Hvad er gendoping
Gen- eller celledoping kom på Dopinglisten i 2003 og figurerer i dag under forbudte metoder. Det defineres som overførsel af nukleinsyrer eller analoger samt brugen af normale eller gen-modificerede celler, som har præstationsfremmende effekt
Hvordan anvender man gendoping?
Den praktiske anvendelse kan groft opdeles i to former: Udenfor kroppen (ex vivo) og indenfor kroppen (in vivo). Ved gen-doping udenfor kroppen isoleres celler fra en donor, som ændres og herefter transplanteres tilbage til donoren. Ved gen-doping indenfor kroppen derimod introduceres et gen direkte ind i organismen. I organismen ændrer genet dannelsen af det protein eller den biologiske substans som har betydning for præstationen.
Genterapi bliver til gendoping, når det bruges til ikke-medicinske formål.
Hvornår anvender man gendoping til behandling af sygdom?
Flere tusinde kliniske studier er blevet gennemført siden genterapien så dagens lys i 1970’erne. Som behandling har genterapi blandt andet vist sig at kunne forbedre synet hos patienter med sygdommen Lebers kongenitale amaurose, hvor børn fødes uden eller med en kun svagt fungerende nethinde, hos parkinson -patienter til forbedring af deres motoriske kontrol samt senest i behandlingen af patienter med blødersygdommen hæmofili B . I dag omhandler 80 procent af de kliniske genterapi-forsøg metoder til behandling af kræft , hjertekarsygdomme samt hjernesygdomme for eksempel Alzheimers og infektionssygdomme
Hvordan virker gendoping til at fremme præstationen inden for idræt?
Der findes ingen studier på mennesker, hvor man har undersøgt den præstationsfremmende effekt af gen-manipulation i idræt. Derimod er der i en række dyreforsøg vist en præstationsfremmende effekt. I en gruppe rotter, som fik indsprøjtninger med insulin vækst faktor (IGF)-1 genet, observerede man en forøgelse i muskelmassen på 15 procent uden træning. I andre dyreforsøg har man set en markant forøgelse af muskelmassen og muskelstyrken .
I princippet kan gen-manipulation misbruges som gen-doping i en lang række idrætsgrene, da de potentielle fysiologiske mekanismer af betydning for præstationen er mangeartede og forskellige fra idrætsgren til idrætsgren. I idrætsgrene, der kræver udholdenhed, vil man gennem manipulation af epo-niveauerne, kunne hæve hæmatokritværdien og dermed øge den mængde ilt, der kan leveres til musklerne. Derudover vil udholdenhedsatleter kunne drage fordel af forbedret lungekapacitet, sukkerstofskifte, muskelstyrke og nedsat smertefornemmelse.
Disse fysiologiske parametre er alle blevet succesfuldt manipuleret gennem ’gen-doping’ i dyreforsøg. Dog er der i dag ingen konkrete beviser på, at gen-doping har været brugt. Anti dopingmyndighederne har dog en begrundet frygt for, at det inden længe kan ske.
Hvad er risikoen ved gendoping?
På trods af at konceptet ved gen-doping er relativt simpelt, har historien vist, at de helbredsmæssige risici er svære at forudse. I 1999 døde en blot 18-årig dreng efter gen-behandling, da der opstod organsvigt i en række vitale organer (dette kaldes også for systemisk inflammatorisk respons). I drengens tilfælde skete det 98 timer efter at have gennemgået gen-terapi i forbindelse med et klinisk forsøg.
En anden forsøgsperson reagerede ved at få mild feber. I et andet forsøg udviklede flere unge mennesker leukæmi efter ex vivo genterapi. Desuden vil der altid være en fare forbundet med manglende kontrol af det gen, det er indsat i organismen
Hvad er udsigten for fremtiden?
Udfordringer ved sporingen af gendoping ligger i, at de proteiner, som produceres gennem en øget gen-ekspression, er identiske med dem kroppen normalt selv producerer. Dog har forsøg vist, at det er muligt at spore visse typer af gendoping via forskellige metoder. Det skyldes at de gener, som indsættes, ikke er fuldstændig identiske med kroppens egne. Sporingen vil imidlertid afhænge af en række faktorer, heriblandt hvordan og hvortil generne overføres.