Hvad er Bells parese?
Bells parese er en lammelse af de ansigtsmuskler man bruger til at lave mimik med, også kaldet de mimiske muskler. Det betyder at der kan være besvær med at rynke panden, lukke øjet samt rynke næse og trutte med munden.
Bells parese kaldes også idiopatisk facialis parese og skyldes lammelse af den ene ansigtsnerve. Årsagen er ukendt og sygdommen forekommer hos både børn og voksne.
Hvordan forløber sygdommen?
Ansigtslammelsen udvikles i løbet af timer til få dage. Der kan kort forinden være smerter eller trykken inde i eller bag øret på samme side. Lammelsen kan gøre, at øjet løber i vand, og at man spilder, når man drikker. Talen vil ofte være påvirket af lammelsen. De fleste (cirka firs procent) bliver fuldstændigt raske inden for de første to til tre måneder. Nogle få vil permanent have en større eller mindre rest af lammelse resten af livet.
Kan Bells parese forveksles med andre sygdomme?
Lammelse af ansigtsnerven med kendt årsag
Hjerneblødning eller blodprop i hjernen
(Her vil der dog som regel også være andre følger såsom halvsidig lammelse af kroppen og eventuelt påvirkning af hjernefunktionen i øvrigt).
Hvad skal man gøre?
Det er vigtigt at konsultere en øre-, næse-, halslæge, der ved undersøgelse og høretest kan fastslå sygdommen og især udelukke andre årsager.
Hvad kan man selv gøre?
Der findes ingen medicin eller behandling, der kan afkorte sygdomsforløbet, men man kan selv:
beskytte øjet med for eksempel solbriller om dagen og urglasforbinding om natten (hindrer udtørring af øjet), så længe øjet ikke kan lukkes.
massere ansigtsmuskulaturen dagligt og øve sig i at lave grimasser foran et spejl.