Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Rygestop

Det vinder du

Der er mange fordele ved at holde op med at ryge. Ud over de fysiske fordele, der melder sig i løbet af kort tid, er det også en personlig sejr at overvinde tobakken og afhængigheden.

Opdateret: 29. Februar 2012

Der er mange fordele ved at holde op med at ryge. Ud over de fysiske fordele, der melder sig i løbet af kort tid, er det også en personlig sejr at overvinde tobakken og afhængigheden. Desuden er det en god måde at lære sig selv at kende på.

En af de mest åbenlyse fordele ved at holde op med at ryge er al den tid, man får foræret. De fleste tænker ikke på, hvor meget tid og psykisk energi, de egentlig bruger på at købe tobak eller på at planlægge, hvor og hvornår de skal købe tobak. Eller på at tænke: "Har jeg nu cigaretter nok til i aften", "Har jeg husket at tage min pibe og lighteren med". "Hvor er nu mine cigaretter, hvor har jeg lagt dem". Mange oplever pludselig, at de får mere tid og mere tankeplads efter et rygeophør. Det er en lettelse ikke at skulle spekulere på "om jeg nu har tobak nok" eller "hvornår kan jeg ryge?".

Ophør kan give en succesoplevelse

Der er en tilfredsstillelse i at sætte sig selv nogle mål og gennemføre dem. Specielt hvis det har været lidt besværligt undervejs, og du har måttet overvinde nogle forhindringer. Succesoplevelsen i forbindelse med rygestop kan være stor. Når du sætter dig mål, er det vigtigt, at målene er konkrete og realistiske. Det vil sige, at du rent faktisk kan opfylde dem. Dette gælder også ved rygeophør.

Planlæg hellere et lille skridt ad gangen end et stort nederlag. Ved et skridt ad gangen får du nemlig følelsen af at opnå noget. Det kan være hårdt arbejde i nogle måneder, når man vil holde op med at ryge. Til gengæld kan du opnå en følelse af tilfredshed og velvære og være tilfreds med dig selv, når du har udført et godt stykke arbejde ved at holde op med at ryge!

Følelsen af kontrol

Noget af det sværeste ved rygeophør er, at udholde trangen, lysten og længslen. Man skal lære, at trangen kommer, men den går over igen, og man kan overleve det. Ganske langsomt - efterhånden som du kommer igennem situationer med trang - kommer du skridt for skridt videre. Ganske langsomt lærer du at udholde trangen. Det giver en følelse af kontrol og styring, og derved kommer modet og overskuddet igen.

Prøv at tage tid på, hvor lang tid din trang varer. Trangen kommer som en bølge og tager typisk mellem tre til seks minutter. Det gælder om, at du i dette tidsrum afleder dig selv og prøver at tænke på noget andet end trangen. Gør noget aktivt - gå på toilettet, drik et glas vand, etc. Flyt dig væk fra den konkrete situation, og bevæg dig fysisk. Det hjælper til at udholde trangen i de minutter, det varer. Det værste, du kan gøre, er at blive ved med at tænke: "Hvor kunne jeg godt tænke mig at ryge lige nu." Det gælder om bevidst og aktivt at aflede dig selv og aktivt tænke på noget andet.

Man lærer nye sider af sig selv at kende

Ved at holde op med at ryge, kan du måske lære dig selv at kende på nogle måder, som du ikke kendte tidligere. Måske dukker der nogle nye sider af dig op. Du opdager, hvad der gør dig stresset, vred, glad, ked af det og usikker. Mange lærer således noget ved at holde op. De lærer noget om sig selv, som de ikke vidste i forvejen, hvilket er med til at give en større selvindsigt. Der sker en udvikling i takt med, at man lærer at håndtere det nye.

Men det også er normalt, hvis du ikke mærker nye sider af dig selv dukke op. Rygestop sætter nemlig noget forskelligt i gang hos forskellige mennesker.

Flere forsøg - mere lærdom

Der er mange mennesker, der har prøvet at holde op flere gange - før det lykkes dem at blive ved med at være røgfrie. I gennemsnit ligger der tre til otte forsøg til grund for et varigt rygestop. Selvfølgelig kan det lade sig gøre i første forsøg. Du skal bare ikke fortvivle, hvis du er blandt dem, der prøver flere gange. For hvert forsøg lærer du mere om dig selv og bliver en erfaring rigere.

Der er derfor ingen grund til, at betragte de enkelte forsøg som spildte kræfter. Tværtimod må rygestop betragtes som en læreproces, hvor man for hvert forsøg bliver klogere på for eksempel: "Hvad betyder rygningen for mig", "Præcis hvornår bliver det vanskeligt", "Hvad hjælper mig egentligt, når jeg har rygetrang", "Hvorfor ønsker jeg at holde op".

Det bliver også tydeligere, hvilke funktioner rygningen har haft for en - for eksempel kan man pludselig opdage, hvad rygningen har betydet i situationer, hvor man troede, at det bare var en dum vane.

Aldrig mere afhængig

Mange oplever en følelse af frihed, når de holder op med at ryge. Det er frihed ikke at føle sig afhængig af cigaretterne og opleve at have et valg. Når det lykkes at føle, at det er et valg at ryge/ikke ryge - så kan man føle sig særdeles handlekraftig og fuld af styrke. Det giver frihed ikke at føle sig afhængig mere.

Fysisk velvære

Ved rygeophør kan forandringer i dit fysiske velvære hurtigt mærkes. Det er rart at gøre noget positivt for sig selv. Du gør noget for din krop og sundhed, og det giver velvære at føle sig sund. Du vil ret hurtigt opleve, at din hud i ansigtet forandres, og din teint bliver pænere.

Dine fingre og ben føles ikke helt så kolde, hvis du har et dårligt blodomløb. Måske er du mindre træt om morgenen og føler du har mere energi. Du kan måske også mærke, at du får færre tømmermænd, efter du har været til en fest. Ret hurtigt forbedres din lugtesans. Efter noget tid hoster du mindre og kan opleve, at du har langt mindre slim i dine luftveje.

Du kan også komme til at føle dig generet af røg og bliver måske opmærksom på, at røgen hænger i tøjet, blot du har været 10 minutter i et lokale, hvor der ryges. Og måske kommer du til at tænke: "Hvad har jeg dog selv udsat andre for".

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.