Skoleelever går ikke kun i skole for at lære. De er der også for at opbygge venskaber og andre sociale relationer. Børn lever derfor ikke kun et læringsliv i traditionel forstand i skolen, de lever et børneliv indenfor skolens rammer. Erfaringer fra svenske antimobbepraksisser viser, at mobning kan imødegås, hvis både lærere, forældre og elever gør en aktiv indsats.
Hvad er mobning?
Begrebet mobning er især forbundet med skolekultur, men i de senere år har man også fokuseret på mobning i børnehaver og på voksenarbejdspladser. Mobning er et meget komplekst fænomen. Det er blandt andet: - når personer systematisk forfølges eller udelukkes fra fællesskabet - en form for social orden, der kan opstå, hvor mennesker i et vist omfang ikke kan forlade stedet f.eks. arbejdspladser og i skolen.
”De accepterede” og ”de ikke-accepterede” eksisterer i kraft af hinanden. Det betyder, at de mobbede føler sig udelukket fra fællesskabet, selvom de i princippet er en del af (mobbe)fællesskabet.
Mobning i skolen
Der findes forskellige former for mobning. Når skoleelever fortæller om mobning kan det være alt fra udelukkelse af fællesskabet ved for eksempel tavshed og ignorering til mere direkte mobning som forfølgelse, bank, hån og offentlige ydmygelser.
I de senere år, hvor mobiltelefon og internetadgang er blevet en del af unges daglige kommunikationskultur, benyttes de elektroniske medier også som mobberedskaber. Derfor ser man oftere, at en gruppe mobber via anonyme SMS-beskeder med grænseoverskridende eller truende indhold.
Mobning på internettet ses også oftere. Man ser blandt andet, at ’mobberne’ misbruger passwords og læser andres private mail. Eller at der bliver skrevet ’hade-tekster’ om andre på forskellige hjemmesider.
Elektronisk chikane giver mobningen nye dimensioner, fordi tid og sted bliver mere flydende. Elektronisk mobning kan ramme på alle tidspunkter af døgnet, og den mobbede har derfor aldrig ’helle’.
Der er forskel på drilleri, konflikt og mobning
Mobning forveksles ofte med andre nærliggende fænomener såsom drillerier og konflikter, og det kan indimellem være svært at se, hvornår noget udvikler sig til mobning. Dog kan man sige, at drilleriets formål er kontaktskabende, hvorimod mobning markerer systematisk udskillelse og distance.
Der eksisterer dog en gråzone, og det er vigtigt at være opmærksom på, hvornår drilleri bliver til mobning. Et typisk eksempel på dette er, når voksne overhører barnet betro sig om mobning ved f.eks. at sige: ”Det var bare lidt groft drilleri. Du skal bare være ligeglad”. For problemet er, at barnet jo ikke er ligeglad. Tværtimod.
Det samme problem ses, hvis man ikke skelner mellem mobning og konflikt. Konflikt er uoverensstemmelse mellem to partere, mens mobning ofte er et ensidigt og længerevarende overgreb.
Gråzonen bliver også større ved, at drilleri og konflikt kan være stadier på vej til mobbemønstre. Derfor er det ekstra vigtigt at reagere, når nogle føler sig mobbet.
Årsager til mobning
Der hersker ikke enighed blandt forskere om, hvorfor mobning opstår. Den tidligere mobbeforskning lægger ofte vægt på, at personegenskaber som for eksempel aggression, grader af selvværd og selvtillid samt autoritære opdragelsesformer kan være årsagen til, at mobning opstår.
I de senere år har man set på, hvordan. skole- og klassekultur og en snæver toleranceforståelse i det omkringliggende samfund. kan have indflydelse på, om mobning opstår. Ud fra denne mobbeforståelse, skal årsagen til mobning ikke findes i det enkeltes barns personlighed, men i de særlige gruppedynamiske forhold, der kan opstå i formelle sociale fællesskaber som f.eks. en skoleklasse.
Hvem er hvem? Hvem mobber, hvem går det ud over, og hvem kigger på?
Man kan tale om tre mobbepositioner i et konkret mobbemønster:
Udøvere – dem, der mobber
Ofre- dem, der bliver mobbet
tilskuere
Opdelingen i disse tre kategorier skal først og fremmest ses som et overbliksværktøj. Der er ikke tale om typebeskrivelser – men aktørpositioner, når mobbemekanismen er i gang.
Der kan også være bevægelse i de enkelte positioner, for eksempel er der elever, som har erfaringer med både at mobbe og være ofre – de såkaldte ’mobfre’.
De passive mobbere
Nogle tilskuere optræder som ”passive mobbere”, andre assisterer mobningen ved for eksempel latter. Mange tiltag og kampagner mod mobning fokuserer ensidigt på udøvere og ofre og overser dermed den største gruppe: tilskuerne.
Anti-mobbere eller 'riddere'
I antimobbemiljøet arbejder man med en fjerde kategori, som er ”ridderne”. Det er tilskuere, der udfordrer deres passivitet og forsvarer den, der ikke kan forsvare sig selv.
Ud fra et generelt hensyn til børn kan det være en fordel ikke at udpege enkelte børn som ’mobbere’ eller de ”skyldige” – men i stedet fokusere på mønstre og sammenhænge i mobningen, samt både skolens og forældrenes ansvar for det gode undervisningsmiljø.
Konsekvenser af mobning
Mobning har alvorlige konsekvenser for de elever, der rammes. Det er veldokumenteret i nationale helbredsundersøgelser af skolebørn, at mobbede børn:
er mere syge end andre børn
er mere kede af det og bliver lettere deprimerede
har ringere tiltro til sig selv og deres omgivelser.
Men mobningen har formentlig også konsekvenser for de børn, der mobber eller er tilskuere, for alle påvirkes af et miljø, hvor der er mobning. Mobning kan skabe et meget angstpræget miljø, og det kan få indflydelse på trivsel og mulighed for at lære – både fagligt og socialt. Derfor er det vigtig for alle, at der bliver taget hånd om og gjort noget ved mobning.
Hvad kan forældrene gøre?
Forældre udgør en af skolens tre vigtige aktørgrupper, når det handler om indsatsen mod mobning. De to andre grupper er elever og lærere.
De generelle forebyggelsesråd til alle forældre:
Du kan opmuntre dit barn til at indgå legeaftaler på kryds og tværs i børnegruppen.
Tal ikke dårligt om de andre børn i skolen.
Indfør en social fødselsdagspolitik, så alle inviteres med til fødselsdage.
Giv dit barn opmuntring til at forsvare kammerater, der ikke kan forsvare sig selv.
Vær åben og positiv, når andre forældre fortæller om deres barns problemer.
Som forældre er det også en god idé at undersøge, om der er en mobbepolitik på dit barns skole. Hvis skolen har en mobbepolitik, trænger den måske til et nærmere eftersyn?
Tag aktivt del i mobbepolitikken. Ledetråde kan eksempelvis være:
Er der tiltag, der aktiverer tilskuerne? (f.eks. elevdialoger om ”hvordan kan vi blande os?”)
Er der tiltag, der peger på skolens kultur? Er vi inkluderende nok?
Har eleverne fået lov at sætte deres præg på handleplanen? Dette er vigtigt, for på den måde sikrer man, at de også er motiverede for at følge den.
Er der taget højde for de moderne mobberedskaber: mobiltelefon og chat?
Udpeges der ”skyldige”, eller formår planen at fokusere på fællesskabets ansvar?