Hej Netdoktor
Jeg havde forleden en samtale med med min kammerat omkring, at jeg i mange år har døjet med stoppet næse, hvilket gør at jeg bliver tung/svimmel i hovedet og hurtigere træt. Tager medicin for græs og støv allergi, men synes ikke det virker nok. Min kammerat fortalte, at ved ikke at få ilt nok til hjernen pga. man er stoppet i næsen over en lang periode kan give hjerneskader og han mener ikke det er nok blot at trække vejret igennem halsen.
Jeg studsede lidt over det og vil derfor gerne høre jeres mening omkring om det virkelig kan passe.
Ole-Victor Laursen-Wadschier
Speciallæge i almen medicin, praktiserende læge
Besvaret: 2021-04-19
Svar:
Kære Spørger,
Allergi kan påvirke øjne, næse og luftveje og kan behandles med øjendråber, næsespray og tabletter – afhængig af symptomerne. At man har en allergi i opblussen gør i sig selv at man bliver træt eller sløv. Derudover virker noget allergimedicin også sløvende.
Når allergien påvirker næsen giver det en irritation af slimhinden som medfører hævelse og løbenæse. Dette kan ret effektivt behandles med næsespray som modvirker hævelsen og dermed også løbenæsen. Luftpassagen gennem næsen bliver da normal igen.
Selvom næsen er delvist stoppet til vil ilten fra luften stadig komme gennem luftrøret og være tilgængelig for optagelse i lungerne.
Det er i nogle tilfælde muligt at blive vaccineret for sin allergi, bla. for græsallergi.
Med venlig hilsen
Ole Wadschier
Speciallæge i almen medicin