Dyssocial personlighedsstruktur (DP) er bedre kendt som psykopati og er en blandt mange forstyrrelser af menneskets personlighed.
Hvad er dyssocial personlighedsstruktur?
En personlighedsforstyrrelse betyder, at personens adfærd afviger fra det, man i en given kultur forventer og accepterer inden for en række områder. Det drejer sig om den måde, vi forholder os til os selv og andre, vores følelsesliv, impulskontrol og behovstilfredsstillelse.
Dyssocial personlighedsstruktur er en af de bedst undersøgte personlighedsforstyrrelser og er gennem tiden beskrevet på stort set samme måde. Ordet psykopati bruges ikke længere i lægelig sammenhæng, men i den brede offentlighed er det stadig et ord, som anvendes, og som de fleste kender. Andre ord, der anvendes om det samme er karakterafviger og sociopat.
Begrebet sociopat har nogen ment dækker over psykopater, som er mindre strukturerede, dårligt socialt integrerede og mere impulsdrevne modsat ”ægte” psykopater, som er mere socialt tilpassende, udspekulerede og beregnende.
Hvorfor får man dyssocial personlighedsstruktur?
Årsagen til DP kendes ikke i detaljer. Man har dog påvist, at der er en meget stor arvelighed - helt op til 50-60 procent. I hjernen tyder noget på, at visse af de såkaldte signalstoffer, særligt dopamin, fungerer anderledes hos psykopater.
Kommunikationen mellem den forreste (frontale) del af hjernen og de mere centralt beliggende centre er også anderledes end normalt. Man har dog på ingen måde kortlagt den biologiske baggrund for DP.
I hvor høj grad, miljøet spiller en rolle, er også noget uklart. Man ved ikke, om visse faktorer i miljøet kan udløse DP hos folk, der i forvejen er arveligt disponerede for DP.
Børn, der senere udvikler DP, er ofte impulsstyrede, lyver, er ondskabsfulde over for mennesker og dyr, upålidelige og generelt uempatiske. Disse børn er ofte grænseoverskridende, og man må derfor antage, at det er vigtigt, at voksne lærer dem, hvor grænserne går. Belønning af hensigtsmæssig adfærd, klar markering og oplevet konsekvens af problematisk adfærd er vigtig, så det psykopatiske barn lærer, hvad omverdenen accepterer. Uklare forældreroller og mangel på gode rollemodeller kan tænkes at spille ind, men der er ingen dokumentation for, hvilke faktorer i miljøet, der i særlig grad er med til at udvikle psykopater.
Forekomsten af DP er cirka 2-3 procent i befolkningen. Der synes at være flere mænd end kvinder med DP, men årsagen hertil er ukendt. I forskellige kulturer er der heller ingen klare forskelle, selvom nogle har peget på, at forekomsten af personer med DP er lidt hyppigere i den vestlige verden. Intet tyder på, at udbredelsen af DP har ændret sig med tiden. Der synes ikke at være forskelle i de forskellige socialgrupper med hensyn til udbredelsen af DP, og personer med DP synes intelligensmæssigt at være lige så forskellige som baggrundsbefolkningen.
Hvordan opleves dyssocial personlighedsstruktur?
Symptomerne på DP omfatter:
Grov ligegyldighed over for andres følelser
Manglende ansvarsfølelse
Manglende respekt for sociale normer
Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre
Lav frustrations- og aggressionstærskel
Manglende evne til at lade sig påvirke af erfaringer, inklusiv straf
Tendens til at bortforklare, fralægge sig skyld og projicere dette ud i omgivelserne
Manglende evne til at føle skyld
Andre psykopatiske tegn omfatter blandt andet tendens til parasitær livsstil - altså at snylte på andre, kriminel adfærd, tendens til at misbruge alkohol og euforiserende stoffer , udbredt promiskuitet, overfladisk charme, overdrevent stort ego og urealistiske fremtidsplaner, spændingssøgende adfærd, tendens til let at kede sig og risikosøgende adfærd.
Personer med DP har derfor ofte tendens til at involvere sig i for eksempel overdrevet spil, uforsvarlig bilkørsel, utroskab, voldelig adfærd og løgnagtigheder med det formål at pleje og fremme egne interesser. Personer med DP manipulerer med omgivelserne og er ofte gode til at finde nyttige bekendtskaber, der kan fremme deres egne interesser - for så siden at kassere dem, når der ikke længere er brug for dem.
