Et til to børn i hver første klasse er sengevædere dvs. tisser i sengen om natten. Det er et problem, som bør tages alvorligt, mener speciallæge i børnesygdomme. Sengevædning ødelægger nemlig børns selvværd og trivsel, hvis problemet ikke tages alvorligt.
- Hvis man har en formodning om, at ens barn er sengevæder (enuresis nocturna), så bør man gå til lægen. Der er jo en udbredt tro på, at det 'at tisse i sengen', går over af sig selv, at det ikke er et større problem end det er, men man skal ikke tage fejl. Når børn begynder at nærme sig skolealderen, så er det et problem at være sengevæder, siger Søren Rittig, der som speciallæge i børnesygdomme på Århus Universitetshospital har forsket meget på området.
Ifølge ham er sengevædning eller enuresis, som er den latinske betegnelse, meget hyppigt forekommende. Således har 6-10 procent af alle syvårige problemet. Det betyder, at et til to børn i hver første klasse lider af enuresis. Desværre viser undersøgelser, at det kun er halvdelen af børn med problemet, hvor forældrene opsøger læge. Og forklaringen man hører fra forældrene er, at det nok ikke er så alvorligt, at det nok går over sig selv.
- Og ja det er rigtigt nok, at nogle børn vokser fra problemet, men det tager altså tid – rigtigt lang tid. Ca. 15 % bliver tørre af sig selv efter et år og efter 4 år er det ca. halvdelen. Det er børn på 7 år ikke særligt tilfredse med – at de ved, at der om 4 år er 50 % chance for, at de er tørre. Og har man sengevædning hver nat, så er oddsene endnu dårligere, viser en stor kinesisk undersøgelse, fortæller Søren Rittig.
Læs også: Sådan behandler man sengevædning
Sengevædning giver dårligt selvværd
Ifølge ham er det et stort problem at gå i skole med viden om, at man er sengevæder.
Børnene går med en konstant angst for at blive mobbet i skolen. Nogle børn er bange for, at de lugter af urin, så de sætter sig helt bagerst i klassen, hvor de kan sidde alene. For ikke at tale om, hvis klassen skal på tur med overnatning, så er den helt gal. For så bliver det jo tydeligt, at man har det her problem. Så de deltager simpelthen ikke, fortæller Søren Rittig og tilføjer:
Hvis børnene så også har små søskende, der ikke har problemet, så bliver det jo ekstra tydeligt og pinligt, at deres lillebror har smidt bleen for længst og har styr på det, mens de ikke selv har det. Så, nej, det er bestemt ikke at sætte det på spidsen, når man siger at sengevædning ødelægger børns trivsel.
Der er sågar systematiske studier, hvor man har interviewet disse børn, som viser, at de har et markant dårligere selvværd end raske børn – ja sågar dårligere end børn med kroniske sygdomme som sukkersyge og den slags.
- I forbindelse med skoleindtjekning, så bliver forældrene faktisk spurgt, om der er problemer af den slags. Her er det vigtigt, at man som forælder ikke undlader at nævne det, hvis ens barn tisser i sengen om natten. Der findes jo en effektiv behandling, så man skal ikke lade stå til. Jeg siger ikke, at man skal behandle alle børn på 5 år, men jeg synes heler ikke, at man bør vente til børnene er startet i skolen. Det er alt for sent, når de først er startet i skolen, siger Søren Rittig.
Sengevædning har altid været et tabu
Ifølge Søren Rittig har det alle dage været et tabu og noget man helst ikke skulle tale om:
For 10-20 år siden var det en udbredt opfattelse, at det her, det var et psykologisk problem. Og før det blev hovedparten af børnene sendt til børnepsykiater for at få løst problemet. Man mente, at det var et psykisk problem – enten noget med opdragelsen eller at børnene fejlede noget psykisk. Derfor havde forældrene heller ikke lyst til at fortælle nogen som helst, at de havde børn, der var sengevædere. Man var ligesom bange for, at folk skulle tænke, at der var noget galt i familien. Men altså, det er ikke et psykisk problem, fastslår Søren Rittig og fortsætter:
Det største kvantespring, når vi taler viden om sengevædning, det er helt klart springet fra at have været et psykologisk problem til at være et fysisk problem, som barnet hverken kan gøre for eller gøre noget ved selv. Den erkendelse har været rigtig vigtig.
