år 2010. I 2010 udgjorde de stivgørende operationer cirka 17 procent, det vil sige, at der i Danmark udføres omkring 2000 stivgørende operationer om året. De fleste rygopererende afdelinger er nu tilmeldt en nationalt rygdatabase Danespine. De kommende år vil vi få mere kendskab til rygkirurgiens årsagssammenhæng .

Hvorfor foretager man stivgørende rygoperationer?

Idéen med stivgørende rygoperation er at forhindre bevægelse i et smertegivende led og opnå stabilitet ved større frilægning af rygkanalen og eller en eller flere nerverodskanaler. En af de hyppigste årsager til at tilbyde en stivgørende operation er en meget udbredt lidelse, spondylolistese, som er kendetegnet ved glidning mellem to ryghvirvler.

Stivgørende rygoperation er ikke en ny opfindelse, faktisk blev den første operation udført allerede i 1911 af en amerikansk ortopædkirurg Russel Hibbs. Operationsteknisk er der dog sket en betydelig udvikling gennem de sidste 20 år.En stivgørende operation kan udføres med og uden skruer. Man bruger i dag disse operations-metoder:

• Kirurgen kan anvende en teknik, hvor man stivgøre ryggen forfra gennem maven

• Kirurgen kan også vælge en mere traditionelt metode med skinne og skruer bagfra gennem rygmuskulaturen.

• Senest er man begyndt at stabilisere ved kikkertoperation med adgang til ryggen fra siden.

I denne artikel vil vi fokusere på den mest anvendte teknik med skruer og skinner med en ekstra forstærkning i form af en kile sat ind i diskusrummet

Hvilke tilstande og sygdomme i ryggen vil kunne have gavn af en stivgørende operation?

Den stivgørende rygoperation er den ultimative operation med tre hovekomponenter.

• Der er mulighed for dekompression, det vil sige frilægning af klemt nervevæv i rygkanalen og eller nerverodskanal.

• Stabilisering af ryggen.

• Genskabe naturlige kurver i rygsøjlen.

I dag tilbyder man stabiliserende rygoperationer til personer med vedvarende, stærke rygsmerter , der er opstået på grund af:

• spondylolistese (glidning mellem to eller flere ryghvirvler),

• diskusdegeneration

• slid på båndskiven, typisk med iskiassmerter

• rygskævhed

• skoliose med afklemning af nerverødder

• følger efter gentagne fejlslagne diskusprolaps operationer.

• endelig til personer, der tidligere er opereret for spinalstenose , hvor der er opstået komplikationer

Hvordan bliver man indstillet til en stivgørende rygoperation?

Alle ryg-patienter med en degenerative ryglidelse med rygsmerter og eventuelt også bensmerter vil fremover blive tilbudt et 12 ugers patientforløbsprogram på den reumatologiske afdeling, man er tilknyttet . Dette program består af samtale, igangsætning af en smertebehandlingspakke og endelig instruktion af en fysioterapeut i relevante rygøvelser.

Hvis denne behandling ikke har haft effekt vil man blive tilbudt ensamtalemed en rygkirurg.

Alle patienter som bliver tilbudt en stivgørende operation vil altid have fået udført en MR-scanning af rygsøjlen og have fået taget almindelige røntgenbilleder .

Hvis kirurgen finder grundlag for en operation, vil man blive indkaldttil et formøde, hvor der vil blive taget blodprøver, og eventuelt et hjertekardiogram . Man vil også få mulighed for at tale med narkoselægen samt en ergo- og fysioterapeut.

Hvordan forløber en stivgørende rygoperation?

Medicin op til indlæggelsen

På grund af blødningsrisiko ved operationen må patienten op til en uge før operationen ikke indtage:

• acetylsalicylsyreholdig medicin, eks hjertemagnyl, aspirin, idotyl, treo, kodimagnyl og lignende

• gigtmidler, for eksempel brufen, ipren, confortid, naprosyn, voltaren, diclon og lignende.

Specifikt blodfortyndende medicin, marevan, plavix og persantin skal stoppe 3 -5 dage før operationen eller efter samråd med lægen.

Sådan foregår operationen trin for trin

1. Narkose

Operationen foregår i fuld narkose. Patienten lægges til at sove i sengen. Herefter bliver patienten løftet over på operationslejet.

2. Operationslejet

Patienten lejres på en ramme eller nogle bløde puder som aflaster bryst og mave. Niveauet i ryggen bestemmer man ved hjælp af en røntgen-gennemlysning. Patienten bliver dækket til undtagen det, der svarer til operationsfeltet. Herefter sikrer man sig endnu engang patientens identitet og gennemgår operationen.