I sagens natur kommer dyssociale personer ofte i konflikt med loven, og flere undersøgelser har vist en meget stor overrepræsentation blandt indsatte i fængsler - op mod 46 procent mod som tidligere nævnt 2-3 procent i baggrundsbefolkningen.De dyssociale kriminelle lærer oftest ikke af deres straf og vil som regel gentage deres kriminalitet, idet trangen til at opnå spænding og risiko overvinder den sunde fornuft.
Ikke-kriminelle personer med DP, som er langt de fleste, har ofte store problemer i parforhold og på arbejdspladserne. Omgivelserne er ofte frustrerede over deres adfærd og føler sig udnyttet og misbrugt. Får den dyssociale ikke, hvad han ønsker, kan han forsøge med charme, sleskhed eller trusler. Ofte skyr de ingen midler og kan forsøge at være så besværlige, at omgivelserne nogle gange giver efter bare for at få fred.
Hvad kan man selv gøre?
Familiemedlemmer eller kollegaer til personer med DP er ofte frustrerede over den dyssociales adfærd. Manipulation, løgn og trusler medfører ofte dyb frustration hos omgivelserne. I første omgang skal man gøre op med sig selv, hvornår ens grænser er overskredet. Det er forskelligt, hvad det enkelte menneske finder acceptabelt, og der kan være børn, penge, bolig og opsigelse involveret, der kan besværliggøre opgøret med den dyssociale person.
Når det er sagt, er det vigtigt, at man sætter grænser og forlanger, at grænserne respekteres. Lader man stå til, sender man et signal om, at den dyssociales adfærd accepteres.
I nogle tilfælde kan et brud, for eksempel en skilsmisse eller at sige sit job op være den bedste løsning. Et langvarigt forhold til en dyssocial ægtefælle, chef eller kollega kan blive så psykisk opslidende, at det er bedst at bryde forholdet. Begår den dyssociale ulovligheder, skal man klargøre, at alle lovovertrædelser som udgangspunkt bliver politianmeldt. Ordet nul-tolerance er vigtigt over for de fleste dyssociale. Når de oplever konsekvens, vil de i nogle tilfælde rette ind og forbedre deres opførsel, men ikke altid.
Hvordan stiller lægen diagnosen?
Opfylder man fire af de førnævnte kriterier, har trækkene været til stede siden barndommen og kan man udelukke andre psykiske og fysiske sygdomme, opfylder man kriterierne for DP. Diagnosen skal i sagens natur stilles af en læge.
Hvordan behandler man dyssocial personlighedsstruktur?
Der findes ingen veldokumenteret behandling af DP. Medicinsk kan man erfaringsmæssigt forsøge sig med stemningsregulerende medicin, men der er ingen god dokumentation for effekt på DP.
Psykoterapeutisk er der heller ingen god dokumentation for effekt, selvom man ud fra et teoretisk synspunkt vil mene, at adfærdsterapi og kognitive metoder vil være at foretrække frem for indsigtsgivende terapi. Kognitiv terapi har primært fokus på at ændre uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, mens indsigtsgivende terapi mere fokuserer på psykologiske mekanismer i personen selv og dennes samspil med omverdenen. At bruge mange timer på for eksempel at tale om og analysere sin barndom er der således ingen dokumentation for vil ændre adfærden hos personer med DP. Mange personer med DP erkender ikke, at de er forstyrrede og vil derfor ofte kun indgå i behandling, hvis de oplever at få fordele af det. De tåler ofte ingen modstand og vil kun forblive i forløbet, hvis man bekræfter dem i deres ofte sygelige selvovervurdering og bagatelliserer deres problematiske handlemønstre.
Deres parasitære livsstil, altså at snylte på andre, betyder ofte, at de forventer særbehandling og privilegier, som andre ikke får. I det offentlige system kan de for eksempel forvente offentlige ydelser uden at yde noget og vil ofte sygemelde sig uden grund eller i protest. En sådan adfærd takles bedst ved at opstille klare regler og formulere og effektuere tydelig konsekvens ved manglende overholdelse af disse. Er der tale om et sideløbende misbrug, er adfærden i sagens natur endnu mere kompliceret.
Udsigter for fremtiden
DP har altid eksisteret, men har ofte været et emne, som kun få ville tale om. Det er kun i den dyssociales interesse, at man accepterer deres adfærd og finder på undskyldninger for deres opførsel. I fremtiden bør der være fokus på dyssocial adfærd, og man bør i langt højere grad sætte grænser og modstå manipulation. Oplysning og debat er vigtig.