Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Ørerensning - en folkesport

Ørevoks er ørets eget forsøg på at holde sig rent. Men hvorfor får vi ørevoks, og hvordan fjerner man det bedst? Læs mere om det her.

Opdateret: 22. November 2018

Der er godt salg i vatpinde, og ørelægerne kunne uden besvær fylde deres kalendere med ivrige borgere, der gerne vil have renset ører. Ørevoks kommer af sig selv og bliver ved med at gøre det, så rensningen er en livslang fornøjelse. Men hvad er ørevoks, hvorfor får vi det, og hvordan fjerner man det bedst?

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
                    Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark".
                        Den indgår i nyhedsbrevet 
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Hvor meget ved du egentlig om ørevoks? Den første læbepomade var i sin tid lavet af ørevoks, antropologer har brugt voksen til at spore folkevandringer, og den kommer i henholdsvis en fedtet og en tør variant. Læger, ørelæger og alle os med ørerne bruger en hel del tid og energi på emnet, ikke mindst på at holde ørerne rene. Derudover er ørevoks genstand for en meget udbredt debat – må man bruge vatpinde eller ej? Det svarer praktiserende speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme, Mikkel Holmelund, på her.

  • Der er tilsyneladende et umætteligt behov, og folk er lykkelige for at få renset deres ører. Jeg kunne ansætte to læger i min klinik, der ikke lavede andet end at fjerne ørevoks. Så stort er behovet, og vi kunne gøre det fra morgen til aften. Jeg vil dog understrege, at man selvfølgelig gerne må rense sine egne ører. Nogle skyller ører hver uge, andre bruger en vatpind. Det er meget individuelt, hvad der fungerer, og når det ikke fungerer, er vi der, siger Mikkel Holmelund.

Hvad er ørevoks?

En af grundene til at så mange er vilde med at få renset ører er, at ørevoks kommer af sig selv og bliver ved med at komme igen og igen. Den vokser nemlig ud af øret i biologiens eget forsøg på at holde øret rent.

  • Øret renser så at sige sig selv ved, at huden vokser ud gennem øret og tager det med sig, der er i øregangen. Vi producerer ørevoks i den ydre tredjedel af øregangen. Det er en blanding af sejt sekret fra talgkirtler og mindre sejt sekret fra svedkirtler, og voksen består primært af flager af hudskaller, keratin, fedtsyrer og kolesterol, fortæller Mikkel Holmelund.

Han forklarer videre, at der overordnet findes to typer ørevoks, en fedtet og en tør, som er genetisk bestemt, hvor den fedtede er den mest udbredte.

  • Afrikanere og europæere har normalt den fedtede type, mens asiater og indianer har den tørre type. Sjovt nok har antropologer af alle ting derfor brugt ørevokstypen til at spore folkevandringer rundt om i verden, siger Mikkel Holmelund.

Hvordan fjerner man ørevoks?

Der står vatpinde i de fleste hjem, og vatpindene kommer også i rigtige mange ører, selvom det efter sigende skulle være forbudt. Men hvad siger eksperten?

  • Hvis man lavede en folkeundersøgelse, så ville tre ud fire bruge vatpinde, for det har de lært derhjemme. De fleste har aldrig nogen problemer med det, og hvis det fungerer, er der ingen grund til at stoppe med det. Men nogle får problemer af at bruge vatpindene. Det kan danne en prop af ørevoks, når du putter en vatpind i øret. Og hvis du kradser i øregangen og derved huden inde i øret, opstår der lettere infektion. Du risikerer at ødelægge det beskyttende lag i huden og pode bakterier ned i huden. Hvis du har eksem, og det klør i øret, er det fristende at bruge en vatpind, men her bør du nok lade være, for med eksem har du en større risiko for at få betændelse. Det er nemt at sige, at alle skal gå til lægen, men det behøver de fleste ikke, og det meste af jordens befolkning klarer sig fint med en negl, en vatpind eller noget tredje, siger Mikkel Holmelund.

