Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Undersøgelser | Muskler, led og knogler

Ultralydsscanning

En ultralydscanning udføres i mange forskellige sammenhænge. Denne form for scanning gør det muligt at danne billeder af stort set hele kroppen. Læs mere her.

Opdateret: 15. November 2019

Hvad er ultralydsscanning?

Ved hjælp af lydbølger (ultralyd) er det muligt at danne billeder af stort set hele den menneskelige krop. I starten var det hovedsageligt de indre organer, som kunne undersøges, men også overfladiske strukturer kan scannes på denne måde.

Ultralyd kan også bruges til at undersøge bevægelser i hjertet og strømninger i blodet, såvel som blodårer (arterier og vener), hvorved undersøgelsen bliver dynamisk.

Hvordan virker ultralydsscanning?

Ultralydsundersøgelser virker ved, at lydbølger sendes ind i kroppen og kastes tilbage (reflekteres) til en scanner med et billede (et ekko). Alt afhængigt af, hvad disse lydbølger rammer, sender de forskellige signaler tilbage. Væv med ekkorige strukturer, som for eksempel åreforkalkning i en pulsåre, resulterer i et lyst billede, hvorimod ekkofattigt væv, eksempelvis væske, resulterer i et mørkt billede. Desuden anvendes Doppler-princippet til at måle, hvor hurtigt blodet strømmer.

Fiskere anvender samme scanningsprincip, når de lokaliserer fiskestimer (ekkolodning).

Hvem bliver ultralydsscannet?

Ultralydsscanning bruges i utallige forskellige sammenhænge, for eksempel under graviditet, ved lidelser i bughulen, muskel- og ledsygdomme, visse hjertesygdomme og sygdomme i vener og arterier (blodårerne). Stort set alle lægespecialer anvender ultralyd, når de skal diagnosticere en sygdom.

Hvis undersøgelsen giver mistanke om kræft, skal diagnostikken suppleres med andre metodikker, såsom CT-, MR- eller PET-scanning.

Hvordan foretages en ultralydsscanning?

Den måde, hvorpå ultralydsscanningen udføres, afhænger af formålet med undersøgelsen.

Man ligger som regel på et undersøgelsesleje og får smurt gelé på huden på den kropsdel, der skal scannes. Scanneren bevæges frem og tilbage over huden, mens den sender lydbølger ind gennem hud og muskler med videre. Lydbølgerne oversættes til et billede, der vises på en fjernsynsskærm. Du kan spørge, om det er muligt at få en kopi af et af de billeder, skærmen viser.

Man kan også scanne gennem kroppens naturlige kropsåbninger såsom munden, skeden eller endetarmen. Det skal ikke forveksles med en kikkertundersøgelse, som f.eks. bruges i mave-tarm-kanalen. Scanningen kan også bruges til at vise, hvor der eventuelt skal tages en vævsprøve (biopsi).

Gør en ultralydsscanning ondt?

Ultralydsscanning gør ikke ondt. Sommetider kan den gelé, der anvendes til undersøgelsen, dog være lidt kold.

Ved graviditet vil nogle kvinder opleve, at scannerhovedets rullebevægelser irriterer livmoderen, så den trækker sig sammen. Man siger, at livmoderen blot vil beskytte fostret, og at sammentrækningen ikke skal forveksles med en ve.

Hvor foretages ultralydsscanninger?

Den praktiserende læge eller jordemoderen kan give en henvisning, og undersøgelsen finder sted på hospitalet.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.