Erik Fangel Poulsen
Speciallæge i kvindesygdomme og fødsler
Besvaret: 2020-10-12
Svar:
Kære Spørger
Tak for dit brev, som indeholder flere “problemer”, som nok hører sammen, som jeg som jeg gerne vil besvare hver for sig - for overblikket skyld.
1: Du har flere gange fået konstateret svamp og er behandlet for det uden virkning, og du har følt dig udtørret og bruger intimsæbe for at undgå irritation, går jeg ud fra?
2: Du er tjekket for “samtlige kønssygdomme”. Ingen blev fundet.
3: Du har en kæreste, men lysten til samleje forsvinder på grund af smerter og svie.
4: Du bløder fra skeden efter samleje
Jeg vil gerne starte med det sidste. Hvis en kvinde bløder efter samleje - det kaldes kontaktblødning - skal hun undersøges grundigt ved speciallæge i kvindesygdomme. Der skal blandt andet foretages "kolposkopi", hvor lægen "med forstørrelse” kan studere slimhinden på livmodermunden - og der skal muligvis tages prøver fra slimhinden for at afklare, om der er celleforandringer. Hvis dette kan afkræftes, skyldes blødningen formentlig, at den irriterede, skrøbelige slimhinde brister ved samlejet og giver lidt frisk blødning med “blod på papiret”.
Altså: du skal gå til din læge og bede om henvisning til gynækolog, blive grundigt undersøgt og få klarhed om baggrunden. Samtidig vil du sikkert få beroligende anvisninger på at klare de andre problemer. Det er ikke noget, du kan klare på egen hånd. Der er ikke noget at sige til, hvis lysten daler. Men tal med din kæreste om det og vent med samleje, til du er klar til det. Så må I “nøjes med “ kys og kæleri i ventetiden. Men det er vel heller ikke så ringe endda!
Med venlig hilsen
Erik Fangel Poulsen
speciallæge i kvindesygdomme