Smertemåling
Smerte er en kompleks og subjektiv sansemæssig oplevelse, der ikke kan vises ved et enkelt tal og dermed ikke umiddelbart måles. De seneste års forskning har dog påvist, at man kan måle enkelte adskilte aspekter af smerten eksempelvis intensitet, ubehag, lokalisation og kvalitet.
Samtidig har avanceret teknologi gjort det muligt at kortlægge en række af de mekanismer, som smertesystemet benytter sig af. For eksempel hvilke sanseorganer i vævet, der kan producere smerter, hvilke nervefibre der leder smerten til centralsystemet, og hvilke centre i hjernen der registrerer smerten.
Hvorfor er smerter forskellige?
Der eksisterer smertefølelegemer i blandt andet huden, musklerne, led, knogler og indre organer. Forskellige stimulatorer er udviklet til at udløse smerter fra de specielle strukturer. Smerterne fra de forskellige strukturer opleves forskelligt. Eksempelvis føles hudsmerter stikkende og er nemme at udpege, hvor sidder. En smerte fra tarmen føles krampeagtige er svær at lokalisere. Smerter fra dybe strukturer (muskler, indre organer) kan opleves langt fra, hvor de opstår (meddelte smerter) hvilket skyldes, at central nervesystemet misforstår smertesignalerne. Et eksempel er smerter fra bugspytkirtlen, der kan opfattes i skulderregionen, smerter fra galdeblæren kan opfattes i ryggen, eller hjertesmerter der kan opfattes ud i venstre arm.
Smertepatienter registrerer smerten anderledes
Træder man på noget skarpt eller rører noget meget varmt, trækker man foden/hånden til sig – dette kaldes en afværgerefleks. Denne refleks kan måles, og dens størrelse afhænger af, hvor stor smerten opleves af personen . Man kan også måle hjernens reaktion på en kortvarig smerte (f.eks. elektrisk aktivitet, blodgennemstrømning), og her har man afdækket de centre i hjernen, som reagerer på smerte. Hos smertepatienter er ikke blot afværgerefleksens størrelse, der er ændret. Også de steder i hjernen, der reagerer på smerten er ændret. Dette kaldes den ”kortikale reorganisation.”
Hvordan måler man smerter?
Ved hjælp af forskellige målemetoder har man opnået meget ny viden om smertesystemets funktion, hvorledes forskellige smertelindrende stoffer virker, og hvad der sker med smertesystemet hos patienter med kroniske smerter. Dette er vigtigt, idet smertemålingsmetoderne derved kan bruges til at finde frem til sygdommen og påvise skader på smertesystemet.
Man deler smertemåling op i to kategorier:
Smertepåvirkning
Registrering af smerte
Hvad er smertepåvirkning?
I laboratorierne undersøger man smertesystemets normale funktion hos frivillige forsøgspersoner, der udsættes for disse kortvarige smertepåvirkninger. Det er imidlertid også muligt hos raske personer kortvarigt at ændre deres smertesystemets tilstand, således at det på visse områder minder om en smertepatients. Udsættes huden for standardiseret stærkt sollys (UVB bestråling), eller smører man chillipeber creme på huden, opstår der en kortvarig overfølsomhed, når området efterfølgende smertepåvirkes. Eksempelvis vil let berøring nu opfattes som smerte.
Sidstnævnte er netop et fænomen, der kan observeres hos mange smertepatienter, og er et resultat af, at smertesystemet er blevet omkodet og dermed overfølsomt. På denne måde kan man hos raske personer studere, hvilke mekanismer der er med til at forværre smerten hos smertepatienter.
Hvordan bruges smertepåvirkning?
Smertepåvirkning kan også bruges, hvis man gerne vil vide noget om, hvordan smertelindrende stoffer virker på forskellige typer smerte. Eksempelvis kan man også udsætte en person for en kraftig varmepåvirkning (omkring 45 grader) af huden, hvilket udløser en stikkende smerte efterfulgt af en brændende smerte, idet de to smertekvaliteter udøses af forskellige følelegemer og ledes til hjernen af forskellige nervefibre. Giver man nu personen det smertehæmmende stof morfin, vil man observere, at kun den brændende smerte hæmmes, hvorimod den stikkende smerte er bevaret. På den måde kan smertemålingsmetoder give viden om, hvorledes smertelindrende stoffer virker på forskellige typer af smerter.
Hvad er smerteregistrering?
Når man måler smerte, kan det ske under to forskellige forhold:
Måling af en kortvarig smertepåvirkning –det vil sige de kortvarige kontrollerede smerter, en person bliver påført med henblik på for eksempel at finde frem til den rette behandlingstype.
Måling af en langvarig klinisk smerte – det vil sige, de smerter en patient oplever i forbindelse med kronisk migræne , piskesmæld , nervesmerter , gigt mv.
