Brevkasse

Spørgsmål   Sunde børn

Spørgsmål: Min unge datter har bulimi, hvordan kan jeg hjælpe hende?

Kære Netdoktor

Forleden gik jeg ud på toilettet, hvor jeg så min datter på syv år, som stod og kastede op!

Jeg blev så chokeret og spurgte, hvad hun lavede. Jeg skulle virkelig styre mine følelser. Hun smilede til mig og sagde, at hun da kastede op. Jeg satte mig på hug og spurgte, hvorfor hun gjorde det? Hun havde drukket meget cola i dag og spist chips, og hun ville ikke blive tyk (hun havde fået et glas cola og chips, da vi havde været på stranden).

Jeg sagde, at hun i hvert fald ikke er tyk, og at man jo gerne må få slik og cola. Jeg spurgte med et forsigtigt smil på læberne, hvor længe hun havde gjort det, og hun sagde, at det havde hun gjort mange gange. Af frygt for at skræmme hende, spurgte jeg ikke ind til mere og lod hende gå.

Jeg begyndte at tænke tilbage på det sidste halve år, og jeg kan huske, at hun har sagt, at de andre børn drillede dem, der var tykke.

Min pige er meget sensitiv, og vi har været igennem en del. Jeg blev for fire år siden skilt fra hendes far, og hun har været igennem en cochlear implant operation, da hun er svært hørehæmmet.

Jeg er strengt opdraget og kan i dag godt se, at jeg er meget streng over for hende! Men jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle føre til, at min dengang seksårige pige (nu syvårige) skulle ende med at kaste op, fordi hun er bange for at blive tyk. Hun er i forvejen undervægtig.

Jeg er så bekymret og ved ikke, hvad jeg skal gøre?

Med venlig hilsen

En Spørger

Svar:

Kære Spørger

Hvor er det godt, at du henvender dig vedrørende din syvårige datters spiseforstyrrelse, som kaldes bulimi . Da hun stadig er så ung, er det vigtigt at gribe ind nu, således at hun kan blive hjulpet, før det bliver en fastgroet vane.

Der er mange piger i dag, der på grund af krav om at være slanke, kaster maden op, derefter overspiser for så igen at kaste op. Ofte er pigerne dog oftest 15-16 år, så det er meget tidligt, at din datter begynder på det. Der kan være mange grunde til, at hun vælger den adfærd, som kan ses som et signal på at blive set og elsket af dig. I har haft nogle svære år i familien med skilsmisse og pigens høreskade, og da du skriver, at du har opdraget hende strengt, føler din datter måske, at du ikke elsker hende, hvad jeg er helt sikker på, at du gør ifølge dit brev. Dertil kommer, at de andre piger i skolen er optagede af, at man skal være slank, og din datter vil selvfølgelig ikke skille sig ud fra de andre.

Der er flere ting, du kan gøre: Først og fremmest skal du tale med hende om det uden at være bebrejdende. Hun skal ikke skamme sig over det, hun gør, da hun gør som de andre piger i hendes forsøg på at være populær. Det er helt i orden, at ville holde sig slank og undgå at blive for tyk. Du skal fortælle hende, at det kan være farligt at fremtvinge en opkastning, idet hun mister væske og mister vigtige stoffer, så hun skal straks holde op med det.

Hertil kommer at du skal tale med hende om hendes og dit eget spisemønster. Som jeg kan forstå, er I kun jer to i husholdningen, og I kan sammen tale om, hvad man kan gøre for at spise sundt, så man undgår at blive for tyk: Nemlig mange grøntsager og frugt og undgå chips, sodavand, slik og kager. Det er bedst med tre måltider om dagen uden mellemmåltider, men til gengæld skal I sørge for, at de måltider, I tilbereder, er sunde og ikke fedende. Du er selv en model for din datter for sund livsstil, så det kan betyde meget for din datter, at du støtter hende i at spise sundt, ligesom du selv gør det. Hun er jo stor nok til selv at deltage i jeres madlavning, og det kan være et fint fællesskab at gå sammen i køkkenet.

Du skal se på alle hendes gode og stærke sider, hvad hun klarer godt, og give hende en masse anerkendelse for det og kropslig kontakt og nærhed. Fortæl hende, hvor meget du elsker hende, og gør det til en fælles sport, at I begge bevarer den slanke linje dog uden at overdrive det. Tænk over andre aktiviteter I kan lave sammen: Besøge familie og venner, små udflugter og lave noget motion sammen: Cykle, gå ture, gå i svømmehal eller bade ved stranden. Spørg hende om, hvad hun godt kan lide at lave sammen med dig.

Det betyder meget, at I har en god kontakt og taler om, hvordan hun trives, således at I får talt om de problemer, som din datter har. Når/hvis hun besøger sin far, skal han også orienteres om, at jeres datter har brug for hjælp til at spise sundt og få ikke fedende mad.

Hvis dette ikke hjælper, og din datter bliver ved med sine opkastninger, er der hjælp at få hos en psykolog, der har erfaring i spiseforstyrrelser. Måske er der mulighed for at få henvisning til psykolog fra skolens eller din kommunes familierådgivning.

Jeg ønsker dig held og lykke med at kunne hjælpe din datter.

Kærlig hilsen

Birgitte Winkel

Samlivsterapeut og Socialrådgiver


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Hvordan kommer jeg af med mit barns børneorm?

2024-12-10 | 20:51

isotretinoin og graviditet

2024-10-8 | 04:44

Hånd fod mund syge

2024-05-1 | 17:23

Mit teenage barnebarn sover og sover, hvad kan han fejle?

2023-04-20 | 00:00

Skal navlebrok opereres før 1års eller 3års alderen?

2023-04-20 | 00:00

Mit barn har forhudsforsnævring - skal jeg være bekymret?

2020-10-21 | 19:43

Hvornår skal man kunne trække forhuden tilbage?

2019-12-9 | 00:03

Udebleven menstruation?

2019-11-7 | 22:07

Kan helvedesild give skoldkopper?

2019-08-19 | 10:19

Ekstremt følsom glans?

2019-05-23 | 00:01

Er omskæring lovligt?

2019-02-11 | 12:43

Mine testikler er ikke i pungen længere?

2018-10-12 | 14:15

Min menstruation er forsvundet. Hvad gør jeg?

2018-06-12 | 19:30

Langsom udvikling og beslægtede forældre. Hvad gør vi?

2018-03-6 | 23:32

Kan man få skoldkopper to gange?

2018-01-27 | 15:09

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.