Hvad er type 2-diabetes?
Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, der rammer både mænd og kvinder.
Type 2-diabetes er en folkesygdom. Cirka 300.000 mennesker i Danmark er registreret med diabetes, hvoraf 90 procent har type 2-diabetes. Der bliver fortsat flere mennesker med type 2-diabetes, og det skyldes efter alt at dømme vores livsstil med blandt andet meget lav fysisk aktivitet, mange der er overvægtige, men også at behandlingen er blevet bedre og at mennesker med type 2-diabetes lever længere.Øget fysisk aktivitet spiller en vigtig rolle i behandlingen af type 2-diabetes og kan også medvirke til at forebygge udvikling af type 2-diabetes.
Hvorfor får man type 2-diabetes
Kendetegnet ved type 2-diabetes er en kombination af, at bugspytkirtlen ikke producerer nok insulin, som er afgørende for blodsukker-regulationen, og samtidig er der en nedsat insulinfølsomhed i cellerne. Det medfører en nedsat virkning af insulinen, og dermed at sukker ikke kan optages i cellerne. Den nedsatte følsomhed for insulin (også kaldet insulinresistens) i muskelcellerne kan skyldes for fed kost og fysisk inaktivitet, som i mange tilfælde har medført overvægt.
Bugspytkirtlen vil først forsøge at kompensere for dette problem ved at producere mere insulin. Men i visse tilfælde kan bugspytkirtlen ikke følge med. I så fald bliver blodsukkeret forhøjet, og man har udviklet type 2-diabetes. Mange mennesker med type 2-diabetes er samtidig overvægtige, har forhøjet blodtryk og kolesteroltal.
Kombinationen af disse ting gør at mennesker med type 2-diabetes har en øget risiko for blandt andet hjertekarsygdomme og dermed også risiko for en tidlig død.
Hvilken effekt har fysisk aktivitet?
Ved at dyrke, eller intensivere, sin motion kan man øge sukkeroptagelsen i musklerne og dermed holde blodsukkeret i balance. Det skyldes, at fysisk aktivitet øger muskelcellernes følsomhed overfor insulin, hvilket igen medfører, at muskelcellernes evne til at optage sukker bliver forbedret. Det betyder, at der skal mindre insulin til, for at optage den samme mængde sukker i musklerne. Samtidig betyder det at cellerne får mere brændstof (sukker) som energi til muskelarbejde og stofskifte.
Denne effekt sker meget hurtigt og holder sig i op til 24-48 timer efter træning. Effekten er dog blandt andet afhængig af trænings-intensiteten, -formen og -varigheden.
Blodsukker:
Regelmæssig og vedvarende fysisk aktivitet er i store undersøgelser vist at give en vedvarende god effekt på blodsukkerkontrol og insulinfølsomheden. Således viste en analyse af de største undersøgelser, hvor patienter med type 2-diabetes typisk trænede 3 gange ugentlig, at effekten på blodsukkerkontrollen var betydelig og langtidsblodsukkeret (HbA1c) faldt.
Kolesterol, blodtryk og vægttab:
Vedvarende fysisk aktivitet har i undersøgelser vist at give en mindre forbedring i det gode eller 'herlige' kolesterol (HDL-kolesterol) samt en mindre sænkning af andre fedtstoffer i blodet (triglycerider), og i de fleste undersøgelser en sænkning af blodtrykket. Fysisk aktivitet, kombineret med kostændringer, kan hjælpe til vægttab og en forbedret appetitregulation.
Livskvalitet:
Mange undersøgelser finder en sammenhæng mellem fysisk inaktivitet, dårlig kondition og øget risiko for død, især af hjertekarsygdomme. Træningsstudier har vist, at patienterne der trænede, generelt havde en bedre livskvalitet, end dem der ikke trænede.
Kan fysisk aktivitet behandle type 2-diabetes?
Man kan ved intensiveret fysisk aktivitet og vægttab i visse tilfælde opnå så god blodsukkerkontrol, at tabletbehandlingen helt eller delvis kan undværes. Hvis man ikke har haft type 2-diabetes særlig længe, kan ens diabetes i nogle tilfælde ligefrem 'forsvinde'. Tendensen til igen at få stigende blodsukker ved fysisk inaktivitet og/eller vægtstigning vil dog fortsat være til stede.
Motion spiller hermed en vigtig rolle i behandlingen af type 2-diabetes, og træning eller øget fysisk aktivitet indgår altid i behandlingen af type 2-diabetes på lige fod med medicin og kostomlægning.
Hvilken og hvor meget motion skal der til?
For det første viser flere undersøgelser, at effekten af fysisk aktivitet er størst hvis træningen superviseres af en fysioterapeut eller lignende, i forhold til blot at træne selv.
Som omtalt er kroppens insulinfølsomhed, og dermed effekten på blodsukkeret, øget i op til et par dage, hvis man træner én gang ved moderat belastning. Derfor er træning mere end én gang om ugen tilrådeligt for at kunne bibeholde træningens effekt på insulinfølsomheden.
