Læren om livet
Opdragelse handler om, at de voksne omkring et barn hjælper barnet med at lære det samfund og den kultur at kende, som barnet vokser op i. En stor del af et barns opdragelse foregår ved, at barnet deltager i det almindelige hverdagsliv og får erfaringer med, hvordan man begår sig mellem andre. Barnet lærer nemlig mest af, hvordan de voksne og andre børn gør.
Opdragelse og samfund
Opdragelse afhænger af den tid og det samfund, som vi lever i. For 50 år siden skulle børn adlyde forældrene, og de skulle nok ses, men ikke høres. I dag taler vi mere om inddragelse end opdragelse, fordi mange forældre gerne vil have, at børn udvikler selvstændighed og sociale kompetencer i mere ligeværdige relationer med de voksne. At dette er således, hænger sammen med den tid, vi lever i. Personlige og sociale kompetencer er nødvendige at udvikle for at kunne begå sig i vor tids globaliserede og multikulturelle videnssamfund.
Opdragelse og barnets udvikling
Som opdragelse hænger sammen med det samfund, vi lever i, hænger opdragelse også sammen med barnets alder. Menneskehjernen er længe om at udvikle sig, og det betyder noget for, hvad vi kan stille af krav til vores børn. Små børn kan for eksempel ikke altid styre sine følelser eller udtrykke disse på socialt accepterede måder. Derfor kan de skrige højt i supermarkedet, når de ikke må få slik eller legetøj. Ligeledes er børn ikke altid i stand til at tænke sig om og træffe fornuftige beslutninger, før de handler. Det er først, når børnene kommer op i skolealderen, at man kan forlange af dem, at de tænker sig om, før de handler, og at de opfører sig mere tilpasset i forhold til omgivelserne.
Opdragelse i dagligdagen – vigtige forhold
Giv barnet indflydelse
Det har betydning for menneskers udvikling og sundhed, at vi oplever at have indflydelse på de ting, der er vigtige for os i dagligdagen. Når børn mærker, at de har indflydelse på deres egen dagligdag, giver det dem motivation i livet. Dette handler ikke om, at vi hele tiden spørger børnene: ”Vil du det, eller vil du det?”. Det handler derimod om at lytte til, hvad de siger om, hvad der er vigtigt for dem. Når den syvårige for eksempel gerne vil lave skattejagt til sin fødselsdag, og det bliver vedtaget, så oplever barnet, at det har indflydelse.
Men børn kan ikke altid overskue konsekvenserne af de valg, de træffer. Derfor er det den voksnes opgave i opdragelsen at hjælpe barnet med at træffe fornuftige beslutninger. Når den fireårige vil have små guldsandaler på i børnehave i januar, er det for eksempel ikke særlig fornuftigt. Forældrene kan hjælpe barnet med at træffe en fornuftig beslutning ved at sige: ”Ok, vi putter dem i tasken, så kan du gå med dem i børnehaven.” På den måde vil barnet stadig opleve at få indflydelse på sin dagligdag, selv om ønsket ikke blev helt opfyldt.
Indflydelse handler altså om at lytte til sit barn og overveje, om det, som barnet gerne vil, kan lade sig gøre. Det betyder ikke, at barnet kan bestemme alting, men at barnet derimod kan bestemme mere og mere i takt med dets alder og modenhed.
Tag ansvar for barnet
Som forældre er det vigtigt, at man tager det overordnede ansvar for barnet. Man skal for eksempel aldrig lade barnet gøre noget, der skader det selv eller andre – heller ikke, selv om barnet gerne vil eller bliver meget vred, hvis den voksne siger nej. Et barn kan for eksempel ikke selv vælge, om det vil have varmt tøj på ud om vinteren eller ej, for det kan ikke overskue konsekvenserne – at man f.eks. kan blive syg, hvis man har det for koldt.
Grænser – tidens ord
Det er moderne i dag at tale om grænser som en vigtig del af børneopdragelsen. Men grænser er et ord, der ikke egner sig til at blive anvendt i børneopdragelsen, fordi det kan betyde alt muligt. Vi kan således let komme til at tale forbi hinanden. Ordet grænser kan f.eks. betyde at
I stedet for at tale om, at børn har brug for grænser, er det bedre at sige, at børn har brug for at lære om livet og finde ud af både hvilke muligheder livet byder på, og hvilke begrænsninger der findes. Det er ikke alt det, som man gerne vil, der kan lade sig gøre, men noget kan - heldigvis.
Hvor konsekvent skal man være?
Det kan være fint at stå fast på det, man engang har sagt til sit barn. Man behøver således ikke tvivle på, at barnet skal have børstet tænder mindst én gang om dagen. Eller at barnet skal i seng i ordentlig tid, så det kan klare en dag i børnehaven eller skolen dagen efter. Eller at man ikke skal drikke sodavand eller saft hver dag.
Men voksne tager også fejl eller træffer forkerte beslutninger. Hvis man opdager, at man har sagt nej uden at lytte ordentlig, og at man egentlig måske var lidt for hurtig med sit nej, er der intet til hinder for, at man siger til barnet: ”Ok – nå der var jeg vist lidt for hurtig. Jeg kan se, hvad du mener, og jeg har bestemt mig om. Jeg synes det er i orden nu.” På den måde lærer barnet, at man lytter til hinandens synspunkter, at argumenter tæller og at man kan ændre synspunkter, når man lytter til hinanden.
Må man ikke skælde barnet ud?
Skæld ud og straf kan måske godt få barnet til at gøre, hvad der bliver sagt i øjeblikket. Men samtidig formidles til barnet, at det er i orden at behandle hinanden dårligt. På sigt risikerer man desuden, at barnet vænner sig til at lade som om den voksne ikke hører efter, hvad det siger.
Alle mennesker bliver vrede ind imellem, og man kan - også som voksen - let komme til at råbe højt, også over for sit barn. Det er en god ide, at man som voksen sørger for forsoning med barnet. Man kan her sætte ord på, f.eks.: ”Du ville ikke holde op, så blev jeg sur, så blev du sur på mig. Jeg er ikke sur mere, er du?” Lad være med at tilføje: ”Men du kan jo nok forstå, at når du gør…..”. Her tillægger man barnet skylden for en fælles konflikt, og det er ikke udviklende for nogen i det lange løb.