Årsager til sengevædning
Sengevædning kan skyldes mange ting. Det mest almindelige er, at man har for stor urinproduktion om natten eller at man har for lille rummeevne i blæren om natten. De behandlinger vi har, retter sig mod de to ting.
Der findes en behandling med medicin, som kan sætte urinproduktionen ned, så det bliver normalt igen, og så findes der en ringeapparats behandling, der virker ved at øge blærens rummeevne om natten.
Ringeapparatet påvirker det center i hjernen, der styrer, hvor meget urin, der kan være i blæren, før den tømmer sig. Undersøgelser har vist, at børnene kan rumme betydeligt mere urin i blæren efter veloverstået ringeapparats behandling.
Men der kan også være andre årsager.
Vi ved i dag, at forstoppelse faktisk kan være grund til, at man er sengevæder. De børn som er sengevædere, og som også har problemer med deres blære i dagtimerne – altså tisser i bukserne – de kan faktisk have forstoppelse. Og kurerer man forstoppelsen, så forsvinder sengevædning problemet også mange gange, siger Søren og tilføjer:
Der kan altså også være andre årsager til sengevædning - f.eks. for mange polypper, som man måske ikke lige tænker på i forbindelse med sengevædning. Polypper påvirker vejrtrækningen og forstyrrer dermed søvnen. Og dårlig søvn er en medvirkende faktor til sengevædning. Så her begynder behandlingen selvfølgelig med, at man fjerner polypperne.
Læs også: Find de rigtige hjælpemidler til sengevædere
Hvornår er man sengevæder?
Der er ikke helt præcise krav til, hvor hyppigt man skal tisse i sengen for at være sengevæder. Det er meget forskelligt – nogle børn gør det hver nat, andre måske 2-3 gange om ugen og andre igen måske kun en gang om måneden. Børn der lider af sengevædning, vågner ikke, som vi andre vil gøre, hvis vi skal tisse om natten.
Sengevædning ses både hos drenge og piger, men op til 10-12 år, så ses det hyppigere hos drenge. Man ved ikke hvorfor, men det hænger måske sammen med, at drenge udvikles senere end piger, forklarer Søren Rittig, der ikke køber teorien om, at det skyldes at børnene sover for dybt.
Der har været forskellige teorier – bl.a. at de sov alt for dybt og var umulige at vække selv om man fyrede en kanon af ved siden af sengen. Problemet med den teori er, at det gør alle børn. Børn sover meget tungere end voksne. Nyere forskning viser faktisk, at børn, der er sengevædere, måske sover for let. At kroppen prøver at vågne, men hvor det ikke lykkes. Børnene falder ikke i den dybe søvn og har derfor en dårligere søvn. Det er sundt at falde i den dybe søvn, hvor kroppen får hvile. Det er i den dybe søvn, at man bl.a. producerer væksthormon.
Gode vaner om aftenen
Hvis man opdager, at ens barn har et problem med sengevædning, så gælder det ifølge Søren Rittig i første omgang om at få nogle gode vaner.
Begynd med at kigge på barnets drikkevaner. Hold øje med at barnet ikke drikker alt for meget væske om aftenen lige inden sengetid. Forældrene skal her være obs på, at mange børn ikke rigtigt drikker noget i løbet af dagen henne i skolen, og så drikker de til gengæld en masse om aftenen – og det er ikke hensigtsmæssigt. Deres væskeindtag skal fordeles mere jævnt, så de får en mere normal døgnrytme, når det gælder urinproduktion. Og så skal man sørge for, at de får tisset af inden sengetid.
- Så det er enkle ting, man selv kan gøre for lige at se, om det virkelig er et problem med sengevædning, eller om det netop bare er pga. dårlige vaner før sengetid.
Læs også: Når børn tisser i sengen om natten