Fysisk aktivitet med minimum moderat intensitet tre gange om ugen virker bedst til at opretholde insulinfølsomheden. Insulinfølsomheden øges kun i de muskler, som har været aktive. Det er derfor tilrådeligt at dyrke motion, som involverer en stor muskelmasse. Løb, cykling eller roning er ideelle, da man her tager de store muskelgrupper i benene, og eventuelt arme i brug.
Typen af motion er af mindre betydning, idet både styrke- og konditionstræning forøger kroppens insulinfølsomhed og har effekt på blodsukkerkontrollen. Fysisk aktivitet, som ikke giver forbedring af konditionen, men kun af musklens udholdenhed er også gavnlig. Selv fysisk aktivitet af lav intensitet såsom halvhårdt havearbejde og raske gå- og cykelture har en positiv effekt på insulinfølsomheden.
Den allerbedste træning synes dog at være, hvis konditions- og styrketræning kombineres, helst tre gange ugentlig og med en varighed på minimum 2½ time om ugen, og gerne med moderat til høj intensitet. Nye studier har vist at såkaldt 'høj-intensiv intervaltræning' (HIIT), det vil sige træning under meget høj intensitet i kort varighed (3-10 minutters varighed), kan være lige så effektivt på insulinfølsomhed og blodsukker som længerevarende træning med moderat intensitet.
Hvordan øger kondition- og styrketræning kroppens insulinfølsomhed?
Konditions- og styrketræning øger begge kroppens insulinfølsomhed, men på hver deres måde.
Styrketræning:
Effekten af styrketræning skyldes hovedsageligt en øgning i muskelmassen og en ændring af musklens fibertyper. Større muskler giver et større totalt optag af sukker.
Konditionstræning:
Ved konditions- eller udholdenheds-træning bliver musklerne ikke større. Den øgede insulinfølsomhed skyldes udelukkende, at den insulin-stimulerede sukkeroptagelse stiger per kilo kropsvægt. Med andre ord medfører konditionstræning, at der ikke skal så meget insulin til for at optage den samme mængde sukker, selvom musklen beholder sin størrelse.
Specielle forholdsregler
Normalt er der ingen begrænsninger i forhold til fysisk aktivitet, når man har type 2-diabetes. Patienter med type 2-diabetes og blodsukker højere end 17 mmol/l kan normalt godt træne, hvis de er velbefindende og samtidig sørger for et tilstrækkelig stort væskeindtag. Dette i modsætning til patienter med type 1-diabetes hvor der gælder andre forholdsregler.
Patienter som er i behandling med insulin eller visse tabletformer (de såkaldte sulfonylurinstoffer) kan have risiko for lavt blodsukker og skal i forbindelse med træning eventuelt supplere med kulhydrater for at undgå dette. Nogle patienter, som er i behandling med hurtigvirkende insulin, vil erfare, at de skal tage en mindre insulindosis på træningsdage for at undgå for lavt blodsukker.
Såfremt man har komplikationer til sin type 2-diabetes, enten i form af hjertekarsygdom, ureguleret højt blodtryk, diabetisk nervepåvirkning, fod- eller led-problemer eller øjenproblemer, foregår træning i nogen tilfælde bedst under supervision af en kyndig fysioterapeut eller træningscoach. I sjældne tilfælde bør man ikke træne ved svær diabetisk øjensygdom. Hvis man er i tvivl, må man kontakte sin læge.
Kan fysisk aktivitet forebygge type 2-diabetes?
Når det gælder forebyggelse af type 2-diabetes, har ingen medicin vist sig at være mere effektiv end fysisk aktivitet og diæt.
To store undersøgelser (og flere mindre) af personer med forstadier til type 2-diabetes har vist, at regelmæssig motion (minimum 150 minutter per uge) og et blivende vægttab på cirka fire kilo over fire år kan mere end halvere risikoen for udvikling af type 2-diabetes i forhold til en gruppe, der ikke ændrer deres kostvaner og fysiske aktivitetsniveau.
Fysisk aktivitet virker med det samme:
Er man overvægtig og utrænet, må man ikke tro, at insulinfølsomheden først bliver normal, når de overflødige kilo er smidt. Motion virker med det samme. Undersøgelser viser, at veltrænede overvægtige og fede personer har en insulinfølsomhed, der svarer til den, man ser hos normalvægtige personer.
For at få en optimal forebyggende effekt ser det umiddelbart ud til, at det er den samme mængde fysiske aktivitet, der skal til, som det man anbefaler ved type 2-diabetes, det vil sige minimum 2½ time ugentlig med mindst moderat intensitet. Imidlertid ved man stadig ikke tilstrækkeligt om, hvilken træningsform der bedst forebygger type 2-diabetes hos såvel børn, unge og voksne.