At fortælle barnet om dets tilblivelse
Langt de fleste mennesker, der har været i fertilitetsbehandling, har fortalt om barnløsheden og behandlingen til andre. En omfattende dansk undersøgelse viste, at kun omkring 6 procent af de forældre, der har fået barn efter fertilitetsbehandling, ikke har fortalt andre om barnets tilblivelse. Dette betyder derfor, at næsten alle børn født efter fertilitetsbehandling vokser op i en familie, hvor andre familiemedlemmer, venner og måske forældrenes kolleger ved, hvordan barnet er blevet til.
Igennem de seneste år er der i mange lande kommet en øget opmærksomhed på, hvor vigtigt det er for børn født efter fertilitetsbehandling at kende sin tilblivelseshistorie, og hvordan familien blev skabt. At kende sin tilblivelseshistorie har betydning for alle menneskers livshistorie – det har ikke kun betydning blandt børn født efter fertilitetsbehandling.
I størstedelen af fertilitetsbehandlingerne er begge forældre genetisk beslægtet med barnet (biologisk far og mor). I andre tilfælde er der anvendt donorsæd eller donoræg, hvor kun den ene forælder er genetisk beslægtet med barnet. I Danmark er der mulighed for at vælge anonym donation, hvor donors identitet ikke er kendt. Åben donation, hvor barnet som voksen kan få oplyst donors identitet og kendt donation, hvor forældrene på forhånd kender donor.
Sammenfattende viser forskningen om familier dannet efter forskellige former for fertilitetsbehandling, at det ikke er behandlingerne og dermed tilblivelseshistorien, der er problemet for børnene. Det er hemmeligholdelsen omkring tilblivelseshistorien, der kan være problematisk for barnet.
Børn som kender til deres tilblivelse
Studier har vist, at de børn og unge voksne, der er født efter fertilitetsbehandling, og som gennem stort set hele deres liv har vidst, hvordan de blev til, føler sig som meget ønskede børn. De finder det ikke problematisk, hvordan de er blevet til. De er typisk ikke så optaget af, hvordan de er blevet til, men mere optaget af og glade for, at de er blevet født og eksisterer. Dette gælder både børn og unge, hvor begge forældrene er genetisk beslægtet med barnet og i de tilfælde, hvor der er anvendt donorsæd eller donoræg. Børn og unge født efter brug af donorsæd eller donoræg, der har kendskab til deres tilblivelseshistorie, er overvejende positive og kan være nysgerrige i forhold til donor eller neutrale. I Sverige, hvor det siden 1985 udelukkende har været tilladt at anvende åben sæddonation, har kun meget få af de voksne 'donorbørn' henvendt sig til myndighederne for at få oplyst donors identitet.
Hemmeligholdelse er belastende for barnet
Studier viser derimod, at det kan være en alvorlig belastning for børn, unge og voksne, at de først senere i livet og måske ved et tilfælde får kendskab til deres tilblivelseshistorie. Den brudte hemmeligholdelse overfor barnet, den unge eller voksne kan føre til identitetstab, alvorligt tillidsbrud i forhold til ens forældre og vrede over, at andre – men ikke én selv – har viden om, hvordan man er kommet til verdenen og ind i familien.
Blandt voksne født efter behandling med donorsæd er det vist, at det kan være psykisk belastende og forbundet med vrede og forvirring, hvis ens forældre først fortæller tilblivelseshistorien, når man er over 18 år.
Skal vi fortælle det eller ej?
De fleste forældre ønsker at fortælle til barnet, hvordan det er blevet til.
De forældre, som planlægger at fortælle barnet om dets tilblivelse, begrunder det med, at barnet som den vigtigste person har ret til at kende til sin egen tilblivelse, og at de ikke ønsker at have familiehemmeligheder om tilblivelsen. Børn af solomødre og børn med homoseksuelle forældrepar vil stort set alle allerede tidligt i deres liv have fået fortællingen om deres tilblivelseshistorie.
Der er dog en del heteroseksuelle forældre, der ønsker at holde det hemmeligt, hvis barnet er blevet til efter behandling med anonym donorsæd eller donoræg. De forældre, som ikke ønsker at fortælle barnet om dets tilblivelse, begrunder det med, at de ønsker at beskytte barnet mod at føle sig anderledes. I tilfælde af behandling med donorsæd ønsker de at beskytte farens relation til barnet, så barnet ikke ved noget om, at faren ikke er genetisk ophav til barnet.
Gode råd
Her er nogle gode råd baseret på, hvad undersøgelser blandt børn og voksne født efter fertilitetsbehandling og blandt forældrene har vist.
Børnene ønsker, at det er forældrene, som skal fortælle dem, hvordan de er blevet til.
Hvis andre kender til barnets tilblivelse, vurderes det som væsentligt, at barnet som den vigtigste person i dette kender til sin egen tilblivelseshistorie og til, hvordan familien er blevet dannet.
Det er mest enkelt at begynde fortællingen, mens barnet er lille. Så er tilblivelseshistorien kendt og indgår som en integreret del af barnets livsfortælling. Det er helt tilsvarende som med adopterede børn. Her anbefales det også, at barnet altid har kendt sin tilblivelseshistorie.
Fortællingen skal fortælles flere gange under barnets opvækst. Dette er helt tilsvarende for alle børn uanset tilblivelseshistorie. Uanset hvordan børn er kommet til verden, og hvordan familien er dannet, er fortællingen om ens egen tilblivelse en spændende historie, som børn ofte ønsker gentaget og genfortalt flere gange under opvæksten.
Nogle forældre går og venter på det rette tidspunkt til at fortælle. For eksempel fordi de mener, at det er vigtigt, at barnet kan forstå fortællingen. Erfaringen er, at forældre kan vente i årevis uden at få påbegyndt fortællingen til barnet, fordi det rette tidspunkt ikke oprinder. Så rådet er, at man bare skal gå i gang med at fortælle. Barnet danner, afhængig af sin alder, sin egen forståelse af fortællingen.
Efterhånden findes flere børnebøger også for de mindste om anderledes tilblivelseshistorier. De kan være gode at bruge.
Hvis forældrene ikke får begyndt på at fortælle barnet om dets tilblivelse, når det er lille, så er det vigtigt, at forældrene i alt fald fortæller det inden puberteten – ikke under puberteten.
Det er forældrene og ikke børnene, der har de mange overvejelser, om barnets tilblivelse kan være en problematisk historie. Børn født efter fertilitetsbehandling føler sig meget ønskede og er optaget af, at de er blevet til – og oftest meget mindre optaget af, hvordan det helt konkret gik til.
Hvis forældrene ikke vil fortælle barnet, hvordan det er blevet til, så er rådet at bevare fertilitetsbehandlingen og barnets tilblivelseshistorie som en hemmelighed igennem hele livet overfor alle andre mennesker i familien, omgangskreds og på arbejdspladsen. Det kan opleves af barnet, den unge eller voksne som et alvorligt tillidsbrud, hvis barnet vokser op uden at kende sin egen tilblivelseshistorie, mens andre kender til den. Det kan være alvorligt skadende for barnet/den voksne at få kendskab til sin tilblivelse ved et tilfælde.