Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Børnesygdomme

Børnesår (Impetigo)

Børnesår skyldes bakterier med stafylokokker eller streptokokker. Børnesår smitter ved kontakt og er ret almindelige


Opdateret: 10. Oktober 2020

Hvad er børnesår?

Børnesår er hudinfektioner med bakterier, typisk stafylokokker eller streptokokker og er ret almindelige. Da det især er børn, der får disse infektioner, kaldes de populært for børnesår. Et andet navn for børnesår er impetigo.

Hvordan ser et børnesår ud?

Børnesår kan starte på en tilsyneladende sund hud, men som regel er det en lille rift eller et kløende eksem, der er starten på et børnesår. Den lille røde, kløende plet udvikler sig i løbet af få dage til en lille blære med gulligt pus. Senere kommer der en sårskorpe samtidig med, at der måske dukker nye pusfyldte blærer op i nærheden eller andre steder på kroppen.

Som regel begynder børnesår i ansigtet og især omkring næseborene og på bagsiden af ørerne.

Børnesår

Børnesår sidder som regel i ansigtet. Foto: IStock.com

Hvem er i smittefare?

Børn og unge med en kløende hudsygdom som for eksempel børneeksem er specielt udsatte for at udvikle børnesår, derfor er god hudpleje meget vigtig for at forebygge en infektion.

Hvordan smitter børnesår?

Børnesår smitter ved kontakt. Hvis et barn piller i sårene, vil barnet have bakterier på fingrerne og overføre dem videre til andre personer eller genstande ved berøring.

Hvornår må barnet komme i skole og daginstitution?

Børn må først komme i daginstitution, når sårene er tørret ind og skorperne faldet af, og barnet dermed er smittefri.

Små børn har generelt ikke forståelse for renlighed og vil hele tiden røre ved sårene og kradse i dem, og det giver en større risiko for smitte.

Skolebørn må normalt komme i skole, selvom det har børnesår, eventuelt kan et enkelt sår dækkes med plaster, for at mindske risiko for spredning.

Hvordan behandles børnesår?

Har du mistanke om børnesår, så kontakt din læge. Kun receptpligtig medicin vil kunne hjælpe, og det skal helst ske, inden barnet har smittet søskende eller de andre børn i børnehaven.

  • Behandling består af vask med vand og sæbe og efterfølgende lufttørring. Man kan også anvende klorhexidin-opløsning.

  • Behandling med bakteriedræbende salve (antibiotika) har dokumenteret effekt. Ved behandling med salve er det vigtigt at få opblødt skorperne og fjerne dem. For det er under disse skorper, bakterierne lever, og behandlingen bliver derfor langt mere effektiv, når skorperne er fjernet.

Ved større områder kan man bruge antibiotikamikstur eller tabletter.

Hvis barnet også har børneeksem er det vigtigt, at det bliver behandlet effektivt

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvad kan man selv gøre?

  • Man skal huske sine børn på, at de ikke må klø i sårene.
  • Barnet skal vaske hænder tit og bruge sin egen kam, børste, vaskeklud og håndklæde.
  • Barnet kan eventuelt bruge håndsprit, som fjerner bakterier effektivt.
  • Barnets negle skal klippes korte.
  • Lær barnet god hygiejne og forklar, at det ikke må pille næse, bide negle eller sutte på fingrene.

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.