Hvad er forskellen på doping og medicin?
Langt de fleste dopingstoffer er medicinske præparater, for eksempel astmamedicin og insulin til sukkersygepatienter, men der findes enkelte undtagelser eksempelvis alkohol og narkotika. Det betyder selvsagt ikke, at al medicin er doping, for eksempel er ganske almindelige hovedpinepiller ikke doping.
Afgørende for, om et præparat kan betragtes som et dopingstof, er, at det findes på den såkaldte dopingliste, som er en fortegnelse over alle forbudte dopingstoffer. Dopinglisten er udarbejdet af World Anti-Doping Agency (WADA), og listen revideres årligt. Har man en kronisk sygdom, eksempelvis astma eller sukkersyge , kan man godt dyrke idræt på eliteplan, det kræver dog en skriftlig tilladelse til at benytte medicin, som indeholder stoffer på dopinglisten. En sådan tilladelse kaldes en TUE (Therapeutic Use Exemption).
Hvad siger loven om doping?
Doping reguleres af både lovgivning og sportens egne regler. I Danmark udgøres den nationale lovgivning på området af:
Ifølge dopingloven må en række dopingstoffer hverken fremstilles, indføres, udføres, forhandles, udleveres, fordeles eller besiddes, medmindre der er tale om anvendelse til sygdomsforebyggelse eller sygdomsbehandling eller til videnskabelige formål. Det drejer sig blandt andet om stoffer som anabole steroider, væksthormon og EPO.
Hvad risikerer man ved overtrædelse af dopinglovgivningen?
Overtrædelse af loven straffes med bøde eller fængsel i indtil 2 år. Den 1. januar 2014 trådte straffelovens § 191a i kraft. Bestemmelsen indebærer, at strafferammen for grov doping-kriminalitet er blevet forhøjet, således at den, som i strid med dopingloven til et større antal personer mod betydeligt vederlag eller under andre skærpende omstændigheder overdrager, fremstiller, indfører, udfører, udleverer mv. sådanne dopingmidler, kan straffes med fængsel indtil 6 år.
Hvem fastsætter antidopingreglerne?
Internationalt er det WADA, der fastsætter sportens antidopingregler. Dette regelværk kaldes World Anti-Doping Program (WADP) og består af det såkaldte WADA kodeks (WADC) og fem internationale standarder. WADC er det overordnede regelsæt, som alle, der har tiltrådt dette, er forpligtede til at følge. Både Danmarks Idræts-Forbund og Anti Doping Danmark har tiltrådt WADC og har indskrevet kodeksets bestemmelser i ”Nationale Antidopingregler”, som gælder for alle danske idrætsudøvere, der deltager i konkurrencer. De fem internationale standarder beskriver nærmere, hvordan forskellige tekniske aspekter af antidopingarbejdet skal udføres, og omfatter dopinglisten, prøvetagning, analysevirksomhed, TUE og persondatabeskyttelse.
Den danske regering har tiltrådt den internationale konvention mod doping i sport under UNESCO og accepterer herved WADC samt de internationale standarder. I Danmark har Idrættens organisationer, som nogle af de første i verden vedtaget et særligt motions-dopingreglement (2009), der omfatter idrætsudøvere, som udelukkende dyrker motionsidræt.
Hvordan foregår en dopingkontrol?
Dopingkontrol kan foretages både ved urinprøve og ved blodprøve og foregår efter faste ISO-certificerede procedurer og i overensstemmelse med WADA’s internationale standard for prøvetagning. Langt de fleste prøver er urinprøver. Dopingkontrollen foregår på følgende måde:
En dopingkontrollant indkalder idrætsudøveren til en dopingkontrol . Kontrollanten beder idrætsudøveren fremvise legitimation (kørekort el.lign.) og informerer om idrætsudøverens rettigheder og pligter. Når man er indkaldt til dopingkontrol, har man pligt til at afgive en dopingprøve. Nægter man, vil det blive betragtet som en positiv prøve.
Dopingprøven afgives . Dopingkontrollanten har medbragt prøvetagningsudstyr til urinprøve , som består af urinbæger, glasflasker til forsegling af prøven, protokolformular samt udstyr til måling af prøvens massefylde. Urinprøven afgives i et egnet rum under direkte påsyn af dopingkontrollanten (som altid skal være af samme køn som idrætsudøveren). Når der er afgivet tilstrækkeligt med urin, er det idræts-udøveren, som håndterer urinbægeret, ligesom det er denne, som vælger det forseglede prøvesæt bestående af to flasker. Flaskerne er påtrykt kodenumre. Idrætsudøveren fordeler urinen i de to flasker, en A- og en B-prøve, hvorefter de forsegles. Før prøven sendes til analyse, bruger dopingkontrollanten nogle dråber af urinen til at måle massefylde. Det er kun muligt at analysere prøven, hvis værdien er inden for en fastsat grænse.
En protokol udfyldes , hvori idrætsudøveren oplyser, hvilke medikamenter, for eksempel vitamin-præparater og helsekostprodukter, denne har brugt inden for de seneste syv dage. Idrætsudøveren underskriver herefter protokollen.
Dopingprøven fremsendes til et af WADA godkendt laboratorium, og for danske prøver vil det sige et laboratorium i Oslo. Laboratoriet analyserer A-prøven for dopingstoffer, der er opført på dopinglisten, og analyseresultatet sendes herefter til Anti Doping Danmark, som skriftligt informerer idrætsudøveren. Hvis A-prøven er positiv, informerer Anti Doping Danmark Danmarks Idræts-Forbunds dopingudvalg. Dopingudvalget informerer idrætsudøveren, klubben og specialforbundet. Et analyseresultat er positivt, når positiv A-prøve foreligger. Idrætsudøveren kan forlange, at B-prøven bliver analyseret, og skulle B-prøven være negativ, vil dopingsagen blive hævet.
Hvem er ansvarlige for doping?
Idrætsudøveren er ansvarlig for tilstedeværelsen af det dopingstof, som findes i dennes krop. Hvis idrætsudøverens støttepersonale, for eksempel træner, teamleder eller læge, har medvirket , vil de ligeledes kunne straffes efter antidopingreglerne.
Få flere oplysninger på Anti Doping Danmarks hjemmeside: www.antidoping.dk .