Hvad er ADHD?
Forstyrrelse af opmærksomhed og aktivitet eller ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder) er en neuropsykiatrisk lidelse, hvor der udover de kliniske symptomer også er påvist unormal funktion i dele af hjernen. Forstyrrelsen er mest kendt hos børn, men bliver ved med at give problemer ind i voksenalderen hos mere end halvdelen. ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale.
Man har endnu ikke i detaljer kortlagt, hvilke hjerneforandringer der ligger bag forstyrrelsen, men undersøgelser tyder på, at der blandt andet er tale om forstyrrelser af funktionen i hjernens pandelapper (frontallapperne), som har en styrende funktion i hjernen, regulerer impulser og står for planlægning og overblik (eksekutive funktioner). Den nedsatte aktivitet i frontallapperne medfører, at en person med ADHD har sværere ved at hæmme impulser, målrette adfærd og tænkning og skabe overblik.
Man behandler ADHD ved hjælp af information/vejledning (psykoedukation), pædagogiske og adfærdsregulerende tiltag i hjem og skole (hvis det drejer sig om børn) og i de sværere tilfælde med medicin. Hvis patienten sammen med ADHD har søvnproblemer er det vigtigt at afhjælpe disse med regelmæssig døgnrytme og gode vaner. I de sværeste tilfælde kan man hjælpe medicinsk.
Lyt til Netdoktors nye podcast om uopdaget ADHD hos voksne her.
Hvad er målet med behandlingen af ADHD?
Målet med behandling kan opdeles i et kortsigtet og et langsigtet mål. I første omgang handler det om at reducere kernesymptomerne – det vil sige bedre opmærksomheden og gøre hyperaktiviteten og impulsiviteten mindre udtalt. Som følge af det får personen med ADHD lettere ved at fungere og bliver mindre belastet af symptomer. Vi ved, at ubehandlet ADHD medfører en øget risiko for adfærdsmæssige og følelsesmæssig problemer med fare for varig skade på personlighedsudviklingen. Målet med behandlingen er derfor også at bremse disse følgetilstande, så personen med ADHD ikke udvikler personlighedsforstyrrelser.
På længere sigt er målet, at børn og unge med ADHD klarer sig i uddannelse og på arbejdsmarkedet svarende til deres evner (kognitive ressourcer), og ikke tabes fordi de har svært ved at koncentrere sig i skolen og har vanskeligt ved at indgå i det sociale liv med de andre børn. Unge og voksne med ADHD har større risiko for at ende i et misbrug, og et af de langsigtede mål med behandlingen er også at undgå dette.
Vi kan, set i lyset af hvad vi ved i dag, ikke helbrede ADHD. Men gennem en tværfaglig indsats, der blandt andet inkluderer pædagogisk, psykologisk og medicinsk behandling , kan man mindske symptomerne og hjælpe personen med ADHD til at få hverdagen til at fungere bedre.
Hvordan kan man måle, om en behandling virker?
Når man skal vurdere, om en behandling virker, ser man først og fremmest på, om der er en bedring af kernesymptomerne uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet.
Kernesymptomerne måles på symptom-bedømmelsesskalaer, som for eksempel ADHD-RS. Der findes nu to versioner på dansk, én til førskolebørn og én til skolebørn. Ved hjælp af skemaet vurderer man graden af barnets kernesymptomer før og efter start behandling og sammenligner resultaterne med et barn af samme køn og på samme alder uden ADHD.
ADHD-RS-skemaet udfyldes af barnets forældre og lærer/pædagog. For hvert spørgsmål vælger forældrene/ læreren/pædagogen det svar, der bedst beskriver, hvor ofte barnet har udvist den specifikke adfærd inden for de seneste seks måneder. Forekomsten af hvert symptom angives på en skala med fire svarmuligheder, rangeret fra aldrig eller sjældent (0 point) til meget ofte (3 point); højere score angiver mere ADHD-relateret adfærd. Scoren på de enkelte spørgsmål sammentælles til 3 under-skalaer (en opmærksomhedsskala, en hyperaktivitet/impulsivitetsskala og en adfærdsskala) og en samlet score.
Spørgeskemaet indeholder i alt 26 spørgsmål (18 spørgsmål i skemaet til børn under 6 år), hvoraf 9 spørgsmål er rettet mod uopmærksomhed, 5 mod hyperaktivitet og 4 mod impulsivitet, hvilket tilsammen dækker de diagnostiske kriterier for ADHD. Derudover er der 8 spørgsmål, som dækker symptomer på adfærdsforstyrrelse (6-16-årige). Nedenfor ses første side af et sådan ADHD-RS-skema.
W-FIRS (Weiss Functional Impairment Rating Scale) er et spørgeskema, som giver mulighed for en bredere beskrivelse af barnet og den unges funktion. I dette spørgeskema ser man ikke kun på ADHD-kernesymptomer, men barnets generelle funktion i skolen, derhjemme og i fritiden.
Symptomerne bør måles 1-2 gange årligt, så længe barnet er i behandling. På den måde kan man holde øje med, om ændringer i barnets dagligdag, påvirker ADHD-symptomerne på en måde, som kræver mere støtte og vejledning til familien, yderligere pædagogiske tiltag eller justering af den medicinske behandling.
Målet med behandlingen er, at børn med ADHD kan fungere normalt i hverdagen – det vil sige, at deres symptomer bliver dæmpet så meget, at de ikke er mere hyperaktive og uopmærksomme end andre børn af samme køn og alder gennemsnitligt er.
Behandlingen af ADHD virker tilsyneladende lige godt for drenge og piger. Der er generelt bedre effekt af behandlingen, hvor problemerne i udgangspunktet var mest udtalte. Mange steder overtager den praktiserende læge behandlingen/kontroller, når barnet eller den voksne er etableret i behandlingen. Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal børn og unge i behandling med ADHD-medicin kontrolleres hvert halve år, dels for at kontrollere evt. bivirkninger, men også for at vurdere om der fortsat er effekt af behandlingen. En del børn og unge modnes i en sådan grad, at de kan undvære medicin. Det anbefales man ved disse kontroller, og når det er relevant, vurderer om man skal forsøge at holde pause med medicinen for at se om patienten kan klare sig uden. Gør man dette, skal det være i perioder, hvor der i øvrigt er ro og stabilitet omkring barnet.
Læs meget mere om behandlingen af ADHD i Netdoktors nye magasin.
Hvad er god behandling?
Den bedst mulige behandling til børn med ADHD består først og fremmest af at få etableret et fornuftigt skoletilbud, gode fritidsaktiviteter og støtte til forældrenes opdragerrolle. Hvis barnet får medicin er det vigtigt at få justeret dosis, så medicinen har færrest mulige bivirkninger og bedst mulig effekt. Endelig skal man huske at passe de regelmæssige kontroller, så behandlingen løbende kan blive tilpasset den enkelte.