Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.

Bivirkninger og risici ved IVF og ICSI

Reagensglasbefrugtning kan psykisk være belastende på grund af uvisheden og ventetiden, og hormonbehandling af kvinden kan medføre hormonsvingninger, der kan påvirke kvinden psykisk og fysisk.

Opdateret: 30. Juni 2022

Den psykiske belastning

Reagensglasbefrugtning kan psykisk være ganske belastende på grund af uvisheden og ventetiden, og hormonbehandling af kvinden kan medføre hormonsvingninger, der kan påvirke kvinden psykisk. Det er vigtigt, at både manden og kvinden er forberedt på dette.

Bivirkninger og risici ved reagensglasbehandling

Bivirkninger ved hormonbehandlinger

Hvis kvinden skal gennemgå den "lange behandling”, forbehandles med et hormon, der hæmmer kvindens egen hormondannelse (Nedregulering). Det kan give hovedpine og hedestigninger, ligesom kvinder i overgangsårene oplever det.

Stimulationsbehandlingen med FSH kan give ømhed det sted, hvor medicinen bliver sprøjtet ind. Hensigten med behandlingen med FSH er at stimulere dannelsen af ægblærer i æggestokkene. Det er derfor almindeligt med ømhed og tyngde i underlivet i forbindelse med udtagningen af æggene og i efterforløbet.

Der ses ingen permanent vægtøgning, men der kan være en forbigående vægtøgning i cirka 2 uger efter hormonstimulationen. Dette skyldes væskeansamling, som forsvinder igen.

Overstimulation

Den alvorligste, men sjældne bivirkning ved reagensglasbehandling, er overstimulation, som forekommer hos omkring 1 til 2 procent. Tilstanden kan kræve indlæggelse på hospitalet. Det viser sig i efterforløbet med almen utilpashed, kvalme, diarre, mavesmerter, oppustethed i underlivet og eventuelt vejrtrækningsbesvær. Tilstanden kan bedres ved at drikke rigeligt med væske (2 til 3 liter dagligt) og spise proteinrig kost. Hvis lægen vurderer, at kvinden er i øget risiko for overstimulation, fryses eventuelle befrugtede æg ned, og der ventes med ægoplægning til en senere cyklus, da graviditet forværrer tilstanden.

Underlivsbetændelse

Der kan opstå underlivsbetændelse, som forekommer hos cirka 1 ud af 500 ægudtagninger. Betændelse giver smerter og feber.

Blødning efter ægudtagning

Der er altid en smule blødning fra skeden umiddelbart efter ægudtagningen. En sjælden gang er blødningen imidlertid kraftigere. Omkring 1 ud af 1.000 ægudtagninger kan imidlertid give en blødning i bughulen, der er så kraftig, at det kan kræve en operation.

Graviditet uden for livmoderen

Det befrugtede æg lægges op i livmoderen, men det sker i cirka 5 procent af tilfældene, at ægget sætter sig fast i æggelederen, hvorved der opstår en graviditet uden for livmoderen. Dette kan give symptomer i form af blødning og smerter.

Kræft

Der er ingen risiko for udvikling af æggestokskræft eller andre kræftformer efter reagensglasbefrugtning.

Misdannelser/kromosomfejl

Der er nok en ganske let øget risiko for misdannelser/kromosomfejl ved reagensglasteknik, hvilket formentlig skyldes faktorer relateret til nedsat frugtbarhed og ikke selve fertilitetsbehandlingen.

Tvillinger

Langt det største problem ved reagensglasbefrugtning er tvillingegraviditeterne, hvor der er en øget risiko for tidlig fødsel. I Danmark er dette problem stærkt faldende ved IVF og ICSI, da vi kun oplægger et befrugtet æg ad gangen.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.