I princippet kan næsten alle voksne få indsat implantater, men der kan være nogle forhold hos den enkelte, der gør, at behandlingen ikke er velegnet eller forudsætter en forberedende behandling - derfor er det vigtigt med en grundig forundersøgelse.
Hvad er formålet med en forundersøgelse?
En forundersøgelse har flere formål. Grundlæggende skal tandlægen og patienten blive enige om, at en implantatbehandling er den korrekte i det givne tilfælde. Tandlægen skal sikre sig, at patienten ikke fejler noget, der udelukker implantatbehandling. Tandlægen skal endvidere på baggrund af en klinisk undersøgelse kombineret med røntgenbilleder vurdere, om en implantatbehandling kan lade sig gøre og er den mest hensigtsmæssige i den aktuelle situation. Endelig skal tandlægen informere om den anbefalede behandling inklusiv mulige alternativer, kendte risici i forbindelse med behandlingen samt udlevere et skriftligt prisoverslag. Herefter kan patienten få afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål, give sit samtykke til behandlingen, ønske betænkningstid eller eventuelt vælge at søge en ”second opinion”, hvilket vil sige en anden tandlæges vurdering.
Hvordan foregår en forundersøgelse?
Nogle privatpraktiserende tandlæger tilbyder selv at foretage hele implantatbehandlingen, nogle henviser til specialister for den kirurgiske del af behandlingen og laver selv krone-/protese-delen, mens andre henviser hele behandlingen til en anden tandlæge. Tandlægen vil typisk spørge til tidligere og nuværende generelle sygdomme, type og dosis af medicin, kendte allergier, tobaksforbrug og alkoholvaner. Det kan derfor være en god idé at medbringe sit medicinkort, hvis man har sådan et. Herefter vil tandlægen foretage en klinisk undersøgelse af mund og kæber og afgøre, om der er behov for supplerende røntgenundersøgelse udover eksisterende røntgenbilleder.
Hvad kigger tandlægen efter?
I munden undersøger tandlægen først status på de tilbageværende tænder. Det er vigtigt, at patienten er god til at børste tænder, går regelmæssigt til tandlæge, og at de tænder, der skal fungere sammen med implantaterne, er sunde og velbehandlede. Hvis man har problemer med parodontose, er det vigtigt, at denne er velbehandlet og under kontrol, før en implantatbehandling iværksættes.
Dernæst kigger tandlægen på området, hvor implantatet planlægges indsat. Er der nok plads mod tænderne ved siden af? Er der nok plads mod de tænder, der skal tygges mod i den modsatte kæbe? Hvordan ser formen af kæbeknogle ud i området? Hvordan ser tandkødet ud?
På røntgenmaterialet ser tandlægen på knogleforholdene i området, hvor implantatet planlægges indsat, knogleforholdene på nabotænderne samt på pladsforholdene i forhold til rødder på nabotænderne. I sideregionerne i underkæben er det vigtigt at bestemme afstanden ned til følenerven, mens det i overkæben er vigtigt at sikre sig tilstrækkelig knoglehøjde mod næsehulen og kæbehulerne.
Hvor lang tid tager en forundersøgelse?
En forundersøgelse tager typisk 10 til 30 minutter. Hvis det er en mindre behandling, og den udføres hos egen tandlæge, er alle nødvendige oplysninger ofte til stede, hvorfor forundersøgelsen kan finde sted i forbindelse med et vanligt eftersyn. Henvises patienten til en anden klinik, vil egen tandlæge typisk fremsende kopi af foreliggende røntgenmateriale sammen med henvisningen. Ikke sjældent er det dog nødvendigt, at patienten får foretaget en supplerende røntgenundersøgelse eventuelt inklusiv tredimensionelle skanninger.
Hvilke patienter egner sig til implantater - hvorfor?
Såfremt patient og tandlæge i fællesskab når frem til, at implantatbehandling er den mest hensigtsmæssige behandling, vil det i langt de fleste tilfælde også være muligt. Supplerende behandlinger kan imidlertid i visse situationer være en forudsætning for, at prognosen for implantatbehandlingen bliver god eller overhovedet mulig at gennemføre. Det kan dreje sig om:
-
Paradentosebehandling.
-
Fjernelse af tænder der ikke kan bevares på grund af infektion.
-
Korrektion af bidhøjde, hvis tandsættet er meget slidt.
-
Bøjlebehandling, hvis der ikke er plads nok til implantatet.
-
Opbygning af manglende knogle og/eller tandkød, hvis det eksisterende er utilstrækkeligt til forankring af implantatet, eller uhensigtsmæssigt placeret i forhold til implantatets optimale position.
Hvilke patienter egner sig ikke til indoperation af implantater og hvorfor?
