Hvis man rammes af en depression og stadig går på arbejde, er det vigtigt at kende symptomerne ved sygdommen. På den baggrund kan man bedre forstå, hvorfor man ikke fungerer, som man plejer.
Det er også væsentligt at vide, at de forstyrrelser i ens tankegang, der opstår samtidig med, at man er trist og ked af det, ikke varer evigt. Når depressionen letter, vil den måde, man plejer at tænke på, vende tilbage!
Hvad kan jeg selv gøre?
Det kan dog være nødvendigt for en tid at tage nogle forholdsregler, som kan hjælpe en til at håndtere de vanskeligheder, man har. For eksempel kan det være en god idé at skrive ned eller lave andre former for påmindelser om, hvad man skal huske hver dag. Hvis det er muligt at sortere i arbejdsopgaverne og kun tage sig af de vigtigste, én ad gangen, vil det hjælpe på overskueligheden.
Mange forskellige opgaver forstyrrer koncentrationsevnen. Det er vigtigt helt konkret at have ro til at udføre sit arbejde. Hvis påbegyndelsen af nye opgaver kan udskydes, er det en fordel. Hvis man har en depression, er evnen til at indlære og få overblik over nyt stof nemlig påvirket. Rutineopgaver vil som regel være lettere at få gjort. Man må desuden afsætte mere tid til de enkelte opgaver, da man tænker langsommere end normalt.
Skal man fortælle arbejdspladsen om sin sygdom?
Det vil være op til den enkelte at vurdere, om man er på en arbejdsplads, hvor det vil være naturligt og uproblematisk at fortælle sin overordnede eller sine kolleger, at man er deprimeret. De fleste deprimerede oplever desværre stadigvæk en række fordomme mod at have pådraget sig en psykisk sygdom frem for en fysisk. Derfor vælger nogle at hemmeligholde den egentlige årsag til, at alt ikke er, som det skal være.
Det kan være svært at have overskuddet til at tage kampen op med de myter og tabuer, der stadig eksisterer omkring psykiske lidelser, samtidig med at man er syg. Derfor er det kun forståeligt, at nogle vælger at holde 'diagnosen' for sig selv.
Andre oplever det som en lettelse at kunne dele med andre, hvorfor de har det dårligt. Den ideelle situation vil naturligvis være, at man frit kan fortælle, at man er syg, og hvorfor man er syg, og at man vil blive mødt med samme forståelse og accept, som hvis det drejede sig om et brækket ben. Desværre er virkeligheden ikke altid sådan!
Har jeg pligt til at fortælle, at jeg har en depression?
Man har ikke pligt til at oplyse hverken kolleger eller arbejdsgiver om, hvad man fejler. Er man i tvivl om, hvordan man skal forholde sig, kan tillidsmanden eventuelt være en god person at gå til på arbejdspladsen. Tillidsmanden har tavshedspligt, så med ham eller hende kan man altså i fortrolighed drøfte nogle af de spørgsmål eller vanskeligheder, man har i forbindelse med arbejdet.
Hvordan forholder man sig til en deprimeret kollega?
Hvis en medarbejder vælger at være åben omkring sin depression, kan man som kollega måske være med til at gøre situationen så tålelig som muligt for vedkommende på arbejdspladsen.
Det er vigtigt at orientere sig om, hvad det er for en sygdom, kollegaen har pådraget sig. Hvis man opsøger information om depression, vil man bedre kunne forstå, hvilke vanskeligheder der er forbundet med sygdommen. Det er væsentligt at forstå, at kollegaen ikke blot kan 'tage sig sammen'. Den nedsatte arbejdsevne skyldes ikke uvilje fra den deprimerede, men reel sygdom.
Accept af, at kollegaen ikke kan udfylde sin arbejdsfunktion så tilfredsstillende som ellers, vil være af stor betydning for den deprimerede. Almindelig omsorg og tilbud om at støtte kollegaen, eventuelt med aflastning af de konkrete arbejdsfunktioner, er en god idé.
Hvis man derimod udviser 'over-opmærksomhed' eller decideret overvågning af den deprimerede, kan det virke krænkende. Det er også vigtigt at forstå, at egentlig behandling af en depression er en professionel opgave, som kun læger, psykiatere eller psykologer kan varetage.
Det kan være en god idé at give den deprimerede lov til i en periode at arbejde på nedsat tid og med begrænsede arbejdsopgaver. På den måde kan en længerevarende sygemelding måske undgås.
Sygemelding
Hvis det bliver nødvendigt med en sygemelding fra arbejdet, er det en god idé at holde kontakten med arbejdspladsen, hvis muligt. Kikke ind til lidt kaffe ind i mellem og så gradvis arbejde mere og mere, når man er klar til det. Det skal gøres gradvis, for man ved nemlig, at for tidlig tilbagevenden på fuld tid kan øge risikoen for at man bliver deprimeret igen. Vurderingen af depressionens forløb og varighed bør ske i samråd med den behandler, som varetager ens behandling.
Mange depressionsramte har glæde af at arbejde nogle få timer om ugen, indtil de får det bedre. Det er en meget stor fordel, at man på denne måde bevarer tilknytningen til sin arbejdsplads.