Kære Netdoktor
Min mand lider af tinitus og hyppige hovedpiner. Det påvirker ham enormt meget mentalt og ødelægger hans livsglæde.
Han mener selv at tinitus startede efter han fik fjernet en dårlig tand i 2020. Vi har naturligvis været til lægen, som ikke havde nogen løsning. Hans kæbe er "løs" i den ene sidde. Han kan knække den frem og tilbage. Han skærer tænder i søvne, hvor det lyder som om at han prøver at knuse dem. Det er meget højt og mange gange i løbet af natten hver nat.
Kan ovenstående have en sammenhæng? Kan kæbe/tænder være årsagen til tinitus og hovedpine?
Vi sætter stor pris på jeres svar! På forhånd tak.
Mvh En spørger
Anne Pedersen
Specialtandlæge, dr. odont.
Besvaret: 2023-02-01
Svar:
Kære spørger.
Mit korte svar er, at din mands kæbeproblemer godt kan hænge sammen med både hovedpine og tinnitus. Derfor synes jeg, at han snarest muligt skal få fremstillet en hård bidskinne til brug om natten. Den vil forhindre hans tænderskæren og dermed formentlig også både hovedpine og tinnitus.
Held og lykke!
Med venlig hilsen
Anne Pedersen, Specialtandlæge, dr. odont.