Han uddyber, at de praktiserende læger får mange besøg af borgere, der gerne vil have skyllet ører. Men hvis vatpinde og øreskylning derhjemme eller hos lægen ikke løser problemet, må man til en speciallæge, der har flere værktøjer på bordet. Og det er populært.

  • Hvor mange ører, vi speciallæger renser, ved jeg ikke. Det er et stort mørketal, og vi ved bare, at vi har en meget stor søgning til ørelægepraksis fra folk, der ønsker at få renset ører. Måske fordi de praktiserende læger ikke er så villige til det, eller fordi de kun har mulighed for at skylle. Det er ikke så effektivt, og man gør det blindt. Vi har en række forskellige instrumenter, og det primære er et øresug, hvor vi kan suge ørevoks ud. Det kan man ikke klare sig med, og derfor bruger vi også små kroge og tænger, som man kan løsne ørevoksen med. Ørevoks varierer meget fra person til person. Det kan være tørt og støvet, og det kan være stenhårdt. Det kan også være klistret som harpiks. Derfor må man have en bred variation af instrumenter, fortæller Mikkel Holmelund.

Et problem for høreapparater

Ørevoks er en træls størrelse og kan udover almindelig rens og irritation også give konkrete problemer. En prop af ørevoks, der sidder fast, kan nedsætte hørelsen, og for høreapparatbrugere er ørevoks et problem. Mikkel Holmelund fortæller, at ørevoks nok er den største enkeltårsag til svigt af høreapparater. Enten tilstopper selve mikrofonen, eller også lukker ørevoksen af for lyden. Ørevoks bliver trykket ind af den prop, man sætter ind i øret. Det svarer til, at personer, der er tilbøjelige til at danne meget ørevoks, bruger vatpind og trykker voksen længere og længere ind.

Undgå varme og fugt

Generelt skal man passe på med alt, der øger fugtighed og varme i øregangen, for med varme og fugt stiger risikoen for at få ørebetændelse.

  • Skaden sker typisk for folk, der er på rejse i de varme lande og får fugtige ører i varmen. Tidligere blev de danske sømænd ramt af det såkaldte Singaporeøre. De fik voldsom betændelse i ørerne som følge af varmen og den høje luftfugtighed. Derudover kan almindelige ørepropper og høretelefoner også øge fugt og varme i øret og skabe et miljø, som ikke er hensigtsmæssigt, ligesom de kan trykke voksen ind i øret og danne en prop, fortæller Mikkel Holmelund.

KORT OG GODT OM ØREVOKS

  • Ørevoks er til for at rense øret. Det opfanger støv og andre små fremmedlegemer og fører det med ud til øregangsåbningen, hvor det "tippes" af.
  • Farven kan variere en del alt efter bestanddelenes sammensætning. Fra hvidligt til mørkebrunt. Den gule farve skyldes formentlig kolesterolet og fedtsyrerne. Med tiden bliver det mørkere, efterhånden som det tørrer ud. De lyse elementer er afskallet hud, keratin som er fremherskende hos nogen.
  • Ørevoks er fyldt med bakterier, som overalt i og på kroppen. Men det indeholder som udgangspunkt ingen sygdomsfremkaldende bakterier.
  • Ørevoks er en blanding af støv, vokskomponenter og hudceller.
  • Vatpinde eller ej? Mange bruger dem uden problemer, og det er fint. Men vatpinde kan danne propper af ørevoks og give problemer.
  • Undgå vand og sæbe i ørerne, specielt hvis du har problemer med eksem, og lad så vidt muligt øret rense sig selv. Ellers fungerer vatpinde fint for de fleste.
  • Der er meget stor forskel på, hvor meget ørevoks man producerer. Man ved ikke præcis hvorfor, men det kan være genetisk bestemt.
  • Kilde: Praktiserende speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme, Mikkel Holmelund


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.