Fakta om kvindens seksualitet og orgasme
- Seksualitet er en basal drift, og sex er fysisk og psykisk behov.
- Seksuel lyst kan påvirkes af forskellige biologiske, psykologiske og kulturelle mekanismer.
- Ved seksuel lyst kan man blive seksuelt ophidset. Der er både følelsesmæssige og fysiske tegn på seksuel ophidselse.
- Sex kan føre til en orgasme, og orgasmeoplevelsen kan være forskellig fra kvinde til kvinde og fra gang til gang.
Hvad er seksualitet?
Seksualitet er en helt basal drift hos mennesker, og sex er både et fysisk og et psykisk behov. Biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan påvirke seksualiteten og sexlivet, så det i nogle perioder er mere aktivt end i andre.
Nyhedsbrev
Nyhedsbrev om overgangsalderen
I Netdoktors nyhedsbrev kan du blandt andet få viden om, hvad der sker i kroppen under overgangsalderen.
Du kan også blive klogere på den nyeste behandling, og så kan du få gode og konkrete råd til, hvordan du kan håndtere gener og symptomer i overgangsalderen.
Tilmeld dig her
Hvad er seksuel lyst?
Seksuel lyst er en subjektiv følelse, der kan medføre fysiske eller adfærdsmæssige forandringer – men også bare være der. Lyst kan opleves på mange måder og kan beskrives som begær, drift, libido, sult, ophidselse, længsel, liderlighed, varme, motivation, interesse.
Lyst reguleres af forskellige mekanismer:
-
Drive – den biologiske komponent, der hænger sammen med blandt andet hormoners påvirkning. Her vil for eksempel ændringer i hormoner ved overgangsalder eller amning kunne nedsætte lysten.
-
Motivation - den psykologiske komponent, der påvirkes af, hvordan man har det med sig selv, sin partner, og det liv man lever. Eksempler kan være at man ikke har lyst, fordi der er konflikter med partneren, man er deprimeret eller meget stresset.
-
Ønske – den kulturelle komponent, der afspejler de værdier, normer og begrænsninger, det enkelte menneske er opdraget til at leve i. Det kan for eksempel være, at man er opdraget til, at ”pæne piger” ikke viser seksuel lyst, og derfor - selv som voksen kvinde - har svært ved at udtrykke sin lyst.
Forskellige former for seksuel lyst
Især hos kvinder beskriver man flere former for lyst. Den ene er den mere spontane lyst – en lyst, der kan opstå uden stimulation, eller ved at man tænker på eller fantaserer om sex.
En anden form for lyst er ”modtagelig” lyst, hvor kvinden reagerer med lyst på seksuelle stimuli og seksuelle situationer.
Ved den spontane lyst er det ofte lysten, der starter den seksuelle aktivitet. Ved den modtagelige lyst starter kvinden den seksuelle aktivitet, og så kommer lysten, når man er gået i gang.
Hvad er seksuel ophidselse?
Ophidselse sker fysisk i kroppen, men samtidig er det også en følelse, kvinden har. For de fleste hænger den fysiske og følelsesmæssige ophidselse sammen, men nogle kvinder kan have problemer med at føle sig ophidsede, selvom kroppen fysisk reagerer. Den kropslige reaktion ved ophidselse sker både i kønsorganerne og i resten af kroppen.
Fysiske tegn på seksuel ophidselse
Når kvinden bliver ophidset, øges blodtilstrømningen til kønsorganerne. Det giver øget fylde i kønslæber og klitoris, der svulmer op. Det kan opleves som varme, dunken, prikken og øget følsomhed i kønsorganerne. Den øgede blodtilførsel presser væske ud i skeden, så den bliver fugtig, og både skeden og kønslæberne bliver mere mørkerøde.
Samtidig svulmer den nederste del af skedevæggen op, mens pladsen i toppen af skeden øges. Livmoderen løftes opad og forstørres, uden at det mærkes. Lige før orgasmen trækker klitoris sig lidt tilbage under forhuden og kan blive meget følsom for berøring. På samme tid stiger blodtrykket og pulsen, man trækker vejret hurtigere, der kommer varme i kroppen, mere sved, pupillerne udvider sig, og huden på kroppen og i ansigtet bliver mere rød. Brysterne bliver større, og brystvorterne bliver stive og rejser sig.
