Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Prævention

Pessar

Pessar er et præventionsmiddel. Pessaret er effektivt og uden bivirkninger, hvis det bruges rigtigt og har en holdbarhed på ca. 2 år.


Opdateret: 4. Juli 2022

Hvad er pessar?

Et pessar er et hormonfrit præventionsmiddel, som så dagens lys i 1885. I mange år var det kvindens eneste mulighed for at beskytte sig mod uønsket graviditet. Pessaret kan ikke mærkes, heller ikke under samleje.

Et pessar er en oval, elastisk plastikring med en plastikmembran i midten. I dag findes pessaret i to former; Caya pessar og Singa pessar. Caya pessaret er 60 mm bredt og 85 mm langt, mens Singa pessaret fås i syv størrelser (60, 65, 70, 75, 80, 85 og 90 mm). Singa pessaret skal man have taget mål til hos lægen, før man kan købe det.

Hvordan anvendes pessar?

Før samlejet skal pessaret indsmøres i sæddræbende creme, og derefter sættes op i toppen af kvindens skede. Den elastiske ring skal skubbes ind bag kønsbenet, og membranen skal dække livmodermunden - det vil sige indgangen til livmoderen. På den måde danner pessaret en mekanisk barriere mellem sædceller og æg, da sædcellerne forhindres i at trænge op i livmoderen og ud til et eventuelt frugtbart æg.Pessaret kan sættes ind timer før samlejet. Går der mere end to timer, fra det er sat ind, til et samleje sker, skal der påføres ekstra gel. Det gøres med det indføringsrør, der følger med gelen. Pessarcreme er en mælkesyrebaseret gel uden skadelig eller generende kemi. Gelen hæmmer sædcellernes bevægelighed og fungerer også som glidecreme.

Der må aldrig anvendes silikonebaseret creme sammen med pessaret, da det bliver ødelagt heraf. Vandbaseret glidecreme kan anvendes, men er mindre virksomt end sæddræbende creme.

Efter endt samleje skal pessaret blive siddende i skeden i mindst seks timer, for at alle sædceller når at være i kontakt med gelen og herved mister evnen til at kunne bevæge sig. Pessaret må højst blive siddende i 24 timer. Hvis det sidder længere, kan det give anledning til irritation og underlivsgener, i værste fald infektion.Efter brug skal pessaret vaskes og gerne pudres for at sikre holdbarheden. Pessaret vaskes i mild sæbe og kan opbevares i det etui, man købte det i.

Hvem kan med fordel bruge pessar?

Pessar er en mulighed for kvinder, hvor p-piller eller anden hormonal prævention ikke er en aktuel metode, enten af medicinske eller følelsesmæssige grunde. Pessarbrug kræver, at det anvendes korrekt og hver gang.Et pessar kan anvendes af de fleste kvinder, men nogle kvinder synes, at det er besværligt. Når det først er sat op, er det uden gener eller ubehag af nogen art. Når man har lært det, er det let at anbringe og tage ud igen.

Hvilke undersøgelser skal man gennemgå, inden man kan få et pessar?

Der findes to typer af pessar, hvor det ene kræver en undersøgelse inden brug. Et Caya pessar findes kun i en størrelse, og kræver derfor ingen undersøgelser inden, men ved Singa pessar kræver det en undersøgelse, hvor man får taget mål hos lægen. Efter en abort eller en fødsel, ved stor vægttab eller vægtøgning skal der tages nyt mål til et Singa pessar.

Hvis man er usikker på, om man anvender et pessar rigtigt, kan man derudover få sin læge eller en præventionsklinik til at undersøge, om det sidder som det skal, når det er sat op.

Er pessar en sikker metode?

Pessar er en sikker metode til ikke at blive gravid, hvis det bruges med en sæddræbende creme hver gang, anbringes før samlejets start og efterlades på sin plads i skeden seks-otte timer efter, samlejet afsluttes. I så fald angives der en sikkerhed på 97 procent. Pessaret koster mellem 500 og 800 kroner og har en holdbarhed på to år, hvis man passer på det. En løbende udgift er dog den nødvendige sæddræbende pessarcreme.

Fakta om pessar

  • Et pessar er en oval, elastisk plastikring med en plastikmembran i midten
  • I dag findes pessaret i to former; Caya pessar og Singa pessar, hvor det sidste kræver en undersøgelse inden brug.
  • Før samlejet skal pessaret indsmøres i sæddræbende creme, og derefter sættes op i toppen af kvindens skede.
  • Efter endt samleje skal pessaret blive siddende i skeden i mindst seks timer, for at alle sædceller når at være i kontakt med gelen og herved mister evnen til at kunne bevæge sig.
  • Pessaret må højst blive siddende i 24 timer.
  • Pessar er en sikker metode til ikke at blive gravid, hvis det bruges med en sæddræbende creme hver gang, anbringes før samlejets start og efterlades på sin plads i skeden seks-otte timer efter, samlejet afsluttes. I så fald angives der en sikkerhed på 97 procent.
  • Pessaret koster mellem 500 og 800 kroner og har en holdbarhed på to år, hvis man passer på det. En løbende udgift er dog den nødvendige sæddræbende pessarcreme.
Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.