Unge patienter bør ikke få indsat implantater, før væksten i kæberne er helt afsluttet. Dette er normalt tilfældet for piger i 18-20-års alderen og for drenge i 19-21-års alderen. Indsættes et implantat før væksten er afsluttet, vil implantatkronen i løbet af få år synes for kort på grund af kæbens fortsatte vækst uden om implantatet. Dette kan være særdeles kosmetisk skæmmende og funktionelt uhensigtsmæssigt. I den modsatte ende af skalaen kan patienter ikke være ”for gamle” til at få indsat implantater.
Patienter, der har fået strålebehandling mod hoved-hals regionen, og patienter med knoglekræft eller med knoglemetastaser der er blevet behandlet medicin af typen ”bisfosfonat”, er ligeledes generelt uegnede til implantatbehandling. Begge behandlingstyper nedsætter kæbernes helingsevne væsentligt, så der er en betydelig risiko for, at implantaterne ikke vokser fast.
Endelig er det vigtigt, at patienten kan samarbejde til hele behandlingen – både selve indsættelsen men endnu vigtigere til rengøringen i efterforløbet og på lang sigt. Dette gør, at patienter med visse psykiske lidelser og visse typer af misbrug ikke er egnede til implantatbehandling. Dette beror imidlertid altid på en individuel vurdering.
Hvilke sygdomme/medicin-typer kan påvirke helingsprocessen og hvorfor?
Generelt skal man være påpasselig med implantatbehandling på patienter, der fejler sygdomme eller tager medicin, der påvirker vævenes evne til at hele.
Diabetes (sukkersyge) er som udgangspunkt ikke noget problem, såfremt patienten er velreguleret i sin behandling. Der kan imidlertid være nogle forholdsregler med hensyn til den mest hensigtsmæssige tidsmæssige placering af implantatoperationen på dagen i forhold til måltider, da man ofte ikke kan spise normalt umiddelbart efter operationen. Er patientens diabetes vanskelig kontrollerbar, synes der at være en øget risiko for helingsproblemer.
Knogleskørhed (osteoporose) udgør i sig selv ikke noget problem for implantatbehandling. Mange patienter med knogleskørhed tager medicin af typen ”bisfosfonat”, men i langt lavere doser end patienterne med knoglekræft som nævnt ovenfor. Derfor betragtes de som hovedregel ikke som værende i væsentlig risiko for helingsproblemer. Har behandlingen imidlertid strakt sig længere end 5 år, synes risikoen for helingsproblemer imidlertid at stige, hvorfor det kan være en god idé at genoverveje eventuelle alternativer til implantatbehandling.
Visse typer medicin sænker patientens immunforsvar med deraf følgende øget risiko for helingsproblemer. Det gælder for eksempel patienter i kemoterapi, patienter der har fået organtransplantation samt patienter med visse bindevævssygdomme og ledlidelser. I disse tilfælde er det en god idé, at tandlægen taler med den behandlende læge, så det kan afklares, om den medicinske behandling forventes at være midlertidig eller livslang. I fald den kun er midlertidig, kan implantatbehandlingen med fordel flyttes, til efter den medicinske behandling er afsluttet. I tilfælde af livslang eller meget langvarig behandling kan der eventuelt findes perioder (dage eller uger), hvor immunsystemet er mindre påvirket end andre, og hvor implantatindsættelsen således mere hensigtsmæssig kan foregå.
Mange patienter tager i dag blodfortyndende medicin. Blodfortyndende medicin har ingen indflydelse på overlevelsen af implantater eller risikoen for problemer med implantater på lang sigt. Der kan imidlertid være en øget blødningsrisiko i forbindelse med selve implantatoperationen og umiddelbart herefter. Denne risiko er dog særdeles begrænset, og som hovedregel er der ikke behov for at holde op med at tage medicinen forud for operationen. Det er imidlertid vigtigt, at behandlingen er velreguleret, og at tandlægen kender til denne medicinering med henblik på eventuel samtale med behandlende læge.
Rygning øger risikoen for tab af implanter på lang sigt og for problemer omkring implantater i det hele taget. Derfor bør alle implantatpatienter vejledes i rygeophør og i det mindste om den øgede risiko. Rygningens hæmmende indflydelse på helingsevnen er langvarig, og det giver derfor ingen mening blot at holde op i dagene omkring implantatoperationen.
Er det en god idé med en 'second opinion' fra en anden tandlæge, inden man beslutter sig?
Implantatbehandlinger kan være omfattende både rent mentalt og økonomisk. De færreste har selv indsigten til at vurdere, om den behandling, tandlægen præsenterer, er den eneste mulige/rigtige. Derfor kan det i visse situationer være en god idé at få en second opinion. Hvis tandlægen har det skidt med dette, er det tandlægens problem. Det er imidlertid vigtigt at holde sig for øje, at jo flere der er involveret i en behandling, jo mere kompliceret bliver den også rent ansvarsmæssigt. Dette gør sig i særdeleshed gældende, når patienter fristes af væsentligt billigere tilbud fra udlandet.