Forundersøgelse ved mistanke om ADHD
Mistanken om, at et barn har ADHD, opstår oftest hos forældrene eller et barns lærere. I Danmark henvises de fleste børn med mistanke om ADHD i første omgang til skolepsykolog (pædagogisk-psykologisk rådgivning, PPR), fordi barnets væsentligste problemer oftest udspilles i skolen. Ifølge Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinjer bør den endelige diagnose stilles af en speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri eller en speciallæge i pædiatri (børnesygdomme), som har et specifikt kendskab til ADHD.
I de tilfælde, hvor barnet ses i PPR-regi først, vil man her ofte vurdere barnets generelle evneniveau for at udelukke, at det er indlæringsvanskeligheder og ikke ADHD, der er forklaringen på barnets symptomer. I en evnetest ser man på, om barnet kan løse intellektuelle opgaver, som er tilpasset barnets alder.
Skolepsykologen eller den praktiserende læge kan foretage en førstehåndsvurdering af, hvorvidt det er sandsynligt, at barnet har ADHD. Det sker dels ved at indhente oplysninger om barnets tidlige udvikling og dels ved at anvende specifikke spørgeskemaer, der kan bruges til at indkredse eventuelle ADHD-symptomer.
Bliv klogere på ADHD i Netdoktors nye magasin.
Hvor foregår udredningen - og hvem deltager?
Den kliniske udredning – det vil sige indkredsning af sygdomshistorie, symptomer samt fastsættelse af diagnose - foregår i børne- og ungdomspsykiatrisk regi, i næsten alle tilfælde ambulant – det vil sige, at barnet ikke er indlagt. Enkelte steder vil udredningen af børn i førskolealderen kunne ske, mens barnet indlægges i dagtimerne. Udredningen er tværfaglig, hvilket vil sige, at flere forskellige fagpersoner vil være med til at foretage de nødvendige undersøgelser og samtaler. Forældrene og barnet vil derfor i de fleste tilfælde møde en børne- og ungdomspsykiater, en psykolog samt en distriktssygeplejerske, pædagog og måske en socialrådgiver. Det kan være forskelligt fra sted til sted, hvor mange undersøgelser og samtaler, barnet og forældrene skal igennem, før der fastsættes en diagnose. Det vil tillige være afhængigt af, hvor omfattende den undersøgelse, som PPR eventuelt har foretaget, er.
Elementer i udredning og diagnose af ADHD i børne- ungdomspsykiatrisk regi
1. Samtale om barnets udvikling
Et af de vigtigste elementer i udredningen er en grundig samtale med forældrene om barnets udvikling. I denne samtale kortlægges barnets eller den unges psykosociale udvikling og afvigelser i adfærd over tid. Man vil her udspørge om:
Graviditeten, herunder om moderen har brugt medicin, tobak eller alkohol under graviditeten.
Fødslen og den tidlige udvikling.
Arvelige forhold, herunder om der er andre familiemedlemmer, der har ADHD, eller andre psykiatriske tilstande.
Barnets tidlige psykomotoriske udvikling, herunder hvornår de forskellige motoriske og sproglige milepæle blev opnået .
Desuden vil forældrene og skolen blive bedt om at beskrive, hvordan barnet fungerer fagligt og socialt i skolen, og om der er iværksat støtteforanstaltninger i skolen og om der er effekt af disse. Endelig vil man også se på familiens samlede situation, herunder arbejdsforhold, netværk og forældrenes opfattelse af barnets problemer.
2. Spørgeskemaer
Også spørgeskemaer vil blive brugt som led i udredningen, oftest i form af ADHD-RS (ADHD rating scale), som beskriver de typiske ADHD-symptomer. Skemaet indeholder i alt 18 spørgsmål, som beskriver de tre kerneområder ved ADHD:
Skemaet kan ikke bruges alene til at diagnosticere et barn med ADHD, men kan give et vigtigt fingerpeg om, hvorvidt diagnosen er til stede. Ved at bruge spørgeskemaet får man et billede af barnets ADHD-symptomer, sværhedsgraden af symptomerne, og hvordan symptomerne påvirker barnets daglige funktioner. Desuden er en klinisk vurdering af eventuelt andre psykiske ledsagesymptomer vigtig (se nedenfor).
3. Observation
Ofte indgår en observation i udredningen, enten foretaget af en pædagog/sygeplejerske fra børne- og ungdomspsykiatrien eller baseret på barnets lærers beskrivelse. Ved en observation bliver barnet fulgt i sit naturlige miljø – for eksempel i skolen. Den, der observerer barnet, ser på hvordan barnet agerer og reagerer på forskellige ting i sin hverdag og skriver disse observationer ned.