Evnen til at blive ophidset påvirkes blandt andet af mængden af kønshormoner, hvor meget stimulation man får, om man bliver stimuleret på en måde, der er rar, og om man har lyst. Mange kvinder, der er gået i overgangsalder, har sværere ved at blive fysisk ophidsede på grund af de ændrede hormoner.
Hvad er orgasme?
Orgasme er også en subjektiv følelse, der kan variere fra kvinde til kvinde og hos den enkelte kvinde. Den kaldes også klimaks, højdepunkt, at komme og eksplosion. I faglitteratur beskrives den ofte som en ”lystfuld udladning af seksuel spænding”. Karakteristisk er dog, at den både er en mental og fysisk oplevelse.
Orgasmeoplevelsen varierer fra gang til gang, og nogle kvinder kan få flere orgasmer i træk, mens andre får en. Orgasmen påvirkes blandt andet af, om man er tilstrækkeligt ophidset, om man kan slappe af under sex, bestemte slags medicin og ændringer i hormoner.
Hvad sker der ved en orgasme?
Ved orgasmen sker der en krampeagtig spænding i bækkenbunden, der går over i rytmiske, ufrivillige sammentrækninger i nederste del af skeden og i musklerne i bækkenbunden, armene og benene. Det sker med knapt et sekunds mellemrum og varer i få til flere sekunder, før det ebber ud. Samtidig sker der sammentrækninger i livmoderen højt i underlivet og måske helt bagtil omkring endetarmen. Nogle stopper vejrtrækningen kort og udstøder lyde. Samtidig kan der opleves en ændring i bevidsthedsniveauet og en mental nydelse.
Der er beskrevet mange former for orgasme. Især har der været fokus på, om kvinden får orgasme ved stimulation af klitoris eller skede-orgasme under samleje. Der er ikke nogen orgasme, der er mere rigtig end andre.
Klitoris-orgasme
Man ved, at klitoris er meget større end bare hovedet, der er den synlige del. Dens ”ben” strækker sig indvendigt langs skeden, og derfor er det svært at skelne mellem en ”klitoris” og ”skede” orgasme, da klitoris også bliver stimuleret under et samleje. Mange kvinder oplever dog, at det øger nydelsen at stimulere klitorishovedet direkte.
Foto: IStock
G-punkt
Det har også været diskuteret meget, om der findes et G-punkt, der er specielt vigtigt at stimulere. Det såkaldte G-punkt er opkaldt efter en tysk-amerikansk gynækolog ved navn Gräfenberg. Ifølge hans teori er der et specielt sted på forvæggen af skeden, hvor kvinden føler ekstra følsomhed. Det har ikke været muligt at identificere et specielt punkt, men på forvæggen er der mange nerveender. Det vigtigste er at finde ud af, hvor den enkelte kvinde synes, det er rart at blive stimuleret.
Sprøjteorgasme
Nogle kvinder oplever, at der ved orgasmen udskilles større eller mindre mængder væske. Små mængder kommer fra kirtler omkring urinrøret. Det er mere diskuteret, hvad de større mængder er. Nogle gange kan det være urin.
Hvad sker der efter orgasmen?
Efter orgasmen går kroppen tilbage til udgangspunktet. Blodtrykket, pulsen og vejrtrækningen falder, brystvorterne bliver bløde og brysterne mindre, huden mere bleg, og kvinden slapper af i muskler i arme og ben og bækkenbund. Klitoris og kønslæber får en blegere farve og bliver mindre i størrelsen og fugtigheden af skeden aftager.
Nogle kvinder oplever at blive trætte, fyldt af velbehag eller at have lettere ved gråd umiddelbart efter orgasmen. I forhold til mænd oplever kvinder hurtigere at kunne blive ophidsede igen efter en orgasme.
Problemer med seksualiteten
Op til 20 procent af kvinder oplever, at de har et seksuelt problem, der generer dem. De hyppigste problemer er:
- ikke at have lyst til sex,
- manglende ophidselse,
- problemer med at få orgasme,
- smerter ved sex.
Grundene til problemerne kan være biologiske, psykologiske eller sociale. Ofte er der tale om overlappende faktorer. Har man først et problem, er det også nemt at få andre problemer. Hvis man for eksempel ikke har lyst, er det sværere at blive ophidset, og det kan derfor gøre ondt, når man har sex. Eller hvis det altid gør ondt, når man har sex, mister man hurtigt lysten.
Hvis man oplever problemer med sex og seksualitet, kan man gå til sin egen læge, der eventuelt kan henvise til en gynækolog. Man kan også gå til en sexolog, der kan rådgive om sex og seksualitet.