Hvordan bruges smerteregistrering?
A.Vurdering af smertetæskel
Gennem smerteregistrering kan man blandt andet vurdere, hvor høj personens smertetærskel er . Det sker ved, at man påfører en person en kortvarig smerte og gradvis øger intensiteten (eksempelvis temperaturen, trykket, strømmen), indtil smertetærsklen er nået. Man kan også påføre en person lidt kraftige smerte og bede personen om at vurdere smertens intensitet eller ubehag på en skala fra 1 til 10.
En smertepatients smertetærskel kan i tilfælde af overfølsomhed være meget lavere end hos raske, og deres oplevelse af smerte kan være meget højere. Dette ses eksempelvis hos patienter med skader på nervesystemet, kroniske muskelsmerter eller kroniske mavesmerter.
Samtidig med en generel smertevurdering kan man teste om eksempelvis patientens smertetærskel er blevet normaliseret. En patient med eksempelvis arbejdsrelateret nakke-skuldersmerter eller spændingshovedpine har ofte meget lave smertetærskler til en trykpåvirkning i området (et let tryk på muskler i området gør meget ondt). Her kan man igen følge, om denne overfølsomhed for smerte aftager efter en given behandling, idet man kan sammenligne smertetærsklerne. Uden en standardiseret smertemålings metode er det svært at kunne sammenligne over tid. Hos patienter med fibromyalgi er lave tryk smertetærskler i et antal udvalgte punkter et kriterium for at klassificere smerterne som fibromyalgi.
B. Vurdering af smerter og behandlingens virkning
Smerteregistrering kan også bruges til at få et indtryk af, hvor ondt en smertepatient har. Patienters smerter kan ændre sig i løbet af dagen og natten – eksempelvis kan man som gigtpatient have mest ondt, når man ligger, rygpatienten kan have mest ondt, når vedkommende sidder, og slidgigt i knæet kan gøre mest ondt, når man går på trapper. For at få et indtryk af smertens intensitet og dens variation kan man bede patienterne om at give en vurdering af smertens intensitet på en skala fra eksempelvis 0 (ingen smerte) til 10 (maksimal smerte). Dette vil give behandleren bedre mulighed for at vurdere smerten, da den kan sammenlignes med, hvad smerten var før en given behandling startede.
Patienter med skader på nervesystemet har ofte områder med overfølsomhed over for smerter. Ved at registrere en patients smerter kan man se, om dette område ændrer sig over tid eller som følge af behandling. Dette er vigtigt for at få information omkring eventuelle ændringer i nervesystemets tilstand og igen om en given behandling netop hæmmer denne overfølsomhed.
Smertetærskel bestemmes af køn og gener
Metoderne har en lang række basale og kliniske anvendelsesmuligheder. Eksempelvis har man fundet ud af, at kvinder generelt har en lavere smertetærskel end mænd, ligesom kvinder ikke er så gode til at undertrykke smerten. Denne ”konstruktionsforskel” mellem mænd og kvinders smertesystem kan delvist forklares ud fra genetiske faktorer, men samtidig ved man også, at kvindens smerteopfattelse ændres alt efter hvordan hormonniveauet er i kroppen. Dette er især interessant i forhold til, at mange kroniske smertetilstande ( hovedpine , muskelskelet smerter , gigtsmerter , mavesmerter) er langt mere udbredte blandt kvinder end mænd.
Det er også en kendsgerning, at en standardiseret operation (f.eks. amputation, udskiftning af knæled) medfører kroniske smerter hos nogle patienter, men ikke hos andre, og forskerne har derfor ledt efter specifikke smerte-gener.
Man har fundet specifikke gen-sammensætninger, der medfører større chancer for at udvikle smerter. Også andre faktorer (f.eks. sociale, psykologiske, økonomiske) spiller lige så stor en rolle.
Mange studier har vist, at man kan påvirke sin smertetærkskel. Det nok mest kendte eksempel er placebo (snydepille) effekten, hvor blot det, at man tror smerten skal falde gør, at den faktisk falder. Det mest ekstreme eksempel er hypnose, hvor man kan instruere personer i at opleve total bedøvelse i et område. Der er ligeledes lavet studier, der viser, at mænd med koner, der pylrer, har en lavere smertetærskel end mænd med koner, der ikke pylrer – så den sociale kontekst har stor betydning.
Smertemåling baner vejen for nye smertemidler
Endeligt har den store udvikling inden for smertemåling givet helt nye muligheder for at vurdere smertelindrende præparaters effekt på specifikke smertemekanismer. Dette har blandt andet medført, at mange lægemidler, der ikke er udviklet til smerter, men for eksempel epilepsi og depression i dag anvendes, som smertemedicin til patienter med overfølsomhed i smertesystemet. Smerter er dog stadig et stort klinisk problem, idet mange smerter ikke kan behandles tilfredsstillende.