4. Undersøgelse af koordination og motorik
I udredningen indgår endvidere en klinisk undersøgelse, som foretages af en læge. Denne undersøgelse indeholder også en såkaldt funktionsneurologisk undersøgelse. Herunder screener man for eventuelle andre diagnoser end ADHD, det vil sige, at man undersøger, om barnet skulle fejle andet legemligt, herunder have motoriske vanskeligheder, syns- eller hørenedsættelser eller andet.
Desuden måler lægen barnets vægt, højde og blodtryk samt puls. En del børn og unge med ADHD kan have problemer med koordination og motorik. Ofte indgår en screening for neurologisk og motorisk udvikling i udredningen.
5. Psykologisk undersøgelse
Endnu et element i udredningen er undersøgelser af barnets opmærksomhedsfunktion, impulsivitet og måder at gribe forskellige opgaver an på. Ved en psykologisk undersøgelse kan man få beskrevet de såkaldte eksekutive vanskeligheder (vanskeligheder som ses hos mange børn med ADHD i form af problemer med overblik, hukommelse og evne til at strukturere opgaveløsning mv.).
Ofte vil en udredning strække sig over flere konsultationer, nogle steder afholdes også netværksmøder, hvor forældre, lærere, skolepsykologer og andre relevante personer deltager med henblik på at opsamle information om barnets adfærd og dets vanskeligheder.
Behandlingsplan
En ADHD-diagnose giver ikke i sig selv et tilstrækkelig kvalificeret grundlag for at udarbejde en behandlingsplan for det specifikke barn og familien. Det er vigtigt generelt at vurdere sværhedsgraden af sygdommen og finde frem til såkaldte ledsagesymptomer – det vil sige symptomer, som enten opstår som følge af sygdommen eller uafhængigt af denne. Eksempelvis er adfærdsforstyrrelser og indlæringsvanskeligheder almindelige ledsagetilstande hos børn og unge med ADHD. Det er vigtigt få en beskrivelse af adfærdsmæssige og indlæringsmæssige vanskeligheder for at kunne vurdere barnets samlede behandlingsbehov.
Ledsagesygdomme
Undersøgelser viser, at omkring 80 procent af børn og unge med ADHD har andre væsentlige ledsagetilstande. Om disse opstår som resultat af ADHD eller optræder uafhængigt, er forskelligt.
En af de ledsagetilstande, man ser hyppigt, er adfærdsforstyrrelser , som ses især hos drenge og unge mænd med ADHD. En person med adfærdsforstyrrelse bryder typisk normerne for almindelig opførsel, har ofte voldelig og aggressiv adfærd og har højere risiko end andre for at begå kriminalitet.
En del børn og unge med ADHD har indlæringsvanskeligheder , hvilket komplicerer deres skoleforløb. Behandlingen af ADHD kan til en vis grad gøre, at deres indlæring bliver lettere, men ofte er der brug for ekstra støtte i skolen.
Tourettes syndrom ses hos nogle børn og unge med ADHD og viser sig i form af ufrivillige, motoriske bevægelser (tics) og lyde. Det, at barnet eller den unge har Tourettes syndrom, kan hos nogle gøre behandlingen af ADHD vanskeligere, idet Tourettesymptomerne ind imellem kan forværres af ADHD-medicin. Omvendt kan hos andre ses, at effektfuld behandling af ADHD kan lette Tourettesymptomerne.
Nogle børn med ADHD har vanskeligheder i det autistiske spektrum, som betyder, at de har svært ved at overskue og forstå sociale situationer og indgå i en normal kontakt med andre børn og voksne.
Endelig ses angst- og depressive symptomer hos nogle børn med ADHD.
Anbefalet litteratur:
Dorte Damm og Per Hove Thomsen: Børneliv i Kaos. Om børn og unge med ADHD – 2. udgave, Hans Reitzels Forlag 2012.
Per Hove Thomsen og Dorte Damm: Et Liv i Kaos. Om Voksne Med ADHD. København – 2. udgave: Hans Reitzels Forlag, 2011.
Udredning og behandling af ADHD hos børn og unge. National klinisk retningslinje, Sundhedsstyrelsen, 2020.
Per Hove Thomsen: Kort & godt om ADHD, Dansk Psykologisk Forlag, 2015.