Mennesker med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker. Men der er også nogle fællestræk i form af kernesymptomerne opmærksomhedsforstyrrelse, hyperaktivitet og impulsivitet.
Min søns symptomer på ADHD
Min søns ADHD viste sig i børnehavealderen i form af opmærksomhedsvanskeligheder koncentrationsbesvær, hyperaktivitet, impulsivitet og besvær med at mærke forskellige sanser.
Hans opmærksomhedsvanskeligheder viste sig ved, at han ikke kunne overskue dagligdags situationer; havde vanskeligt ved at planlægge; havde mangelfuld tidsfornemmelse, og vanskeligt ved at indgå i sociale sammenhænge med flere børn og voksne ad gangen. Han havde desuden svært ved at skifte opmærksomhed fra én aktivitet til en anden – for eksempel overgangen fra at lege til at lave lektier eller spise.
Koncentrationsbesvær var udtalt i form af vanskeligheder med at koncentrere sig om skolearbejdet, ligesom han sjuskede og glemte mange ting.
Hyperaktivitet viste sig ved, at han var motorisk urolig; ikke kunne sidde stille i længere tid ad gangen; snakkede som et vandfald og kom ofte med høje lyde.
Impulsiviteten var typisk, at han i høj grad handlede, før han tænkte sig om; ofte afbrød når andre talte og havde svært ved at vente på tur.
Han havde desuden en svag sanseregulering, der eksempelvis gav sig udslag i at han havde svært ved at mærke smerte og kulde/varme. Som følge heraf gik han for eksempel ofte udenfor kun med en t-shirt på i meget koldt vejr. Senere viste det sig, at han også havde svært ved at mærke sult/mæthed .
Diagnosen
Hans adfærd blev for alvor et problem, da han kom i skole, hvor kravene til ham blev skærpet i form af krav om at indgå i grupper, sidde stille, fastholde opmærksomheden på en opgave og vente på tur. Hans reaktion var, at han blev urolig og ukoncentreret; forstyrrede undervisningen og blev ofte sendt udenfor døren. Lektier fik han ikke skrevet op, og bøger blev glemt. I samarbejde med børnehaveklasselæreren fik vi en henvisning til PPR, hvor der desværre var flere måneders ventetid. Vores familie var imidlertid under hårdt pres på grund af den tiltagende grænseoverskridende adfærd, der nærmest som en refleks udløste skældud. Så vi så os nødsaget til at kontakte en privat børneneuropsykolog med speciale i børn med ADHD. Efter nogle måneders undersøgelser og samtaler blev vi viderehenvist til en psykiater med henblik på at få stillet diagnosen ADHD endeligt – og fik tilbudt medicinsk behandling . Den dag startede et nyt kapitel i vores liv som familie.
Skolen som kritisk faktor
Der fulgte en årrække med afprøvning af forskellige typer medicin, indtil vi fandt frem til den medicin, hvor virkningen på kernesymptomerne langt opvejer bivirkningerne. Samtidig fulgte op- og nedture i skolen. Der var fag, hvor hans ADHD var næsten usynligt, og der var fag, hvor hans ADHD blev et egentligt handicap. Den afgørende forskel var forskellige læreres forskellige forståelse for hans vanskeligheder. Enkelte lærere mente, at hans adfærd stammede fra dårlig opdragelse, og de mente derfor, at skældud og konsekvens var løsningen. De fleste andre lærere forstod dog, at han i kraft af sin ADHD havde brug for en tydelig og individuel strukturering af skoledagen, og at ros og anerkendelse ville fremme positiv adfærd.
Det begyndte at gå op for mig, at min søns ADHD-adfærd ikke kun handlede om ADHD, men lige så meget om hvordan omgivelserne forstår og tackler hans vanskeligheder. Konsekvensen er desværre, at der nemt kan opstå konflikt i samarbejdet mellem forældre og skole – vi ønsker hver især det bedste for barnet, men ser det samme barn på vidt forskellige måder. Derfor er det helt afgørende at komme frem til en fælles forståelse af barnets vanskeligheder. Det vigtigste, jeg har lært gennem 15 år med et barn med ADHD, er da også, at den måde omgivelserne tackler børn med ADHD på har afgørende betydning for, hvordan de klarer sig!
Større krav i folkeskolen
Min søns vanskeligheder blev da heller ikke mindre i takt med, at han rykkede op i de større klasser, hvor de faglige og sociale krav skærpes yderligere – jeg nævner i flæng tema-uger, gruppe-arbejde, projektarbejde på tværs af klasser og årgange, skift af pladser, vikarer, skiftende lærere. For slet ikke at tale om konflikter med kammerater, konflikter med lærere, og uro i timerne. Den løsere struktur, der kendetegner folkeskolen i dag, stiller store krav til fleksibilitet; at eleverne kan omstille sig; koncentrere sig; planlægge og besidde sociale kompetencer. Med andre ord - nogle af de kompetencer der er allersværest for børn med ADHD! Heldigvis oplevede vi en vilje fra skolens side til at imødekomme de særlige hensyn, der er så fundamentale for, at et barn med ADHD kan trives. Helt konkret fik vores søn bevilget støttetimer og blev fritaget fra enkelte fag, for at reducere pres og forventninger. Desuden fik han hjælp til at strukturere gruppe- og projektarbejde, herunder eksempelvis mulighed for at arbejde i enerum. Status i dag er, at min søn er inde i en positiv udvikling - han går fortsat i en almindelig folkeskole, hvor der i et vist omfang tages særlige hensyn, og hvor lærerne gør en ekstra indsats for at støtte og rumme ham. For andre børn med ADHD er der behov for en specialklasse, og atter andre trives bedst på en specialskole.
