Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Tænder og mund

Tandskader

Tandskader kan opstå på mange forskellige måder for eksempel ved, at tænderne knækker, bliver slået løse eller slået ud. Måske kan tænderne bruges igen, hvis du straks kommer under tandlægebehandling.

Opdateret: 5. Oktober 2009

Hvad er tandskader?

Tandskader kan opstå på mange forskellige måder, fx ved at tænderne knækker, bliver slået løse eller slået helt ud. Måske kan tænderne bruges igen, hvis du straks kommer under tandlægebehandling.

Hvem er særligt udsatte?

50.000 danskere kommer hvert år til skade med deres tænder, og det er særligt børn, der er udsatte. 20 – 30 procent af alle børn på 12 år er kommet til skade med deres tænder. Drenge er dobbelt så udsatte for at slå de blivende tænder som piger, mens forskellen mellem drenge og piger ikke er så udtalt for mælketænders vedkommende.

Fald- og cykelulykker er de hyppigste årsager til tandskader, men ved nærkampssport er der også stor risiko tandskader.

Man er mest udsat for tandskader, hvis man har overbid.

Hvad kan man selv gøre ved akutte tandskader?

Sker der en ulykke, hvor du selv eller andre slår munden, så det bløder, skal du være opmærksom på, om der mangler tænder eller tandstumper. Du skal gøre det med det samme ved at kigge eller føle ind i munden på den, der har slået sig.

Er den pågældende bevidstløs , skal du straks anbringe vedkommende i det såkaldt aflåste sideleje. Hvis en eller flere tænder er slået ud, skal de straks findes. De kan nemlig i mange tilfælde bruges igen, hvis de behandles korrekt og sættes på plads af en tandlæge så hurtigt som overhovedet muligt. Efter et par timer kan det være for sent.

Udslåede tænder eller tandstumper må aldrig tørre ind. De opbevares bedst i munden mellem kæben og kinden på vej til tandlægen. Små børn må dog absolut ikke selv opbevare dem i munden, da der er risiko for at de kan sluge stumperne. De udslåede tænder eller stumper kan også opbevares i mælk eller vand – helst fysiologisk saltvand, som kan købes på apoteket.

Tænder eller tandstumper må aldrig anbringes i munden på personer, der er bevidstløse, halvt bevidstløse eller chokerede.

Hvordan behandles akutte tandskader?

Er en mælketand slået helt ud, må den aldrig sættes op igen, da det kan beskadige den blivende tands udvikling.

Måske er tænderne ikke slået helt ud, men sidder bare skævt. I så fald skal tandlægen også straks have lejlighed til at rette op på tænderne.

Ring straks til lægevagt, tandlægevagt eller skadestue for at få at vide, hvordan du hurtigst muligt får kontakt med en tandlæge.

Kan man forebygge tandskader ?

Mange tandskader kunne undgås, hvis cyklister lod være med at køre i spirituspåvirket tilstand. Og ligesom boksere altid bærer tandbeskyttere, ville det også være en god ide, hvis for eksempel også håndboldspillere brugte tandbeskyttere.

Læs også vagtlægen om tandskader


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.