Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Maleres fysiske arbejdsmiljø - ergonomi


Opdateret: 18. Februar 2010

Hvad betyder ergonomi?

Slår vi op i fremmedordbogen, findes følgende svar: Videnskaben om hensigtsmæssige arbejdsformer og hensigtsmæssige redskaber.

Ergonomi handler imidlertid om meget mere end dette - i hvert fald når man kigger nærmere på betydningen af ordet. For så kommer der forhold som samspil mellem mennesker, arbejde og miljø.

Ergonomi handler blandt andet om at skabe arbejdsstillinger, som er hensigtsmæssige for medarbejderne. Uhensigtsmæssige arbejdsstillinger kan nemlig give belastningslidelser, som gener eller skader i muskler, led, sener og nerver. Lidelser som muskelinfiltrationer, slidgigt og seneskedehindebetændelse ses ofte i forbindelse med belastninger.

Belastningsskader i arbejdslivet

Belastningsskader kan opstå, fordi arbejdspladsen er uhensigtsmæssigt indrettet i forhold til medarbejderen. Skaderne kan også opstå på grund af mangel på tekniske hjælpemidler, for eksempel dårlig belysning eller en for lille vogn til at trække tunge byrder på. Belastningsskader kan også opstå som følge af uhensigtsmæssig organisering af arbejdet, som for eksempel en arbejdsgang, der hæmmer gode rutiner frem for at fremme dem. Også uhensigtsmæssig arbejdsteknik kan skade kroppen – det kan for eksempel være, at man står for langt væk fra det arbejde, man skal udføre eller ikke får planlagt arbejdet og de arbejdsprocesser, som skal udføres.

Det lyder alt sammen så oplagt at ændre, men der er mange forhold, der hindrer gode arbejdsvaner, blandt andet én selv, fordi ’vi plejer jo at gøre sådan og sådan’, og nye vaner kan synes vanskelige at indarbejde. Nogle gange er arbejdspladserne indrettet med det gode udstyr og alle tekniske hjælpemidler, men bliver alligevel ikke udnyttet. Her ville en god instruktion være guld værd.

Indretning af arbejdspladsen

Det er lettere at indrette en fast arbejdsplads, som for eksempel et værksted, end at indrette en midlertidig arbejdsplads, som det er tilfældet for malere, der hver dag udfører opgaver for mange forskellige kunder. Her er processen mere kortvarig end ved en fast arbejdsplads, og det er ofte maleren, der må tilpasse sig forholdene.

Tekniske hjælpemidler

Det er en god idé at anvende tekniske hjælpemidler, hvor det er muligt. Byrder og belastninger bør blive lagt på det tekniske hjælpemiddel og væk fra egen krop. Det kan for eksempel være ved at bruge en vogn til transportere tunge ting med, så man blot skal skubbe eller trække vognen og ikke løfte og bære byrden selv. Arbejdsredskaber med gode greb, så hånden kan hvile i en naturlig stilling på værktøjet, betyder, at man heller ikke skal bruge så mange kræfter. Vær opmærksom på, at ordet ”ergonomisk korrekt værktøj” ikke altid garanterer, at værktøjet er ergonomisk korrekt. Begrebet misbruges. Prøv dig frem og mærk efter, om værktøjet ligger godt i hånden og fungerer, som det skal.

Organisering af arbejdet

Planlæg dit arbejde inden du går i gang. Fordel de store udfordringer over dagen, så du skiftevis laver belastende og ikke belastende arbejde. Tænk opgaverne igennem, inden du går i gang.

God arbejdsteknik

Brug kroppen på en hensigtsmæssig måde og undgå arbejdsbevægelser og belastninger, som giver risiko for skader og nedslidning. Uhensigtsmæssige arbejdsbevægelser er for eksempel vrid af kroppen, tunge løft, ensidigt gentagne bevægelser, meget stillesiddende arbejde, meget knæliggende arbejde og arbejde over skulderhøjde.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Tunge løft

Arbejdstilsynet har udarbejdet grænser for, hvor meget man gennemsnitlig må løfte:

  • når man løfter byrder tæt på kroppen

  • når man løfter byrder med afstand fra kroppen

  • når man løfter med strakte arme.

Vægtgrænserne skal være mindre, når man også bærer byrderne og endnu mindre, når man skal bære byrderne op ad trapper eller på en vandret flade, hvor der er mange forhindringer. Vælg tekniske hjælpemidler, og gå flere gange med mindre byrder.

Der skal ikke ret meget til, før en byrde er for tung. Allerede når du løfter byrder på 10-15 kg, skal du tænke dig godt om, før du løfter - ellers kan der være øget risiko for store belastninger i lænden.

De vigtigste råd, når man skal undgå skader i bevægeapparatet, er:

  • Undgå tunge løft, og brug hensigtsmæssige arbejdsstillinger.

  • Mange løft, foroverbøjet ryg og vrid i ryggen bør undgås.

Knæliggende arbejde

Skal man ned i knæhøjde, kan man bruge en lille stol at sidde på, gerne en med hjul under i stedet for at belaste knæene. Knæpuder kan bruges for at fordele trykket på knæet.

Arbejde over skulderhøjde

Meget arbejde foregår over skulderhøjde, hvilket er belastende for kroppen. Findes der tekniske hjælpemidler, så brug dem, og hvis ikke, så indlæg små pauser i arbejdet, hvor armene får slappet af. Belastningen af ryggen og nakken stiger, hvis du bøjer eller vrider kroppen, for eksempel for at række ud efter materialer bag dig.

Godt fodtøj

Godt fodtøj = en sko der slutter godt om foden, og som ikke klemmer nogen steder. Fodtøjet skal have en god skridsikker sål, så du står solidt fast og ikke risikerer at glide og vrikke om på foden.

Fornuftigt arbejdstøj

Fornuftigt arbejdstøj er tøj, som sidder til uden at stramme og uden at forhindre, at du bøjer, strækker og går ned på hug. Arbejdstøjet skal give dig bevægelsesfrihed, der også er med til at give gode arbejdsstillinger. Hus at bestille arbejdstøjet med knælommer i!

Pauser

En mikropause ind i mellem betyder meget for din krop. Planlæg små pauser i hverdagen.

Den bedste arbejdsstilling

Den bedste arbejdsstilling er den næste – siges der. Det betyder, at man skal skifte mellem forskellige arbejdsstillinger, for belastningen stiger, desto længere du sidder eller står i den samme stilling.

God arbejdsdag!


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.