Sociale konsekvenser
ADHD kan også have vidtrækkende sociale konsekvenser for hele familien. Børn med ADHD har brug for at øve sig mere end andre børn i det sociale. De skal trænes i at lave aftaler med andre børn; og i det hele taget lære at lege og overholde aftaler og regler i legen. Vi som forældre oplevede, at vi de første år bevidst eller ubevidst isolerede os fra venner og familie. Det blev for svært at være sammen med andre mennesker, fordi det var svært for andre at forstå ens barns adfærd, ligesom man som forælder kan føle sig pinligt berørt over barnets opførsel. Så er det nemmere at blive hjemme.
Medicin
Vi valgte at give vores barn medicin . Men det, at give sit barn medicin er en ambivalent sag: På den ene side kan medicinen i de fleste tilfælde give barnet ro til at koncentrere sig og styre impulser og hyperaktivitet, så forældre og lærere kan nå ind til barnet med opdragelse og pædagogik. På den anden side kan det at give sit barn medicin give anledning til bekymring om de bivirkninger, der kan være. Desuden kan man føle skyldfølelse, ikke mindst når omverdenen ikke forstår ens valg. Ens ambivalens forstærkes jævnligt af mediernes omtale af børn i ”kemiske lænker”, samt af internettets mange tusinde hjemmesider med alverdens skrækscenarier om brug af medicin. Som forælder kan det føles som et valg mellem pest eller kolera: et ulykkeligt barn der ikke fungerer i hverdagen og hele tiden får skældud eller medicin, der er giver barnet den nødvendige ro, men til gengæld har en række bivirkninger. Min søn har nu fået medicin uafbrudt siden sin diagnose i syvårsalderen – og jeg har aldrig fortrudt. Medicinen er ikke et mirakelmiddel, og den kan ikke stå alene – men for os betød den, at vores barn kunne komme indenfor pædagogisk rækkevidde.
Gode råd til andre forældre med børn, der har ADHD
Set i bakspejlet var vi i de første mange år meget fokuserede på at ændre barnet, det vil sige irettesætte, skælde ud, være konsekvente. Vi prøvede sågar forskellige alternative behandlingsformer og kosttilskud i håb om, at vores dreng blev ”rask”. Med den viden og erfaring jeg har i dag, var det skønne spildte kræfter! Det, der derimod hjalp os til at kunne hjælpe vores søn, var, da vi med hjælp fra psykologen begyndte at ændre strategi til at fokusere på en kombination af medicin og pædagogik. Her er de vigtigste strategier:
Undgå skældud. Skældud hjælper ikke – tværtimod. Det underminerer barnets selvværd – og man får sværere og sværere ved at se sig selv i spejlet som forælder.
Undgå for enhver pris konflikt. Ingen lærer noget af det, og det er dårligt for barnets selvbillede. Når der alligevel opstår konflikt, så lad være med at forsøge at løse konflikten, mens den står på. Det er bedre at sige ”stop” og gå hver til sit, indtil alle er faldet til ro. Problemet er, at man ikke kan tænke klart, når man er vred. Og børn med ADHD kan ikke komme ud af vreden, så længe den voksne holder fast i konflikten.
Brug belønningssystemer og fokuser på ros og anerkendelse. Børn med ADHD har meget svært ved at motivere sig selv og lærer ikke af erfaringer og nederlag. De gentager derimod fiaskoer. Men de kan regulere deres adfærd gennem succes. Derfor er det omgivelsernes ansvar at motivere børnene og sørge for, at de får succes. Det kan vi give dem blandt andet ved at have realistiske forventninger til dem og følge op med belønning, ros og anerkendelse. Pointen er, at når man roser, giver man barnet grund til at opføre sig bedre – man tager ansvar for at barnet føler sig succesfuldt.
Reducer stress. Børn med ADHD har indre kaos, der nemt giver stress. Man kan mindske denne indre stress ved at mindske den ydre stress. Metoderne er ro, forudsigelighed, struktur, planlægning og masser af gentagelser. Et værktøj er eksempelvis at benytte skemaer med piktogrammer, hvor man visualiserer hverdagens aktiviteter gennem symboler. På den måde styrker man barnets evne til at genkende, frem for at genkalde/huske.
Søskende. Vær opmærksom på at søskende til børn med ADHD også har behov for at blive set, hørt og forstået. Der kan nemt ske det, at søskende direkte eller indirekte tilsidesætter egne behov, fordi hensynet til bror/søster med ADHD fylder det hele i familien. Det er derfor vigtigt at man som forælder anerkender søskendes svære situation, og at forældre tør rumme, at søskende kan have meget negative følelser for barnet med ADHD. En måde at imødekomme de forskellige behov på kan være, at familien indimellem deler sig op i hold og oplever ting hver for sig.