3. Selve operationen

Nu fortages der et snit i huden i midtlinien . Med et skarpt instrument løftes rygmusklen til side og væk fra ryggen. Torntappen og den bageste del af ryghvirvlen, hvirvlebuen, blotlægges. Vejledt af røntgengennemlysning isættes kraftige titanium skruer i (pedikelskruer) i hvirvelbuen på begge sider gående ned i hvirvellegemet. Kirurgen kan herefter afhængig af behovet fjerne torntappen, hvirvelbuen og det såkaldte gule ledbånd som forbinder ryghvirvlerne bagtil, dette skaber et vindue og bedre plads i rygkanalen til nerverne.

Hvis det er nødvendigt kan kirurgen også åbne op ud i rodkanalerne. Pladsforholdene bliver gennemgået grundigt med en krog. Rygkanalens indhold skubbes forsigtigt til den ene side. Herefter kan man se direkte ind til båndskiven og diskus. Diskusrummet åbnes med spids kniv og herefter udtømmes diskus-materiale. Hvirvellegemets endeplader gørtes klar til blødende knogle. Derefter isættes en kile, kasse, i passende størrelse fyldt med knogletransplantat, Diskusrummet fyldes ligeledes med knogletransplantat. Der monteres skinner som forbinder skruerne fra et niveau til det næste. Yderligere knogletransplantat lægges ned på siden af rygsøjlen.

Operationssåret lukkes lagvist først muskelhinden, derefter underhuden og tilslut huden. Tit vil der blive anlagt et sugedræn til blod, som fjernes den næste dag.

4. Efter operationen

Stadig i narkose bliver patienten løftet tilbage i sengen, hvorefter opvågningen starter.

Man observerer tatienten i op til fem dage inden udskrivelse. Den nyopererede patient må gerne bevæge sig som han plejer efter operationen.

Efterfølgende skal den rygopererede selv kontakte egen læge med henblik på at få tråden fjernet.

På de fleste rygkirurgiske klinikker vil patienter blive udskrevet til en røntgen og ambulant kontrol 3 og 12 måneder efter. De indsatte skruer skal ikke rutinemæssigt fjernes. Patienterne vil blive henvist til genoptræning og fysioterapeutisk vejledt statisk ryg og mavemuskeltræning efter 3 måneder.

Hvilke komplikationer kan der opstå efter en stivgørende operation?

I få tilfælde opstår blødning i operationssåret. Dette kan give tryk på de netop frilagte nerverødder og i værste fald påvirkning af nervetrådene som styrer lukkemusklerne til urinblære og tarm. Det er derfor vigtigt at observere patienten med henblik på at udtømme evt blodansamling.

Risici :

• Risikoen for blodansamlinger er mindre en 0,5 procent.

• Risikoen for nerverodsskade er mindre end 0,5 procent.

• Nervetrådene i lænderyggen er beskyttet af rygmarvsvæske. Denne væske holdes på plads af en ganske tynd hinde, dura mater spinalis. Kirurgen kan med sine skarpe instrumenter komme til at gøre et hul i denne hinde. Hvis det ikke lykkes at lukke hullet helt kan rygmarvsvædsken løber ud af såret og danne en fistelgang ud til huden. Patienten vil få hovedpine, hvis hullet ikke lukkes. Risikoen for denne komplikation er cirka 5%.

• Som ved al kirurgi er der risiko for infektion. I meget sjældne tilfælde kan der opstå meningitis . Risikoen er dog mindre end 0.5 %.

• Der er lidt mere end 2 procents risiko for Årebetændelse i benene.

• Komplikationer med manglende heling af knoglebroen, som kan kræve en ny operation, er mindre end 5 procent - dog for rygere cirka 9 procent.

• Komplikationer med løsning af det indsatte materiale eller omplacering af det indsatte materiale er mindre end 1 procent.

Hvad er prognosen og forventningerne til en stivgørende operation?

Formålet med operationen er at mindske lænde- og eller ben smerter. Efter operationen vil de fleste patienter have betydelig færre symptomer i benene, men en del vil fortsat i nogen grad have rygsmerter.

Ryggen heler i løbet af 9 til 12 måneder, hvor generne gradvist aftager. Omkring 70 – 80 procent af de opererede patienter vil opleve en klar bedring i deres symptomer. Det endelige resultat kan først afgøres efter 1 år.